Happy: This is Dopey, He dont talk none. Snow white: You mean he can’t talk?  Happy: He don’t know, he never tried. (Fra ‘Snehvide og de syv små dværge’)

Politiken Cup (skak) kom i vejen for et par blogs, og ’sommerferien’ blev lidt længere end beregnet for pokerbloggen (beklager). Jeg har brugt de sidste 9 dage på at spille Danmarks største skakopen. Jeg stillede op med håbet om at blande mig i topstriden (vinde den!), men det var jeg aldrig rigtig i nærheden af, og det hele endte bittert med et nederlag i sidste runde (gevinst ville have givet en 5. plads og remis en 9. plads - i stedet blev det til en 22. plads uden for præmierækken). Det har givet et par overvejelser, som også har relevans i forhold til poker.

Når man spiller sådan en skakturnering, så forbereder man sig meget på modstanderen (åbningsteorien er meget fremskreden), men man forbereder sig også på sig selv! Det gør man ved at se på ens egne partier og så vurdere, hvad man ville gøre mod en selv, hvis man var modstanderen. I poker kan det sammenlignes med at lede efter leaks. Når stats stikker ud fra det, der anses som GTO (Game-theoretic optimal), så er der pr definition en strategi, der dominerer denne strategi. Det  er nemt nok i teorien, men i praksis er det slet ikke så let, og det er også de færreste, der rent faktisk kan regne ud ‘in real time’, hvad en GTO strategi er. En ofte overset faktor ved adjustments er, at man skal ud og spille på en anden måde, end man plejer - og sandsynligvis på en måde man ikke kan lide og sikkert heller ikke behersker helt så godt. Det kan også være et problem i poker, men de fleste kan godt finde ud af stjæle lidt flere blinds, hvis der sidder to nits til venstre. Men de færreste adjuster så meget, som de burde - rent teoretisk.

Det har jeg forsøgt at gøre i skak! Jeg har forsøgt kun at spille modstanderen og se helt bort fra GTO. På den måde steg jeg meget i rating sidste år. I år er det så gået lidt den anden vej, men jeg tror nu stadig det er en god strategi. Men den er ikke nok i sig selv, for jeg har forsømt at gøre noget ved de grundlæggende problemer i mit spil.

Sådan er der mange, som har det - både i poker og skak. Og det er langt hen ad vejen fordi de ikke præcist ved, hvad deres problemer er. Det er nemlig meget sværere at se sig selv i spejlet og vurdere egne fejl. Mange meget kloge mennesker er supergode til at analysere andre (bang bang bang så har de styr på motiver, bevæggrunde og prioriteter og alle fejl og svagheder er forstørret til mammutstørrelse). Men når det kommer til dem selv - og evt. også den helt nære familie - så er det som en lukket bog. Bare kig på de flestes forhold til deres forældre - er det afstemt og balanceret? Eller præget af historien og alle mulige mere eller mindre rationelle fordringer på hinanden? Når man så stille spørger ind til de måske lidt mærkelige relationer, så er det typisk ikke de rationelle eller løsningsorienterede svar, som kommer først…

Jeg har også svært ved at se egne fejl, selvom jeg virkelig prøver. Mange fejl kan man selvfølgelig ikke se, da man ikke ved, det er fejl! Men jeg ved faktisk godt, hvad der er galt med mit skak (sådan ret langt hen ad vejen)! Og jeg ved faktisk også en del af de ting, jeg gør forkert i poker, og hvordan jeg kan arbejde med det. Gamle svagheder forsvinder ikke af sig selv - og det er der jo en god grund til, for man har en tendes til at arbejde mindre med de ting, end ting man har nemmere ved - Det er menneskeligt at fejle…

Eller på pokersprog man bliver ved med at udvikle ens A-game i stedet for at repare ens C-game. Det ved alle pokerspillere er en fejl, men i skak er det ikke så simpelt. For her kan man ofte undgå det. Eller med et Buffett citat: We have done better by avoiding dragons than by slaying them - og i skak kan (og skal man) selvfølgelig forsøge at få stillinger frem, man kan lide, og som ikke passer modstanderen. Men mens jeg har fået finpudset det at være solid og god til at manøvrere (i skak - og tildels og så poker),  så har jeg ikke på samme måde arbejdet med min akilleshæl: Taktik og beregning af varianter. Selvom ratingen gik op og op, så var problemet der hele tiden inde bagved. I sidste runde slap tigeren så løs, og jeg lavede hele tre grove fejlberegninger. Det er altid bittert at tabe og især i sidste runde. Men det bitreste er, at jeg ligesom selv har arbejdet hen imod det nederlag! Det lå bare og ventede på at ske.

Problemet er selvfølgelig prioritering. For det er hverken sjovt eller inspirerende at forsøge at øge ens regnekraft i skak. Det er ren lidelse. Og ren lidelse har en tendens til at blive ‘crowdet’ ud i en travl hverdag. Medmindre man prioriterer det som nummer et… Men skak er jo kun en hobby (omend en meget seriøs en), så det bliver ikke nemt. Men jeg vil gøre et lille forsøg - så resten af året skal jeg træne kombinationer hver dag! Hvad angår poker så skal der analyseres mindste 7 hænder om ugen… gad vide om jeg overhovedet får tid til at spille?