Samme dag som Politiken bringer historien om, at danske tropper i Helmand i Afghanistan må vente et ekstra år med at få det bomberydderudstyr de i den grad mangler, bringer Jyllands Posten så historien om, at der er danske krigsveteraner, der vælger at bosætte sig i de danske skove.

Kogt ned til sin essens, så er vi altså cirka lige så dårlige til at passe på vores soldater, når de er ude, som vi er, når de kommer hjem.

Ærlig talt – hvis nogen havde spurgt mig for 10 år siden, om vi ville opleve, at danske veteraner skulle vælge at slå sig ned i danske skove, fordi de ikke længere kan fungere i de menneskelige og sociale relationer de fleste trods alt færdes i – så havde jeg troet, det var løgn.

Da jeg slog øjnene op i morges og mit blik ramte Jyllands Postens forside, måtte jeg lige bruge et sekund på at tjekke, at det ikke var 1. april. I JP står der bl.a:

”Deres kroppe er stadig i kampberedskab. Mange af veteranerne vil opfatte andre mennesker som indtrængen på deres område. De lever ligesom gamle Vietnam-veteraner i USA: De har endnu ikke sluppet krigen og føler sig ikke velkomne i samfundet.”

Jeg synes, det er meget tragisk. Det er selvfølgelig meget trist for hver enkelt af disse soldater og for de mennesker omkring dem, som har mistet deres kære – selv om de stadig lever. Men det er også tragisk for vores samfund.

Ifølge JP er flere af de veteraner, der er draget til skovs, danske soldater fra Balkan-indsatsen. Men der er ingen grund til at tro, at oplevelserne for udsendte i Irak og Afghanistan ikke skulle være mindst lige så traumatiserende, og at vi risikerer langt flere i fremtiden.

Der påhviler politikerne et særligt ansvar, når Folketinget beslutter at sende soldater til Verdens brændpunkter og krigszoner. Nu er anledningen nok veteraner fra krigen i ex-Jugoslavien. Men vi har været i Afghanistan i ca. 8 år. Og vi har deltaget i den ulovlige og manipulerede krig i Irak, hvor freden fortsat har lange udsigter – senest demonstreret med to bilbomber i går og 8 dræbte her til morgen.

Politisk er vi pinedød forpligtet på, for det første, kun at sende danske soldater ud på mission, når krigen er lovlig og rent faktisk kan indfri kravene og forventningerne til resultatet. For det andet skal vi gøre vores yderste for at de udsendte så rent faktisk er uddannet og materialet udstyret, til at udføre opgaven. Og for det tredje skal vi selvfølgelig stå klar med al den tænkelige hjælp, der skal til, når danske soldater vender hjem med ar på kroppen og flænger i psyken.