Da Lene Espersen blev formand for De Konservative gjorde hun meget ud af, at De Konservative skulle være et parti for ”de svageste”. Lad os se lidt på, hvordan det går med at nå det mål.

I denne uge kunne man læse, at den konservative formand gerne vil have, at uligheden vokser i Danmark, og vi får flere millionærer.

Til dem, der synes det er blevet for svært at finde forskellen mellem rød og blå i dansk politik, er her et lynkursus:

”SF ønsker færre fattige, K ønsker flere millionærer.”

Det kunne være spændende at vide om statsministeren og Pia Kjærsgaard også deler ønsket om større ulighed i vores samfund. Man kunne i hvert fald få den tanke, når man ser på konsekvenserne af regeringens og Dansk Folkepartis skattereform.

Det har været sigende at følge, hvordan Lene Espersen i kraftige vendinger advarer mod lønstigninger ved de kommende overenskomstforhandlinger.

”Der skal være sammenhæng mellem løn og det arbejde, vi udfører. Jeg håber, at man vil besinde sig og holde lønningerne på et moderat niveau”, buldrede den konservative leder i JP.

Morsomt, når man tænker på, at Lene Espersen og de øvrige politikere fra højrefløjen skummede af raseri, da Socialdemokraternes formand i forbindelse med bankpakkerne ville indføre et loft på 2,5 million kroner for bankdirektørers løn. Dengang var det både ”populisme” og ”bodega-snak”, at ville blande sig i direktørernes lønforhold.

Højrefløjens position er klar: Bankdirektørers vanvittige lønninger må man endelig ikke blande sig i, men hvis lavtlønnede lønmodtagere vil have højere løn, så får de besked på at besinde sig.

Kære Lene. Jeg synes, din ambition om, at Konservative skal være et parti for de svageste, er meget smuk, men du har virkelig lang, lang vej til målet. Og nogle gange er det nærmest som om, du bevæger dig baglæns.