Consider how hard it is to change yourself and you’ll understand what little chance you have of changing others (Ukendt)

Føler mig paranoid og utilpas, som en utro ægtemand på vej hjem, da jeg endelig tager mig sammen til at forlade kontoret klokken 8:30 om morgenen. Byen myldrer med det arbejdende folk, og de ser underligt glade og irriterende tilfredse ud. Jeg er til gengæld fyldt med selvlede og føler de kigger underligt på mig.

Aftenens session har været en katastrofe. Et er, at jeg tabte over 3000 dollars - tabende sessioner er selvfølgelig altid irriterende, men jeg har tabt noget større beløb før - noget andet er, at jeg brød alle mine principper.  Problemet er altså ikke pengene (det er det, man har bankroll management til), men derimod, at hele ideen om mig selv som professionel pokerspiller, er crashet, og nu mest af alt ligner et kollegiekøkken morgenen efter årets fest.

Vi må have kortene på bordet. Det følgende gik galt: 

1) Jeg tiltede - jeg definerer alt andet end mit A-game som tilt.

2) Jeg kom til at kalde en fish i chatten (heldigvis kun en gang, men det er en gang for meget) og spurgte en anden, om han var hjernedød (underforstået, at det var han selvfølgelig)

3) Jeg drak fem øl under sessionen

4) Jeg brokkede mig højlydt undervejs

5) Jeg lod fisken sidde lige til venstre

6) Jeg spillede marathonsession - først 15.00 - 20.00 (der jeg tabte de 3K) og derefter 21.30 til o8.00 (hvor jeg prøvede at blive unstuck). Spillede næsten 7000 hænder

7) Jeg knaldede musen hårdt ned i bordet utallige gange

Hvordan kunne det ske for én: Som har set de første 25 mentaltræningsvideoer? , Som læser tonsvis af bøger om selvudvikling og bla bla bla?? Som har spillet poker, siden ruder konge var knægt??? Som oven i købet går til fucking yoga for at få en bedre mental balance????

Faktisk er det ikke helt så overraskende, for tegnene på, at den periode, hvor jeg sad og lignede en mediterende zen-buddhistisk munk, når jeg spillede, var ved at være forbi, har været tydelige. Jeg vidste det godt lidt selv, for win-raten er faldet lidt måned for måned, og  jeg har været ualmindelig rastløs og har også fået stadig sværere ved at acceptere badbeats og coolers. Et eller andet sted vidste jeg det altså godt, for jeg havde indskrevet i kalenderen, at jeg skulle se 5 Jared Tendler (mentaltræner på stoxpoker) videoer i denne uge.

Men det skulle have lov til at crashe, som det altid gør på et tidspunkt. Og det skar endnu engang ud i pap, at jeg i bund og grund ikke har den rette psyke til at være pokerspiller. Jeg har evnerne (tror jeg ihvertfald),  men på det personlige plan er jeg desværre mere Darth Vader end Luke Skywalker. I de perioder, hvor jeg kan acceptere variansen og alle de uretfærdige bad beats og coolers, kører det helt fremragende. Men det er en kamp, og bare jeg bliver lidt skødesløs omkring det mentale aspekt, så kører det hele af sporet, og jeg ender med en session som onsdag aften. En session, der gør det meget svært at tage sig selv alvorligt som pokerspiller.

Jeg har tænkt meget over, hvad der gik galt, og det er flere ting. For det første er det kørt rigtig godt i lang tid, og når det bare kører, bliver jeg skødesløs og overfladisk (jeg lærer klart bedst i modgang - øv øv øv). For det andet har jeg det svært med uretfærdighed. Intellektuelt har jeg forstået varians, og alle de mærkelig ting den kan og vil medføre. Men på et dybere plan har jeg nok alligevel ikke helt forstået den. Måske har jeg læst for mange superhelte-tegneserier som ung  (de ender altid retfærdigt!), for dybt inde i mig selv regner jeg altid med, at helten vinder til sidst. Den her tro på, at verden grundlæggende er retfærdig, er jo på mange måder helt håbløs - bare kig på katastrofen i det i forvejen ekstremt hårdt ramte Haiti: Var det retfærdigt?  Den her naive ide om, at retfærdigheden sejrer er i øvrigt noget, som giver mig problemer irl også. Den tredje ting er, at jeg lever alt for lidt i nuet - ellers et nytårsforsæt at leve mere i nuet. Når man lever i nuet, bliver det helt naturligt bare at acceptere de ting, som sker, uden at blive følelsmæssigt påvirket. Det fjerner måske også den kroniske rastløshed?

Så nu føler jeg mig som en guldfisk i en blender - der skal bare være en af de besøgende (varians), som sætter stikket i og trykker på knappen. Det går selvfølgelig ikke, og de næste par uger (resten af livet?) vil blive helliget mentaltræning for hundrede syttende gang. Jeg har grundlæggende ikke det, der skal til for at være pokerspiller, men jeg har viljen, og selv om det var tæt på denne gang (kan man dø af selvlede?) har jeg ikke givet helt op endnu.

Om lidt kommer min kæreste, og så skal vi hygge med bøffer og vin - har jeg fortjent det? Næppe, men nogle gange er det helt ok, at verden ikke er retfærdig.