Jeg har ikke lyst til at dø (De Eneste To)

Er stadig rystet efter aftenens hændelse. Det var blevet sent på kontoret, da jeg som sidste mand lukkede og slukkede kl. 01:35. Første tabende session i denne måned var en realitet, og nu var metroen endelig begyndt at køre igen efter deres evindelige sporarbejde. Jeg går ned ad Skindergade og henover Gråbrøde Torv. Undervejs passerer jeg en gruppe unge piger, der højlydt diskuterer, hvad der er bedst: Guldhornene eller A-bar. Jeg går hen ad Løvstræde, og pludselig står de foran mig. Løvstræde er meget mørk, og jeg ser dem slet ikke, før de står foran mig. Normalt er jeg meget opmærksom på eventuelle ‘problemer’ - men det missede jeg altså denne gang. ‘Hej’ siger den ene og stiller sig i vejen for mig. Han er lidt lavere end mig, tæt bygget og lidt mørk i huden. Han har en grøn vinterfrakke på. At jeg får kigget nærmere på ham medfører ingen genkendelse. Alligevel siger jeg selvfølgelig ‘hej’ af ren høflighed (gør man jo).

Jeg er ret overrasket over, at han ikke flytter sig og begynder at få en dårlig fornemmelse. Jeg kan se, der står folk foran Honrsleth Bar ca. 70 meter længere nede ad gaden, men de er ikke obs på, at der måske er en ’situation’ under opsejling. Han spørger, hvor jeg skal hen, og jeg svarer i så neutralt leje jeg kan, at jeg er på vej ned til metroen. Han står ret tæt på og gør ikke mine til at flytte sig. Jeg kan ikke lide hans øjne, der ser ubehagelige ud (s0m om han har taget et eller andet). Hans kammerat ser jeg slet ikke, og han står et par meter derfra - jeg har instinktivt placeret mig, så han ikke kan stille sig om bag ved mig. Men jeg får ikke nogen truende vibes fra ham. ‘Hvor kommer du fra’ spørger ham, der står foran mig.  Jeg har været på arbejde heroppe og er nu på vej hjem, siger jeg. ‘Nååh’ siger han og lader ligesom luften fyldes med truende intensitet. Jeg siger: ‘Jeg er 40 år (en lille overdrivelse) helt ædru (sandt) og på vej hjem fra arbejde (også sandt).

På den måde vil jeg ligesom gøre opmærksom på, at det han har gang i er røverisk eller voldeligt overfald og IKKE gadeuorden eller et random værtshusslagsmål. Jeg vil ligesom markere, at han er ikke igang med at tage en 18-årigs mobil. Han siger: ‘Jeg er ligeglad med, at du er 40 år og ædru’. Men virker en lille smule mindre sikker på sit forehavende. Jeg siger: ‘Jeg skal den vej, må jeg godt komme forbi?’. Jeg er ved at være småbange, og adrenalinen pumper for fuld hammer. Han virker selvsikker - synes jeg - han er lavere end mig, og jeg er i god form (af en næsten 40-årig at være), så hvorfor er han så sikker på, at jeg er et godt offer?  Har han et våben under jakken? Han siger ‘nej’ til, at jeg må komme forbi. Jeg har før været i lignende situationer, og jeg ved at man skal sørge for ikke at give dem det mindste påskud til at eskalere situationen. Egentlig var et: ‘Hvad helvede bilder du dig ind, kan du så flytte dig din latterlige nar’ helt på sin plads. Men hvis jeg havde sagt det, eller spillet smartass og truet med at stemme på DF ved næste valg, er det ikke sikkert, jeg ville sidde her og skrive blog i dag.   

Så i stedet svarer jeg: ‘Så må jeg jo gå en anden vej’ og samtidig vender jeg rundt og begynder at gå tilbage mod Gråbrødre Torv. Det havde han ikke helt ventet, og han bliver lige stående et par sekunder så jeg når en 4-5 meter væk. Imens jeg går tager jeg handskerne af (man ved jo ikke, hvad der skal ske). Han tror vist jeg tager hånden i lommen efter en mobil eller andet og råber (truende): ‘Tag den bare frem’. Jeg bliver ved med at gå og kan se, at der er lys ved Peder Oxe, og i det fjerne kan jeg skimte, at der står mennesker foran Francis Pony nede ved Klosterstræde. Han kommer igen helt tæt på og spørger truende: ‘Har du nogen penge’. Jeg bliver med at gå og kan fornemme, at hans wingman er faldet langt bagud. ‘Nej’ svarer jeg og er egentlig lettet over, at det er penge og ikke vold og lemlæstelse, der er deres ærinde. Jeg kan også mærke, at der er bare noway, jeg giver ham min pung, mobil, ur osv. uden vrævl, når han er mindre end mig. Men jeg har, ligesom Simon Kvamm og Peter Sommer, ikke lyst til at dø. Jeg speeder lidt op og kan mærke, at han er faldet 3 meter bag mig. Så tager jeg chancen og sætter i løb! 

Alle sanser er spændt til det yderste, men jeg kan ikke høre ham løbe efter mig. Jeg føler mig bange og ydmyget, men fortsætter med at løbe. Da jeg når hen forbi hjørnet ved Skindergade sætter jeg i en spurt (hvis de nu var løbet den anden vej rundt), som først slutter, da jeg når hen til Nørregade. Her fanger jeg en taxi ved IN. Safe!

Meget ubehagelig oplevelse. Jeg snakker lidt med taxichaufføren, der godt kan se, jeg er noget oppe at køre. Han spørger om det var indvandrere, og det kan jeg så bekræfte for den ene af dem (den anden har jeg ingen visuel hukommelse af). Jeg føler mig lidt fej, men ved godt inderst inde, at det var det helt rigtige at gøre - man skal ikke satses liv og førlighed i en pulje, hvor der ikke er noget at vinde. Jeg har tænkt på, om jeg skulle melde det til politiet, men da der jo reelt ikke skete noget, er der nok ikke nogen sag.  Problemet er, at ham den ubehagelige fætter helt sikkert ikke har fået sin overfaldslyst styret. Så når en ung mand bliver udsat for det samme og ikke slipper så heldigt fra det som mig, vil jeg få et stik af dårlig samvittighed.  

Jeg var naturligvis heldig, at overfaldsmændene ville køre ligesom et ‘normaliseret’ forløb - hvor de ikke decideret træder over stregen og siger ‘hit med pengene det er et røveri’ eller den slags. Her er det vigtigt at huske på IKKE at give dem den mindste chance for at eskalere konflikten, og set i bakspejlet er jeg fint tilfreds med min feje, men fornuftige optræden.

Efterskrift 22.10

Har fået kontaktet polititet, og de har registreret episoden.