Du er en syg mand, Joker, men jeg kan kurere dig! Med mine næver… (Frit efter hukommelsen fra en Batman tegneserie).

Jeg fortsætter, hvor jeg slap i sidste blog. Det er en nu næsten en uge siden, og mindet har fortonet sig, og den indre film er forlængst blevet uklar og sort-hvid-grå. Et spørgsmål trænger sig dog på: Hvor var Batman henne? Tjah, vi har jo ikke nogen Batman i København. Og vi har nok heller ikke brug for ham, for København er ikke Gotham City! Faktisk er det en af de (statistisk) tryggeste byer i verden. Flot, tænker jeg - det lykkedes mig at være lige ved at blive overfaldet i en af verdens tryggeste byer.

Er københavn blevet mere rå og ubehagelig? Sidder Politiet for meget og varmer sig i deres biler? Og skal man bare holde sig inde efter kl. 22? Er der indvandrerbander alle steder, som bare hopper på uskyldige folk?

Eller var det bare et eksempel på at være det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt? Svært at afgøre. Jeg har gået gennem København city midt om natten i mange år - jeg kan godt lide at gå i byen om natten : Man tænker ligesom bedre/anderledes - og jeg er aldrig blevet overfaldet (undendørs) før. Så det bliver jeg sikkert heller ikke igen. Jeg vil med andre ord ikke ændre vaner, og faktisk har jeg sgu tænkt mig at gå præcis den vej de næste ti gange, det bliver sent på kontoret…

Angst er den største fjende, og den nægter jeg at underligge mig. Jeg har altså tænkt mig at go on with business as usual og bare tale/løbe mig fra det, hvis det sker igen.

Lad os lige se på de præventive råd, der er blevet givet i forbindelse med forrige blog:

1) Gå til kampsport. Umiddelbart en god ide. Men der er flere men’er.. For det første skal man have trænet i lang tid, før det ‘batter noget’ mod to garvede voldsmænd. For det andet optrapper man jo konflikten (der jo slet ikke nåede at blive fysisk i midt tilfælde),  og hvis de har våben, så kan man godt regne med at få dem at  se. En god sideeffekt ved at dyrke kampsport er selvfølgelig, at man (måske) udstråler mere selvtillid og derfor slet ikke får brug for ens kampsportsevner. Men igen det er et langvarigt projekt, og da jeg rejser ca. 3 måneder om året og ofte arbejder om aftenen, er det ikke nemt at dyrke en kampsport. Jeg tror iøvrigt ikke der er noget galt med min ‘udstråling’ - umiddelbart ville jeg gætte på, at voldsmænd med ‘frit valg på alle hylder’ ville vælge 75% andre mænd før mig.

2) Blive bevæbnet. Peberspray, tåregas eller måske bare hårspray (ikke sjovt at få i øjnene) blev nævnt. Der er flere problemer med det. Det største er naturligvis, at det er ulovligt! Man får faktisk en ubetinget fængselsstraf for at løbe rundt med ulovlige våben. Et andet problem er, at man igen optrapper konflikten - hvis man har sprøjtet hårlak i hovedet på en overfaldsmand, så slipper man sgu nok ikke med en kindhest og at aflevere pung, mobil og ur. Rent principielt er jeg også meget i mod: At et ordentligt og ukorrupt politivæsen har monopol på voldsanvendelse er ligesom det, som kendetegner et civiliseret samfund.

For begge råd gælder, at man optrapper konflikten. Personligt har jeg altid kunnet tale mig ud af de fleste situationer (alle?) - sågar engang, da der var en som stak en stor kniv ind under halsen på mig. Så længe der tales/kommunikeres, føler jeg mig på hjemmebane, og der er jeg de fleste voldsmænd overlegen. Så den ‘taktik’ vil jeg blive ved med at benytte. Min pointe med sidste blog var egentlig, at så længe voldsmanden ’spiller efter reglerne’ - dvs. han skal have ‘en grund’ til at eskalere konflikten, skal man ‘bare’ lade være med at give ham den grund, indtil man har fundet en vej ud af konflikten - enten ved at løbe, råbe på hjælp, bare aflevere pengene eller måske slå først.

Jeg har været nævning og domsmand og set en masse voldssager. I mange af sagerne lignede det egentlig, at offeret måske kunne have undgået situationen ved at tale sig ud af det eller være lidt mere vågen. Men flere af ofrene (langt fra alle) havde en masse ære og ‘det kan ikke være rigtigt at…’ i klemme. Ære er noget underligt noget. Er man f.eks.forpligtet til at slås mod to voldsmænd i en mørk gyde midt om natten? Det er min ære ikke bundet op på, men det var der læsere, som synes den burde være. Det er dem, man ofte ser som ofre i retslokalet. Når jeg tænker over de fleste voldsepisoder ender konklusionen altid med: Det er helt og aldeles meningsløst.

Voldsmænd kommer i alle afskygninger og kan have mange motiver. Medmindre de er helt oppe at køre, kan de fleste godt afledes fra deres forehavende med de rigtige ord/handlinger. Undtagen hvis de er psykopater!

Bange for psykopater

Groft anslået er 2-3% af befolkningen psykopater. Psykopater mangler almindelig empati og er fuldstændig ligeglade med andre mennesker. Dem kan man ikke tale fra ting! Så når man møder psykopater, skal man passe rigtig meget på.

Den sag der gjorde størst indtryk, da jeg var nævning var en voldssag med en, der helt tydeligt var psykopat. Ham og to andre unge fyre havde smadret en hjemløs (som aldrig blev til menneske igen). Ham her havde sluttet af med at hoppe på offerets hoved mange gange. De to andre virkede som typiske rodløse/forsømte unge, og det var helt tydeligt, at de var utrolig kede af det. Det var også helt tydeligt, at de ikke havde tænkt sig, det skulle gå så galt. Men de dækkede alligevel over den sidste (så de fik alle lange fængselsstraffe).  Ham den sidste udviste til gengæld ikke den mindste tegn på følelser eller anger. Han fik det til at ridsle koldt ned af ryggen med grumme vibes. Han fik 6 år. På et tidspunkt hørte jeg i radioen, at han havde været på sin første prøveløsladelse og samme dag havde slået en mand ihjel (han bør ikke lukkes ud igen!).

Sådan en mand er skræmmende, og det er faren for at møde den type, som gør, at man skal undgå voldelige konflikter for næsten enhver pris. 

Statistik 

Hvor mange overfald (af min type) er der i København på et år? Jeg ved det ikke, men vil gætte på, at det er under et om dagen (også inklusiv de helt unge - som desværre er mere udsatte). Hvor mange overfaldsmænd er der? Hvis dem, der gerne ville overfalde mig, bare gør det en gang om ugen, så fylder de ekstremt meget i statistikken!  Måske er det kun 20 personer, som går rundt og overfalder folk? Hvis det er sådan, skal man jo bare have dem væk fra gaden på den ene eller ande måde, og så er København pludselig ligeså tryg som Tokyo.  Under alle omstændigheder er trafikken langt farligere - så pas på derude og husk lyset på cyklen!

I næste blog kommer der nok noget poker…