The rain forest has Sting. Now Siberia has Jack Dee. Someone had to draw the short straw. In this case it was the rain forest. (Jack Dee stand-up komiker)

Er næsten lige kommet hjem fra OL i skak, der denne gang foregik i Khanty-Mansiysk i Sibirien(!). Jeg har ikke spillet en pokerhånd i nitten dage, og jeg har ikke rigtig tænkt på poker de sidste ti. Jeg har dog alligevel gjort mig visse pokerrelevante tanker. De kommer lidt senere i teksten.

Sådan et skak-OL er en fantastisk oplevelse. Med 148 hold (med fem spillere på hvert) i åben række og 115 hold i damerækken er det den næstmest globalt omspændende sportsbegivenhed. Kun overgået af det ‘rigtige’ OL. Næsten alle de bedste spillere i verden er med, så man går simpelthen op og ned af superstjernerne. Det danske herrehold var noget svagere, end det plejer (ikke alle er helt vilde efter 17 dage i Sibirien), men med en forrygende slutspurt lykkedes det os at blive nummer 11-19. (19 på korrektion), selvom vi kun var seedet som nummer 44. Personligt gik det ganske fint på bræt 1, og jeg kom over 2600 i rating og kan nu kalde mig superstormester. Det har længe været en personligt mål, så det er jeg selvfølgelig glad for. Det er dog ikke uproblematisk at nå ens mål, hvilket jeg kommer ind på senere i teksten.

Sibirien lydt som et vildt sted, og det er det også. Området er større end Europa, så jeg har kun set en lillebitte del. Umiddelbart virker det lige så øde, som man kunne forvente, der var f.eks. 180 km til nærmeste by (med 30.000 indbyggere). Khanty-Mansiysk er centrum for Ruslands olie og gas produktion, så det er ikke noget fattigt sted! De havde da også bare lige banket et glimrende hotel ned til lejligheden! De fem stjerner de havde tildelt sig selv, var helt fair i forhold til de andre russiske hoteller, jeg har boet på, men de havde nok kun fået fire i Europa. De danske hold havde sin egen guide, Jylia! Overalt var der sikkerhedsfolk, som holdt øje med, at alt var, som det skulle være. Fire politifolk i døgndrift ved hver deres udkørselsvej på en rundkørsel på vejen fra hotellet til spillestedet virkede som overkill. Det samme gjorde de fire personer, der sad og holdt øje med vores etage i døgndrift, men hellere safe than sorry, og arbejdskraft er vist ikke ret dyrt i Rusland. De må i øvrigt have kedet sig helt ufattelig meget og det samme må manden som holdt øje med elevatorerne.

Mad og faciliteter var helt i top, og det var den bedst organiserede olympiade, jeg har været til (de forrige var: Moskva 1994, Istanbul 2000, Bled 2002, Mallorca 2004 og Torino 2006).  Problemet ved at være med til sådan et OL er, at man bliver overdrevent rastløs. Man er ligesom hele tiden i højeste alarmberedskab, fordi man skal være klar til at spille mere eller mindre hver dag. At spille for Danmark ved OL er en stor ære, men det er også hårdt, og man kan mærke presset på en hel anden måde, end når man bare repræsenterer sig selv. Det efterlader tydeligt arværv i psyken de gange, man er skurken, som kostede Danmark et godt resultat. Jeg har prøvet det mange gange og kan stadig græmme mig over, da jeg f.eks. var skyld i, at vi tabte til Bulgarien for 10(!) år siden.

Rutine og en (mere) robust psyke har efterhånden gjort mig rimelig hårdfør. Men rastløsheden kan jeg ikke komme udenom. Den medfører, at man ikke kan koncentrere sig om at læse i en bog eller se fjernsyn (eller skrive blogs - sorry!). Heldigvis var der et fitness-center på hotellet, og det hjælper altid lidt at fyre noget energi af. Det samme gør et par øl, før man skal sove (ikke useriøst mange). De fleste har søvnproblemer, selvom man meget af tiden er udmattet af intensiteten og af at forberede sig (studere åbninger).

Det danske herrehold havde den tyske stormester Jan Gustafsson med som coach. Jan har været sekundant for Peter Leko (der har været mange år i den absolutte verdenselite), og det var lidt af en øjenåbner at komme om bag paraderne i de stores laboratorium. Og det leder mig til en af mine pokerrelevante tanker fra Sibirien:

De gode arbejder på en anden måde:

Vi ved jo godt allesammen, at en spiller som Brian Townsend (highroller) har lavet den ene pokerstove simulation efter den anden. Han har også siddet og regnet equity på alle mulige typiske situationer osv osv. Det har jeg da også gjort… Men kun en gang om måneden eller lignende! Mens Brian har gjort det hver dag. Så han har fortjent at være meget bedre end mig, og det er han jo også. På samme måde med skak. Jeg forbereder da også åbninger. Men typisk som sådan et quickfix, der lige holder mig i live. Men sådan er Jans åbninger ikke! Han har en repertoiredatabase, som hele tiden bliver udviklet med diverse ting. Så han er altid forberedt, og der er bund i varianterne. Effekten kunne jeg jo se på mit eget spil, for lige pludselig kunne jeg rent faktisk true de gode med hvid. Og med sort var jeg slet ikke bange (som jeg plejer). Det var egentlig rart.

Problemet er at det er energi og tidskrævende. Og når man ikke er vant til at arbejde på den måde, tapper det endnu mere energi. Så tricket er at lave det om til gode vaner, som man lige så stille udvider. Så jeg vil nu tage en hånd gennem pokerstove, hver gang jeg har spillet. Når jeg bliver mere vant til det, kan jeg sikkert gøre det hurtigere og derfor måske tage to hænder. Det man typisk gør er at forsøge at være ‘pro’ direkte og efter  at have presset sig selv til at gå igennem 10 hænder, er man så udmattet, at man ikke kommer tilbage til det de næste par måneder. Så gør det rigtige, men i små skridt.

Den anden sibiriske tanke drejer sig om opnåelsen af mål. Jeg nåede mit mål med at få 2600 i rating. Det er fint nok, men faktisk har det at nå et mål altid givet mig en tom fornemmelse. Det er ikke at have 2600, som er interessant, men at kæmpe for at nå derhen.  Dengang jeg blev stormester, gav det faktisk en længerevarende depressiv tilstand - for hvad nu? Jeg er klar over problematikken og er gået i gang med at finde et nyt skakmål. Det er ikke nok bare at holde 2600. Det gode ved at have mål er, at det giver ekstra energi, og man får underbevidstheden til at også arbejde, når man ikke tænker på ens mål. Nå nok om skak i denne omgang. Resten af året gælder det i den grad poker, og der er målet at bide mig endeligt fast på 1000NL.