Annonce
Politikens blogs opdateres ikke længere. Vi viderefører debatten under nye og bedre rammer på http://politiken.dk/debat/.
Annonce

Det svage køn

tekst del

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Women marry men hoping they will change. Men marry women hoping they will not. So each is inevitable disappointed. (Albert Einstein)

Så er der kønsdebat i pokerbloggen!

60% af alle gymnasieelever er af hunkøn. I folketinget er der 108 mænd og 71 kvinder. Erhverslivets top er helt domineret af mænd. Det er selvmords- og ‘gå til bunds i samfundet’ statistikken også. Kvinder lever klart længere end mænd. Men de tjener i gennemsnit færre penge. Kvinder gifter sig helst opad (kontroversielt udsagn).  Skak er helt domineret af mænd. Mens (ældre?)kvinder spiller meget bridge. Online-bingo er også meget kvindeorienteret. Online-poker er til gengæld næsten kun for de testoronbefængte homo sapiens.

Alle facts? Men hvordan kan det egentlig være, at kvinder ikke spiller online-poker? (når vi nu allesammen ved, at det er megasjovt). Der er forskel på mænd og kvinder - ingen tvivl om det - men hvorfor, og hvor stor er den?

Nå, vi tager alle udsagnene i rækkefølge og kigger lidt på dem.

At kønsfordelingen i gymnasiet efterhånden er helt skæv bliver set som en stor sejr af (beton)feministerne. Det ligner snarere skabningen af et større demografisk problem. Jeg ved ikke om det er programmering fra før stenalderen eller hvad, men typisk vil kvinder ikke danne par med mænd med lavere prestige (uddannelse). Når den skæve fordeling i gymnasiet slår fuldt igennem på de videregående uddannelser, får vi en kønsmæssig interessant problemstilling. Man kan forestille sig, at det vil medføre: 1) flere mænd vil hente deres koner i fattige(re) lande (Thailand, Filippinerne og Æst-Europa). 2) Flere kvinder vil være nødt til at finde en matchende partner udenfor landets grænser.  Det er måske ok, men hvis ikke må mændene oppe sig og følge med kvinderne op, eller kvinderne må acceptere, at ligestilling også medfører, at man gifter sig ‘nedad’. At fordelingen i folketinget er skæv, er overraskende. Især da der er en overvægt af kvindelige partiledere. Om det er tilfældigt eller om kvinder er 1) mindre ambitiøse /interesserede i politik eller 2) bliver holdt tilbage af mandsdomineret samfund, er svært at vurdere.

Erhvervstoppen er totalt domineret af mænd. Så meget, at der ofte snakkes om kvindekvoter til professor-stillinger, bestyrelsesposter osv. Det virker lidt forfejlet, da magt og indflydelse traditionelt ikke er noget, man får, men noget man tager. Forklaringerne på mandsdominansen er med garanti mange, og en af de oplagte er naturligvis, at kvinder ikke kan undgå at blive sat lidt ud af spillet, hvis de gerne vil have børn. En anden er, at magtens korridorer er indrettet til mænd, og de i øvrigt hjælper hinanden (oldboys netværk). En forklaring, der i hvert fald har en vis forklaringskraft, er, at mænd oftere ‘tager chancen’ dvs. de vælger at springe ud i tingene, selvom de ikke er sikre på de kan. De vælger også typisk mere karriere-orienterede uddannelser.

Mænd tager oftere chancen, og derfor går det også oftere galt for mænd. Generelt lever mænd mere ‘ekstreme’ liv, og det betyder flere i toppen og (mange) flere i bunden. Forklaringerne er igen mange. Et kan være at mænd er dårligere til at bede om hjælp. Presset på mænd for at blive til noget er måske også anderledes. En helt overskyggende forklaring er behovet for balance, og hvordan det ses af kønnene. Typisk er det mit indtryk, at mænd ofte er ligeglad med store svagheder, hvis de kan excellere på et eller andet område, mens kvinder helst ikke vil falde igennem noget sted.

Kvinder lever længere end mænd. Men forspringet skrumper i øjeblikket. Bl.a. fordi kvinderne begynder at få de samme livsstils-sygdomme som mænd (de ryger og drikker næsten ligeså meget). En forklaring er også, at kvinder nu i lige så høj grad er på arbejdsmarkedet og derfor bliver ligeså slidt (ikke dermed sagt, at hjemmegående ikke laver noget men bare, at de gør det i eget tempo). Måske er kvinder også rent fysisk mere robuste end mænd.  

Ligeløn for lige arbejde, ik? Men sådan er det faktisk ikke alle steder. Kvinder tjener mindre end mænd også for det samme arbejde (min kærestes arbejdsplads er et godt eksempel). Hvor der kan være tillæg for evt. tunge løft, er det måske ok, men forskellen er også markant, hvor der ikke er forskel på arbejdsopgaverne. En forklaring kan være, at mænd er bedre til at forhandle løn. En anden (og bedre?), at nogle chefer er mandschauvinister?

Jeg lavede en lille undersøgelse ved OL i skak. Jeg spurgte flere kvindelige deltagere, om de kunne forestille sig at være kæreste med en med mindre rating (styrketal) end dem selv. Det var der faktisk ingen af dem, der kunne - selv om det kun var lidt modstræbende, de ville indrømme det. Det var helt fin med en kæreste, som slet ikke spillede skak, men en med mindre rating er ret usexet. Det ved alle weekend donjuaner alt om - de fleste kvinder tænder på status - så derfor skal man helst være en med høj status (eller se sådan ud). Det lyder grimt, men det er ikke en menneskeskabt drift - bare se på aberne, hvor alfa-hannen selv vælger, hvem han vil parre sig med.

Da jeg var 14 år, var jeg kvalificeret til at spille på skak-landsholdet… hvis jeg altså havde været af hunkøn!  Nu skal det med, at der er temmelig få kvinder, som spiller skak (ca. 1 for hver 100 mænd). I dag ville jeg være nummer to i verden, hvis jeg altså var af hunkøn. Jeg er selvfølgelig ret god til skak (ca. nummer 200 i verden), men jeg er bestemt ikke noget geni. Jeg er også kun lidt over normalt begavet (som beskrevet i tidligere blog, kan jeg ikke blive medlem af Mensa). Så hvordan kan det være? Er kvinder bare uegnet til at spille skak? Det ved jeg faktisk, de ikke er! De er heller ikke dummere end mænd (i hvert fald kun meget meget marginalt i følge ham psyko IQ Nyborg), så hvorfor er de ikke (specielt) gode til skak? Meget kontroversielt spørgsmål! Jeg har en mulig forklaring (som også er kontroversiel).

For at blive god til skak skal man på et tidspunkt ‘betale prisen’. At betale prisen består i, at man nørder den for vildt med et ekstremt egoistisk projekt. Det tiltaler ikke ret mange kvinder (det er heller ikke sjovt). De fleste gode skakspillende kvinder, jeg kender, har svært ved at arbejde med skak selv. De har altså ikke siddet alene med nedrullede gardiner og studeret sveshnikov-varianten i døgndrift. Dem, der er blevet gode, har typisk haft en træner. Det er stadig kendetegnende for mange af de bedste kvinder i dag, at de ikke sidder alene og betaler prisen, men har en træner som hjælper dem (gode kvinder har typisk ikke problemer med at få hjælp, når kønsfaktoren er 1 til 100). Så hårdt ensomt nørdearbejde virker nok mest tiltrækkende på mænd. (i øvrigt var det ikke sjovt - men jeg ville være stormester). Men der findes jo kvindelige forskere og andre der ‘betaler prisen’ - så måske synes de fleste kvinder bare, skak er åndssvagt?

Kvinder spiller så til gengæld masser af bridge og online-bingo. At bridge er et mere socialt spil, end skak er oplagt (man må f.eks. ikke snakke under partiet i skak). Live-bingo er også oplagt mere socialt. Det er online-bingo faktisk også, for alle bingo-sites har et community, hvor spillerne powerchatter, mens de spiller. Det virker lidt billigt at sige, kvinder er mere sociale og typisk bliver tiltrukket af sociale miljøer fremfor f.eks. egoistiske selvcentrerede sysler som skak, men der er nok noget om det.

Og så er vi endelig nået frem til online-poker! Jeg kender ingen kvinder, som spiller online-poker på et halvhøjt niveau! Jeg har ovenfor skitseret  forskellige ting, der kan ligge til grund (onlinepoker kræver en del nørderi), men i bund og grund ved jeg ikke hvorfor, der er så få kvindelige online spillere. Så det kunne være interessant at få kommentarer til, hvorfor kvinder er det svage køn - eller måske snarere det helt fraværende køn - på de virtuelle pokerborde. Er der nogen (kvinder) på linien med en god forklaring?

Annoncer
 
 
 
 
 

Indlæg i bloguniverset er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.

Sune Berg Hansen

Sune Berg Hansen blogger om poker.

Læs mere

Modtag en mail, når der er nyt på bloggen

RSS

Seneste indlæg

17. nov 2011 kl. 15.25

Replikantens dødssang (den sidste pokerblog)

24. okt 2011 kl. 16.23

Lørdag aften med damer og en maniac

18. okt 2011 kl. 17.10

Det perfekte spejl

Se alle indlæg