Jeg gætter på, at Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale vil varsle et opgør med efterlønnen. De borgerlige kan ikke kan døje tanken om, at også faglærte og ufaglærte arbejdere har ret til et liv efter arbejdslivet. Tankegangen i de kredse er vist, at man skal arbejde indtil man er syg og nedslidt (med mindre man altså er velhavende).

Debatten om efterlønnen er desværre mere præget af myter end realiteter. Nogen gange lyder det nærmest som om en afskaffelse af efterlønnen er selve løsningen på alle Danmarks problemer. Derfor må det være på sin plads med et par kolde kendsgerninger om den omdiskuterede ordning.

For det første er der allerede vedtaget en ret drastisk efterlønsreform i 2006:

En nyuddannet murer på 20 år kan – med de ændringer, der allerede ER vedtaget - tidligst gå på efterløn som 66½-årig. Afskaffer man efterlønnen, vil mureren tidligst kunne klatre ned fra stilladset for sidste gang som 71½ år - altså mere end 11 år senere end i dag! Danmark vil dermed have Europas absolut højeste tilbagetrækningsalder.

For det andet er der blevet markant færre efterlønsmodtagere i de seneste år. Der har været et fald på næsten 5 procentpoint, fra 2005 til 2010, i andelen af 60-64-årige, der er på efterløn. Denne tendens ser ud til at fortsætte ifølge A-kasserne.

For det tredje oplever vi et markant fald i andelen af unge, der tilmelder sig efterlønsordningen. Dermed vil der i fremtiden være færre, der kan trække sig tilbage på efterløn.

Og sidst men ikke mindst: Efterlønnen bruges først og fremmest af dem, som ordningen var tiltænkt. Nemlig dem med hårdt fysisk arbejde og lav løn. Mange af dem mennesker med smerter og gener fra mange års slid. Folk som 3F’eren i slutningen af 50’erne, der holder ud på arbejdsmarkedet de sidste par år netop fordi han kan se frem til efterlønnen. Og som med en afskaffelse ville stå på kommunekontoret i morgen med en berettiget ansøgning om førtidspension.

Alt sammen noget, der bør tælle med, før man gør en afskaffelse af efterlønnen til Columbus-ægget i dansk politik.

Regeringen har ført en fejlagtig og uansvarlig økonomisk politik, som har medført et stort underskud. Man lovede danskerne, at der var råd til både mere velfærd og skattelettelser. Og man hånede oppositionen, når vi pegede på, at det var nødvendigt at prioritere.

Nu ligger der en regning, som skal samles op.

SF og Socialdemokraterne har fremlagt en konkret plan, der stiller klare krav til danskerne: Vi hæver skatterne for dem, der har fået mest ud af skattelettelserne. Vi sætter gang i væksten ved at fremrykke investeringer. Og når væksten er tilbage, beder vi alle om at arbejde lidt mere.

Mere i skat og mere arbejde. Det er meget at bede om, men det vil skabe holdbarhed i dansk økonomi og samtidig sikre ordentlige uddannelser, et effektivt sundhedsvæsen og en efterløn, så den 20-årige murer ikke er pisket til at blive på stilladset til han er 71½ år.

Regeringen og Dansk Folkeparti valgte i foråret at tørre regningen for deres fejlslagne politik af på børnefamilierne og de ledige. Mon ikke vi efter Løkkes tale 1. januar kan skrive efterlønnen på denne liste?

Samtidig kræver de konservative nye skattelettelser til de mest velhavende for over seks milliarder. Og Liberal Alliance vil have nye skattelettelser for 33 milliarder!?! Hvem der engang kommer til at betale den regning kan man kun gisne om…