I disse dage oplever vi et folkeligt oprør mod præstestyret i Iran. Unge iranere – og såmænd også mange ældre – går på gaden i store manifestationer mod regimets valgsvindel.

Oprøret har fået en sådan styrke, at det vil være forkert bare at se det som en strid mellem forskellige fraktioner inden for det islamiske regime. Det synes også at have klare elementer af et folkeligt oprør med sin egen dynamik. Det er spørgsmålet om diktatur eller frihed, der er på dagsordenen.

De demonstrerende i Teherans gader er sande helte, som kaster alt ind i kampen mod et religiøst diktatur, der alt for længe har ladet mørket sænke sig over Iran. Det er med livet som indsats. Alt for mange demonstranter har allerede betalt den højeste pris for deres ønske om frihed og demokrati.

De fortjener vores respekt. Og de fortjener Danmarks støtte. Det sidste har det knebet lidt med.

Forleden meddelte udenrigsminister Per Stig Møller, at der ikke var grund til at tvivle på ægtheden af valgresultater i Iran. Danmarks udenrigsminister havde ”aldrig troet på, at reformkræfterne kunne vinde dette valg. Ahmadinejad har hele den fattige del af Iran bag sig”.

Det synspunkt har jeg min tvivl om.

I disse dage står den vigtigste kamp mellem frihed og diktatur i Irans gader.

Hvorfor er vores regering – ytringsfrihedens utrættelige forkæmpere - så krybende i den her sag?

Og hvor er Islamisk Trossamfund og deres imamer i en situation, hvor demonstranter – de fleste af dem muslimer - myrdes i Irans gader. Ærlig talt, kære imamer: Er det ikke et større overgreb end et par satiretegninger i en avis?

De iranske demonstranter beder ikke om en vestlig militær invasion, men på Facebook, Twitter og andre steder efterlyses moralsk opbakning fra det internationale samfund. De har simpelthen brug for at vide, at verden er på deres side i kampen mod de religiøse mørkemænd. Kom nu ind i kampen, Lars Løkke og Per Stig!

Argumentet om, at præstestyret vil bruge en vestlig opbakning til demokrati-forkæmperne til at stemple demonstranterne som ”udenlandske agenter” er for slapt! Det vil præstestyret da gøre alligevel – uanset hvad vi siger. Hvorfor denne naivitet overfor et brutalt, religiøst regime, der ikke holder sig tilbage for at bruge tortur og dødsstraf ved stening?

Herboende iranere har den seneste uge arrangeret flere flotte demonstrationer. Hvorfor skal de stå så alene i en kamp, som burde være vores allesammens kamp?