Den økonomiske krise og galoperende arbejdsløshed kan mærkes hos rigtig mange danskere. Men især én gruppe fortjener vores opmærksomhed: De unge.

Nu fortæller Nyhedsbrevet 3F, at der er forsvundet 10.000 praktikpladser de sidste to år. Samtidig søgte små 7.000 unge forgæves om en praktikplads i januar!

Det er meget, meget bekymrende, at tusindvis af unge hverken får en praktikplads, ungdomsuddannelse eller job. Vi risikerer at tabe rigtig mange unge mennesker på gulvet. Det er en tragedie for de unge, der måske aldrig får en fod ind på arbejdsmarkedet, og det bliver rasende dyrt for samfundet.

Alligevel sker der påfaldende lidt fra politisk hold.

Kan man forestille sig, at man lod 10.000 3.g-pladser på gymnasierne forsvinde, så eleverne ikke kan gøre deres uddannelse færdig?

Nej, det kan man selvfølgelig ikke. 3F’s historie er et tydeligt bevis på, at der ikke gøres nok.

SF’s uddannelsesordfører Nanna Westerby og medlem af Europa-Parlamentet Emilie Turunen har i en kampagne den seneste tid sat fokus på problemerne med unges arbejdsløshed og praktikpladser. De to unge politikere har besøgt en række tekniske skoler, produkrionsskoler og arbejdspladser for at diskutere problemerne med de unge selv. Jeg har selv deltaget i et af deres besøg, og vi har mødt en masse unge med lyst til at tage en uddannelse og komme i gang med et job. Men det er næsten umuligt at finde en praktikplads eller et job – især for unge mænd i udkantsområderne.

I SF har vi tidligere peget på en række tiltag, som kan vende den triste udvikling: Der må stilles krav til de private virksomheder, der udfører opgaver for det offentlige, om at tage lærlinge ind. Det offentlige skal gå forrest ved at skabe praktikpladser til de unge. Der skal være bedre forhold på erhvervsskolerne, som er økonomisk pressede. Og i hele EU skal der laves en grøn vækstplan, som skaber nye klimavenlige arbejdspladser for både unge og ældre.

Dagens historie fra 3F om de 10.000 forsvundne praktikpladser minder os om alle om, at der skal gøres langt mere for at sikre, at de unge ikke tabes på gulvet for altid. Der er derfor brug for en bred politisk dialog mellem politikere i kommuner, Folketing og EU, arbejdsgivere og fagbevægelse samt ikke mindst de unges elevorganisationer om løsninger. Hvis vi ikke gør noget nu, rammes alle hårdt i fremtiden: De unge selv, der mister muligheder i livet. Og resten samfundet, der får en gruppe medborgere, der på trods af god vilje ikke kan bidrage optimalt til fællesskabet.

Skal vi så til at komme i gang?