Mon de kan reparere dig - det kan de nok (Kliché)

Lights will guide you home
And ignite your bones
And I will try to fix you
(Coldplay)

Melissa: You’re an idiot!
Stu: You’re a… you’re a bad person all the way through to your core!  (The Hangover)

For 18 år siden: Utilpasset, lunefuld, talentfuld ung mand med småpsykopatiske tendenser og en udtalt selvdestruktionsdrift. Fantastisk underholdende.

I dag: En glad og omsorgsfuld og (über)ansvarlig familiefar, der er i stand til at få det hele til at hænge sammen og får det maksimale ud af det, han bruger sin tid på. Stadig underholdende, men nu med filter.

Den udvikling kunne ikke forudsiges! Og jeg ville have forsvoret, at min ven, som er beskrevet ovenfor, kunne have udviklet sig på den måde. Det var ikke sådan en slags ‘one shot’ deal (den ‘rigtige’ kæreste) som initierede  forandringen, men derimod en gradvis ændring af hele personligheden. Nuvel, han er stadig en glad og frisk drengerøv (der dog går for tidligt i seng imo), men alle de ubrugelige/destruktive egenskaber er ligesom blevet hvisket væk - som en slags historie om den grimme ælling over mange sæsoner.

Jeg har også selv gennemgået en lidt lignende udvikling, og min fascination af ‘the dark side’ og ‘coolness’ er aftaget så meget, at jeg nogle gange føler mig som en levendegjort Tintin. Forandringerne har været meget bevidste, og det er vel det der virkelig skal til, hvis man gerne vil af med dårlige/umodne egenskaber. 1) Bevidsthed om problemet og 2) Vilje og redskaberne til at føre ændringerne ud i livet.

Man kan leve meget om på sig selv - også ting, der ligger ret dybt - men man kan ikke lave alt om! Det har jeg efterhånden måtte erkende. Jeg har altid været kendt for at være ‘arrogant’ - og sikkert med rette, for jeg har i mange sammenhænge optrådt ret arrogant (og nydt det). Men egentlig er det jo ikke nogen særlig sympatisk egenskab, og generelt bryder jeg mig ikke om arrogante mennesker - især ikke, hvis de ikke (som minimum) pakker deres arrogance ind i selvironi (Don Ø og Kai Holm er to fine eksempler på denne type klamme arrogance). Så jeg har arbejdet på ikke at være arrogant.

Men at dømme efter en samtale jeg havde med to venner for nylig i forbindelse med en god middag, har det ikke hjulpet det store. For godt nok optræder jeg ikke som en overlegen nar (ret tit), men at jeg var grundlæggende arrogant, kunne de begge to skrive under på. Så selv om jeg har ‘arbejdet’ på at slippe af med denne egenskab, er det åbenbart slået fejl. Arrogancen er tilsyneladende så dybdeliggende, at den ikke kan pilles ud af psyken, selvom jeg har prøvet (eller har jeg?). Så I det her tilfælde kunne det ikke repareres, og jeg kan kun sige at, hvis du synes, jeg virker arrogant - så er det nok fordi, jeg er det - øv. 

Det med at lave sig selv om er meget interessant i forbindelse med poker. Jeg tror egentlig poker har hjulpet min personlige udvikling (altså minus arrogancen), for man er nødt til kigge ekstremt kritisk på sig selv, hvis man vil blive bedre.  Det største problem her er nok, at det er svært at gøre noget ved problemer, man ikke ved eksisterer! Mange pokerspillere tror de er ‘færdigudviklede’ og grunden til, de ikke vinder mere, er varians og et par små justeringer, som mangler. Men de lyver for sig selv, for 90% (mindst) af alle spillere har helt konceptuelle fejl i deres spilopfattelse - de ved det bare ikke og kan derfor ikke gøre noget ved dem!

Jeg havde en stor aha-oplevelse for ca. 3 år siden, hvor jeg fandt ud af, at man skal ‘betfolde’ river i en masse situationer (får maksimum value, når man er foran, og man bliver meget sjældent bluffraised). Det er et helt standard koncept, men af en eller grund havde jeg misset det. Det betød en markant stigning i min winrate. Så store konceptuelle fejl løber jeg (forhåbentligt) ikke rundt med mere, men der er sikkert nogen. I, kære læsere, har sikkert også et eller to store konceptuelle fejlopfattelser. Og for at hjælpe med at ‘reparere jer’ (se - jeg er arrogant) har jeg planlagt at lave en lille poker IQ quiz i en af de kommende blogs. So stay tuned.