Det har været særdeles hård kost at læse Politiken de seneste uger. Jeg – og det parti, som jeg er formand for - er blevet beskyldt for kynisme, magtbegær og – som et ekko af VKOs spindoktorer – ”populisme”. Det virker nærmest som en hel kampagne fra avisens side, og fylder spalte efter spalte. På lederplads, i Lars Trier Mogensens klummer, i Peter Mogensens analyser og i Rune Engelbreths blogs.

Og Preben Wilhjelm, som ellers normalt fremfører forstandige synspunkter, har fået bragt en kronik med det afsindige budskab, at SF kunne finde på at gå i regering med Dansk Folkeparti! Må jeg blot stilfærdigt konstatere, at DF er et stærkt højreorienteret parti, der siden 2001 har ført en politik, der entydigt har gavnet de mest velstillede, øget uligheden og skabt dybe skel mellem mennesker i vores samfund. Jeg tror selv en blind mand kan se, at SF står et helt andet sted.

Peter Mogensen påstår, at jeg har ”kaldt mit bagland for kynikere, fordi de ikke kunne lide regeringens pointsystem”. En tyk manipulation, hvor Mogensen insinuerer, at jeg støtter eller har støttet regeringens pointsystem.

Regeringen har – sammen med Dansk Folkeparti – lavet et pointsystem, som deler folk op efter hvor rige de er og hvor lang uddannelse, de har bag sig. Det er i mine øjne udtryk for uddannelses-snobberi og man rangordner mennesker på en måde, som jeg finder stærkt ubehagelig. SF stemmer derfor klart nej – og Socialdemokraterne gør det samme.

Vi har i stedet fremlagt vores eget retfærdige alternativ, hvor det er viljen til integration, der er det afgørende. Vi rangordner ikke mennesker, og kravene er skruet sådan sammen, at alle kan leve op til dem, hvis de gør en indsats.

Hvor VKO baserer deres pointsystem på, om ægtefæller gavner Danmarks BNP, så er SF optaget af, at mennesker, der vælger at slå sig ned i Danmark, også er parate til at integrere sig og blive en del af fællesskabet. Det handler for os ikke om nytteværdi, men om sammenhængskraft.

Hvordan Mogensen kan udlægge dette som støtte til VKOs pointsystem er mig en gåde.

Mine bemærkninger om kynisme var møntet på de dele af venstrefløjen, der mener at regeringsspørgsmålet er nærmest ligegyldigt. Den indstilling dur ikke. For vi er nødt til at skabe sammenhold i oppositionen, hvis vi skal sikre en ny regering. Vi må ikke lade VKO slå kiler ind mellem os – selvom det måske kan give lidt gevinst i medierne og meningsmålingerne at gå solo.

For det er hamrende vigtigt, at vi får en ny regering. Ikke på grund af ministerbilerne – dem er jeg fløjtende ligeglad med - men fordi der skal føres ny politik i Danmark efter ni år med historiens mest højresnoede regering. Det vil ske. Også på udlændingeområdet.

En ny regering med SF vil f.eks. forbedre vilkårerne for asylansøgere, sikre permanent ophold til handlede kvinder, afskaffe de fattigdomsydelser som rammer etniske minoriteter og gøre op med diskrimination af nydanskere. Jeg synes, det er værd at slås for.

På Politiken kaldes det kynisme og magtbegær. Jeg kalder det vilje til forandring.