When you’re away, I’m restless, lonely wretched, bored, dejected; only here’s the rub, my darling dear, I feel the same when you’re near. (Samuel Hoffenstein)

Der findes ikke noget bedre end at tage på ferie (fra sig selv). For et øjeblik, en dag, en uge eller måske endda længere kan man ligesom træde ud af sit liv og kigge på det udefra. Til hverdag har man så travlt, at alle former for reflektion har svære vilkår, og det meste bare bliver en reaktion på tingene omkring én - som en vandmand der bliver ført af strømmen. På ferie (uden forpligtelser) har man roen til at finde sig selv (lidt igen) og blive mindet om, hvor man egentlig gerne vil hen. Selv hvis man ikke får nogen banebrydende ideer til at revolutionere livet, så er bare det at komme ned i tempo og være fri for rasløshedens lænker meget berigende. Og nødvendigt.

Pokerbloggen har med andre ord været på ferie! Egentlig skulle turen være gået til Jordan, Caribien eller et andet (varmt) sted, hvor der er markant større chance for sandstorm end snestorm. Men det kunne ikke lade sig gøre, så i stedet endte det med 5 dage i Rom. Selvom det regnede lidt on and off var det ganske fint, og Rom er jo altid et besøg værd. 

Observationer fra Rom (kan nemt springes over):

Gadeliv

Når det regner står der straks en hel horde af indere (tror jeg de er) parat til at sælge paraplyer! Når så solen skinner, sælger de i stedet tasker, sjaler eller ristede kastanjer. De må have en bagmand og et eller andet centralt lager. De er i skrap kontrast til romaerne, som tigger i stedet. Et eller andet sted virker det mere progressivt at sælge paraplyer end at tigge, selvom ingen af delene sandsynligvis har det store fremtidsperspektiv.  Jeg kan ikke lade være med at tænke, at romaerne (og andre befolkningsgrupper, der har det svært) ville klare sig bedre, hvis de var lidt mere ‘progressive’ - altså tog udgangspunk i, hvad de selv kan bidrage med. Jeg er ‘korrekt’ kodet og straks melder tanken sig: tænker jeg racistisk? Hmmm

Religion

På besøg i vatikanet. Museet bulner af smukke kunstgenstande og bare et lille kig på Peterskirken levner ingen tvivl: De er sygt rige, de katolikker! Hvor er pengene kommet fra? Som alle(?) religioner har de taget sig betalt for at tage vare på folks åndelige og sjælelige sundhed. Det har de gjort godt. Vatikanet mangler ikke noget. De har også betydelig politisk magt. Den er (heldigvis) aftagende, men ikke desto mindre stadig udtalt. Det er lidt underligt at have en politisk magtfaktor, som er helt uden for politisk og demokratisk kontrol og som kun står til ansvar for… gud - som de jo selv fortolker. I tidens løb har de fleste religioner været med til at sprede visdom (lære folk at læse og skrive osv) , men de har også ofte indført underlige religiøse påbud og forbud. Pavens (og hele den katolske kirkes)  kamp mod prævention (i næsten alle afskygninger) er et godt eksempel på, at magt  (guds ord?!) er vigtigere end nød og elendighed (overbefolkning og aids). Årelang mørklægning af pædofile præsters overgreb er vel også et tegn på, at kirkens magt og anseelse går forud for det meste. Jeg kan mærke jeg bliver smårasende på de her religiøse besserwissere, mens jeg går rundt og nyder de smukke skulpturer.

Danmark har en edge  

I disse så alvorlige tider for vort land… Bekymringen er udtalt, når man hører økonomer, politikere og kommentatorer udtale sig om Danmark og fremtiden. For med vores høje lønninger og blah blah - hvordan skal vi så klare os? Jeg rejser meget (så meget jeg kan) og har været mange steder. Jeg har lagt mærke til, at der er en ting, danskere er bedre til end alle andre i verden! Vi er meget bedre til at være fleksible og håndtere, når tingene afviger fra normalen. Vi danskere er lidt nogle anarkister, men vi er også løsningsorienterede og vi lader sjældent ’systemet’ få overtaget på en måde, så det gør tingene bøvlede, ineffektive og langsomme. Den her fokus på at få tingene til at glide på en effektiv måde - fremfor striks overholdelse af regler - har de ikke altid andre steder, og det er Danmarks edge (imo). Her i Rom tog det f.eks. 15 minutter at få hotelværelset, da der skulle køres frem og tilbage mellem papir og computer, og de tre(!) receptionister (på det ikke kæmpestore hotel) ikke havde bemyndigelse til at lave alle trin selv. Det samme gentog sig, da jeg ville købe noget trådløst internet…  Det er ikke kun i Italien, at skrankepaveriet er nærmest komisk. I Rusland(Sibirien) ville en fra det danske hold gerne have en avocado på en sushirestaurant. Det stod ikke på kortet (der bugnede af sushi med avocado), så det kunne tjeneren ikke svare på. Kokken kunne heller ikke og det samme gjaldt restaurantchefen. Et opkald til hovedkvarteret (nu gætter jeg) i Moskva gav heller ikke noget svar… - vi spurgte, hvad der var blevet af avocadoen, da vi skulle til at gå… øh det kunne ikke lade sig gøre var svaret. Værd at tænke over om den detailstyring, som er tidens løsen, ikke vil koste os danskere noget af vores (eneste?) edge…

Trafik   

Ligeså intelligensmæssigt kastrerede italienerne er bag en skranke; ligeså frigjorte er de bag rattet på deres biler! Trafikken i Rom er helt klart det muliges kunst, og det er en oplevelse i sig selv. Sidder på en bar og drikker en øl og lige udenfor kan jeg observere en familiemor på ca. 55 år parallelparkere, hvor der er præcis 20 cm friplads - bare sejt. Det synes hun også selv, for hun smiler bredt, da jeg giver hende thumbs up. Romerne kører mindst til grænsen, men til gengæld er de meget opmærksomme: Man begynder bare at gå, og så stopper de! Kræver lidt mod, men så er det faktisk nemmere at passere gaden end i DK, hvor Brian holder på sin ret til at lade fodgængere springe for livet i fodgængerfeltet.

Gambler

Som pokerspiller bruger jeg naturligvis hotwire! Det gav et superhotel til en billig penge i Barcelona (et stenkast fra Ramblaen) sidste december. I år var gevinsten ikke helt så klar, men 500 kr. pr nat for et centraltbelligende hotel, der selv mente, de havde 3,5 stjerner, er ikke dyrt. Konceptet er sjovt: Man vælger efter område og stjerner, men får først navnet at vide, når man har betalt.  

Vigtige tanker

Med tempoet helt nede er der pludselig plads til at analysere sig selv mere objektivt. Mit pokermål for året når jeg ikke. Til gengæld har jeg nået mit skakmål! Jeg ville gerne over 2600 i rating, og det er jeg kommet. I det tempoforladte rum, en ferie giver, kan jeg godt se, hvad jeg har gjort i skak, og hvorfor det ikke virker i poker! I skak har jeg effektiviseret min indsats ved brættet. Jeg har lavet flere justeringer, som har gjort mig mere effektiv og god på dagen. Det har været nok til at vinde de ca. 45 ratingpoint, jeg stod og manglede. Metoden krævede altså ikke (ret meget) mere arbejde og tid! Men bare et andet approach.

Det har jeg også forsøgt at gøre i poker - hvis det virker et sted… Men der har effekten ikke været den samme. Årsagen står pludselig - mens jeg sidder med et glas chianti i hånden og spiser saltimbocca alla romagna - lysende klart: Jeg er et helt andet sted i poker! I skak er jeg ‘færdiguddannet’ - der er ikke mere nørdearbejde, som vil hjælpe. I poker mangler jeg stadig at gøre en del af det: Som er 1) vigtigt 2) tager tid,  og som 3) ikke kræver opmærksomhed lige nu! Det er den slags ‘lange seje træk’, der bliver crowded ud af en for travl hverdag. Man bliver simpelthen afledt fra den ‘rigtige sti’. Så da jeg kom hjem fik jeg læst ‘the blue book’ færdig (anmeldelse følger) og lovede mig selv - for 117 gang - at lave G-bucks analyser hver dag… Det skulle jeg egentlig gøre nu, da jeg er færdig med bloggen… men jeg er allerede for rastløs, og mon ikke der sidder en fisk på et bord et sted?