Garry Kasparov: Gør facebook bedre for ham - skriv på hans væg (Min favorit besked fra Facebook - LOL)

 De er noget særligt. De ved det. Vi ved det. Alle ved det. Spørgsmålet er, hvordan blev de sådan? Er man født sådan? eller er det noget man kan træne sig til? Jeg har mødt en del af den type med voldsom karisma.

Garry Kasparov

Den vildeste af dem er uden tvivl tidligere skakverdensmester og historiens bedste spiller Garry Kasparov. På et tidspunkt var jeg vært for en pressekonference med ham i København, og jeg har ikke rigtig oplevet noget lignende hverken før eller siden. Han har en voldsom energisk udstråling, og det er nærmest umuligt at undgå at blive fyldt med æresfrygt. Han har også noget at have det i (han er skarp!), og ved pressekonferencen kastede han en masse komplicerede bolde i luften og greb dem så i rækkefølge og fik historierne strukturelt og logisk på plads - dvs. han gjorde noget live, som de fleste ikke er i nærheden af at kunne, når de skriver!   

Har han altid været sådan? Ja, et eller sted så blev det meget hurtigt klar, at han var noget særligt og også, at han havde en helt usædvanlig tro på sig selv og egne talenter. Han har nok ikke været nogen super entertainer fra start, men udstrålingen har været der hele vejen. Det er jo heller ikke ydmyge roller, han har tildelt sig selv. Først udfordrede han det gamle sovjet (der gerne ville beholde Karpov som verdensmester), og siden han holdt op med aktiv skak (han træner verdens nummer et, Magnus Carlsen, så helt holdt op er han jo ikke) er han gået ind i politik. Han er oppositionspolitiker i Rusland og benytter enhver lejlighed til at kritisere Vladimir Putin. Ikke den nemmeste eller mest ufarlige modstander, men Kasparovs vilde tro på sig selv er altså intakt. Og nåh jo, så er han ikke bange…

Bent Larsen

En anden i denne her boldgade (dog ikke helt så udtalt) er danske Bent Larsen. Bent fyldte 75 år den 4. marts og blev fejret over hele (skak)landet. Jeg har mødt ham utallige gange, og han har (for det meste) også været meget karismatisk - typen der bare helt naturligt overtager hovedrollen i et hvilket som helst selskab. I 60erne og 70erne var han oppe i den absolutte verdenselite og sammen med Bobby Fischer den eneste vestlige spiller, der kunne true den sovjettiske dominans. Han udtalte på et tidspunkt, at han ville og kunne blive verdensmester. Det blev han ikke, men han blev dog en utrolig succesfuld turneringsspiller.  

Var Larsen altid en karismatisk og stor personlighed? Helt sikkert ikke! Han var en intelligent dreng fra Thisted, som langsomt vænnede sig til den store verden og med resultaterne voksede selvtilliden og troen på, at han var noget særligt. Til sidst blev han så stor, at han voksede ud af Danmark og flyttede til Gran Canaria. Det var tildels en skatteflugt, men egentlig også et signal om, at han er en verdensmand (taler 8 sprog) og egentlig alt for stor en personlighed til Danmark. Han har da også fans i hele verden, og det er det spørgsmål, jeg oftest får, når jeg er i udlandet og spille: Hvordan har Larsen det? Han har det vist fint i Buenos Aires, hvor han har boet siden  midten af 80erne.

Jeg har spillet 4 gange mod Larsen (og klaret mig fint - men det var efter hans storhedstid). Jeg lagde især mærke til en ting: Manden er fuldstændigt uden frygt! Kan stadig huske vores parti fra DM i Esbjerg, hvor han gamblede helt vildt med et objektivt ukorrekt offer for at vinde (blev remis) i en ca. lige stilling. Jeg tænkte: ‘Der har vi den største forskel på mig og Larsen, for det der, havde jeg aldrig gjort!’. Manden var simpelthen ikke det mindste bange for at tabe, og det betyder, at man kan få det fulde udbytte, når det går godt. Larsen vil hellere vinde en turnering og blive nummer sidst i den næste end blive nummer to i begge to. 

Angsten for at være en nar

Hvordan bliver man som Kasparov og Larsen? Kan man få den samme karisma, udstråling og vindermentalitet - eller har de bare gode gener? Svært spørgsmål. For nyligt var jeg involveret i en diskussion på diskussionforummet pokernet. Her argumenterede Rasmus Nielsen (kendt som Jungleras) for, at den her type mennesker, der fører sig frem og f.eks.  insisterer på at tage de vigtige straffekast i puslingehåndboldkampe er dem, der ender som de bedste til sidst. Et eller andet sted er jeg enig. Men der er jo også en bagside, for når vi snakker om Kasparov og Larsen - der jo nok begge to har ført sig noget frem undervejs - så glemmer vi alle dem, der var ligesom dem, men aldrig blev ret gode eller karismatiske!

Det er folk, som praler og siger de bliver verdens bedste, men kun har det hele i munden. Selv ikke en henvisning til janteloven kan redde dem fra at lande i kategorien ‘en nar’. Og det er lidt problemet, for grænsen mellem at have selvtillid og være på vej mod stjernerne, og så være en indbildsk irriterende nar er meget meget hårfin. Personligt er jeg ret bange for at falde i nar-kategorien. Jeg fører mig frem alligevel, men nok lidt mindre end jeg ville have gjort, hvis jeg var Kasparov eller Larsen. Jeg kunne da også tænke mig at blive ‘en stor personlighed’. Men jeg har erkendt, at jeg mangler noget, og det vigtigste er nok frygtløshed. For jeg er bange for at tabe - og det på en måde, som holder mig tilbage. Jeg ved det, og jeg arbejder stille og roligt på at forbedre det hele tiden. Men der er grænser for, hvor langt man kan nå, når man ikke er født med et løvehjerte.

Udfordringer

Mindre end status som verdens bedste med overdøvende udstråling kan godt gøre det for de fleste. Også mig. Jeg elsker udfordringer og at prøve at blive bedre - det er det, som holder maskinen i gang.

Sidespring

Vi er til OL i skak år 2000 i Istanbul. Samme år var jeg blevet ansat som skakskribent på Politiken. Det er dagen efter ‘the Bermuda Party’ - den store fest som altid holdes under OL. Jeg vågner ved, at telefonen ringer. Jeg har seriøse tømmermænd, men tager den alligevel. Det er kulturredaktionen på Politiken. Samme dag har Kasparov tabt sit verdensmesterskab til Kramnik, og de vil have en kæmpeartikel. Av mit hovede. Jeg skriver historien, og det bliver en værre gymnasiestil (der skulle vist skiftes en del ud på kulturredaktionen, før de spurgte mig om at skrive noget igen - 3 år senere). En anden dansk spiller, Lars Schandorff er skribent for Berlingske Tidende, og han har naturligvis fået samme opgave. Jeg læser hans artikel, og den er bedre end min. Bedre er en underdrivelse, for den er klasser over mit makværk. Øv øv øv tænker jeg. Men samtidig ser jeg det som en udfordring ,og det fik mig til at arbejde lidt med skriveteknik (bl.a. kopierede jeg noget fra Larsen). Der er stadig plads til forbedring, men det er blevet meget bedre. Og det bringer mig til…

Konkurrence

Jeg synes selv, den her pokerblog er ret god (øver mig i at være Larsen eller Kasparov her), men den kan blive endnu bedre! Lidt konkurrence (mere Kasparov og Larsen - en lille snitter til alle øvrige pokerblogs) ville sikkert få mig op i et endnu højere gear. Og det er så heldigt, at føromtalte Rasmus Nielsen er begyndt at blogge. Hans første to indlæg ser lovende ud. Så måske er der konkurrence på vej. Det er jeg ikke bange for, så her er et link.