One single observation can invalidate a general statement derived from millennia of comfirmatory, sightings of millions of white swans. All you need is one single (and, I am told, quite ugly) black bird. (Nassim Nicholas Taleb)

‘Hvordan fanden kunne det ske?’ var Tony Haywards første respons, da han fik at vide, at der havde været en større eksplosion på en boreplatform i Den Mexicanske Golf. Hayward er chef for BP, og hans indtil videre strålende karriere kan også være på vej til at ryge i luften, efterhånden som olieforureningen breder sig.

Uheldet i Den Mexicanske Golf er en af den slags hændelser, man godt kan betegne som ‘en sort svane’. Udtrykket stammer fra Nassim Nicholas Talebs bog ‘The Black Swan’ og hentyder til, at før man opdagede Australien, troede man, at alle svaner var hvide. Bogen er et fundamentalt opgør med økonomer, historikere, statistikere og alle andre, der formaster sig til at tro, at de kan forudsige noget som helst med bare et minimum af troværdighed. Nassem er ganske underholdende, og bogen er fyldt med gode anekdoter og interessante tanker. Men som med alle, der bare ved, de har ret, kommer han nogle gange til at lyde en anelse skinger.

Hans hovedpointe er, at det højest usandsynlige sker og vil ske, vi ved bare ikke, hvad det er!  De modeller (bl.a. normalfordelingen), vi har, gør os endnu mindre i stand til at forbedre os ordentligt i følge Taleb. Som (negative) eksempler på sorte svaner kan nævnes: 9/11, Finanskrisen, Aske fra Islandsk vulkan, Anden Verdens Krig osv.  Som positive kan vi f.eks. tage opdagelsen af Pencilin og opfindelsen af Internettet (tak til Al Gore). Der er masser af Sorte Svaner alle steder, og bare vores egen blotte tilstedeværelse er en slags sort svane: ‘Vi’ skulle løbe fra 1.000.000 andre sædceller, klare os hen til ægget, bryde igennem barrieren, og så var det heldigt, det lige præcis var månedens æg, som gjorde, at vi blev os!

Han skelner mellem det, han kalder Mediocrastan og så det farlige Ekstremistan. Påstanden er, at vi langt hen ad vejen lever i Ekstremistan, men vi opfører os som om, vi er i Mediocrastan. Mediocrastan er ting med naturlige grænser og relativt små udsving fra ‘normalen’. I Ekstremistan er tingene ’skalerbare’, det vil sige der ikke er ydre grænser - så det kan blive vildt! 

Eksempel på, hvordan det skal tænkes: Folks vægt hører til i Mediocrastan. Hvis man tager 1000 mennesker og samler dem et sted og tager gennemsnitsvægten, og så tilføjer verdens tungeste mand, så vil det ikke gøre den store forskel på gennemsnittet. Helt anderledes ser det ud med rigdom, der hører til i Ekstremistan. Hvis man tager 1000 tilfældige mennesker og så tilføjer Bill Gates, vil det gøre en meget meget markant forskel på gennemsnitsformuen.  Nassem (der kalder sig selv for empirisk skeptiker) mener som sagt, at vi er ‘in the age of Ekstremistan’, hvor få tilfældige hændelser har meget stor betydning. Derfor kan man ikke bruge de modeller, som bygger på fortiden og normalfordelingen til meget andet end lede sig selv på vildspor.

Han er også meget skeptisk over for det, han kalder ‘The Ludic Fallacy’, som betegner økonomernes spilteoretiske modeller til at forstå og forudsige økonomien. Som næsten økonom var det et ret interessant kapitel, for jeg synes også, at den her ‘leg’ med modeller (vi er vel videnskabelige…) ofte fjernede sig helt absurd fra virkeligheden. Det kan være ok at lege, hvis man så ikke bagefter kommer med skråsikre forudsigelser bygget på modellerne…

I det hele taget mener Taleb, at folk, der forsøger at forudsige fremtiden, er decideret svindlere. Han har et særligt forhold til Normalfordelingen (The Bell Curve), som han kalder ‘That Great Intellectual Fraud’. Den  burde smides ud, for den kan kun bruges i Mediocrastan, og da begivenheder i Ekstremistan typisk er langt vigtigere (du møder din udkårne, finanskrisen osv.) er den lige til at lukke op og s…. i. Og her har man gået rundt og elsket normalfordelingen alle disse år ak ak ak. Bogen var ekstremt tankevækkende og kan virkelig anbefales. Så nu er jagten på de sorte svaner gået ind for mit vedekommende. Men hvad har det med poker at gøre? Jo, mon ikke der findes sorte svaner i poker? Spørgsmålet er hvordan de evt. vil se ud, og om de kan forudses og gøres mindre farlige (laves om til grå svaner). Det kigger jeg på i næste blog. Indtil da kan man jo tænke over, om poker hører til i Mediocrastan eller Ekstremistan.