“I det øjeblik en stat opfatter internationale love som gældende for andre, men ikke for sig selv, så er selve grundlaget for lovene væk.”

Med dette citat spidder den tidligere højesteretspræsident i Storbritanien, Lord Bingham, den tidligere premierminister Tony Blair og hans regerings beslutning om at starte det alle tunge juridiske eksperter i dag kalder en ulovlig krig mod Irak.

I Storbritannien har debatten raset og Tony Blair himself har været kaldt til afhøring – i Danmark har ikke mange løftet et øjenbryn, selv om også vores regering besluttede at deltage i den ulovlige og fejlagtige krig med danske tab til følge.

Jeg husker meget tydeligt, den dag et smalt flertal i det Folketinget, besluttede at sende danske soldater i krig i Irak. Samme aften ville DR lave en partilederrunde. Men daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ønskede ikke at deltage. Og Pia Kjærsgaard (DF) mente, at hendes person var så ringe, at det ikke gav mening med en debat om, at Danmark nu skulle i krig, når statsministeren ikke deltog. Og så droppede DR debatten.

Lige siden forsøgte både Kjærsgaard og Fogh Rasmussen at undgå debatten om den krig, der som bekendt gik gruelig galt – ikke bare militært, men også moralsk.

Militært er den end ikke slut. Selvom der er fremgang at spore hører terroranslag stadig til dagens orden. Men allerede fra før invasionen i 2003 stod det klart, at selve grundlaget for Irak-krigen var skrupforkert. Siden har USA’s daværende udenrigsminister Colin Powell omtalt sin fremlæggelse foran FN af ”beviserne” for Iraks påståede masseødelæggelsesvåben som ”et lavpunkt” i sin karriere.

I Storbritannien har man som sagt været gennem en omfattende høring om det britiske beslutningsgrundlag for krigen, og en række fremtrædende ministre, embedsfolk og militærfolk har været inddraget – også tidligere premiereminister Tony Blair.

De juridiske eksperter har været tydelige: Den britiske regering handlede i direkte modstrid mod folkeretten. Og efter alt at dømme også mod bedre vidende.

I Danmark er der blot tavshed - i en grad, der også undrer borgerlige bloggere.

Jeg kan huske det notat fra det danske folkeretskontor i Udenrigsministeriet. Det var en meget præcis gennemgang af den internationale ret på området, herunder de FN-resolutioner som var relevante. 2/3 gennem notatet stod det klart, at konklusionen måtte blive, at Danmark ikke kunne gå i krig i Irak, på det foreliggende grundlag. Men nej. Den afsluttende konklusionen var, at dét kunne man godt. Der var simpelthen ingen sammenhæng mellem præmisser og konklusion. Et pragteksemplar på juristeri i magtens tjeneste.

Trods hundredvis af henvendelser fra journalister, trods hundredvis af spørgsmål i Folketinget, trods hundredvis af debatindlæg og kronikker om Irak-krigen – så var Anders Fogh Rasmussens svar altid, at ”der ikke var noget at komme efter”.

Og trods en enig oppositions ønske om en uvildig og tilbundsgående undersøgelse af beslutningsgrundlaget – så står vi her, 7 år efter, stadig tilbage uden et ansvarligt politisk flertal i det danske folketing.

Det er jo ikke en lille ting – at Danmark går i krig. Det er ikke en lille ting, at krigsherrerne bruger fosforbomber, napalm, klyngebomber, tortur. Eller at fire millioner mennesker drives på flugt og titusindvis dræbes. Det er heller ikke en lille ting, at krigen i høj grad slog bunden ud af USA’s økonomi og dermed forstærkede en finansiel krise osv.

De seneste uger har været svære for landets nye statsminister, og ovenpå klimatopmødet er Lars Løkke Rasmussen af mange blevet fundet for let og afskrevet som statsmand. Men Lars Løkke kunne jo vælge at lade Irak-krigen gennemgå en tilbundsgående undersøgelse og en høring – dét ville være statsmandsskab og afkræve respekt.