Andri Snær Magnason: ‘Drømmeland - selvhjælpsbog til en ængstelig nation’, Tiderne Skifter

INTERVIEW

På ingen tid er Island gået fra et hæsblæsende boom til totalt kollaps. Hvad er der sket?

»Island er et socialt laboratorium. I Reykjavik ligger to historiske bygninger ved siden af hinanden. Hver for sig symboliserer de enden på to epoker. På den ene side står den gamle hvide træbygning Høfdi, der blev verdenskendt for topmødet mellem Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov i 1986. Det var her, kommunismen begyndte at krakelere. På den anden side ligger hovedsædet for Kaupthing Bank, der står som en gravsten over kapitalismens tredje største krak i verdenshistorien«.

Kapitalismen sluttede vel ikke i Island?

»Nej, men dobbeltheden er på sin vis poetisk. Men også smertefuld. For titlen på min bog, ’Drømmeland’, er selvfølgelig ironisk; et økonomisk utopia, der endte som et mareridt. Island blev brugt som et laboratorium for frimarkedstænkning, hvor man eksperimenterede med mennesker, ligesom man gør med mus«.

Men I islændinge har vel ikke bare været ofre? I nød vel også ret godt af boomet …

»Ja, men på en overfladisk måde. Der blev skabt en superoverklasse, som levede tusind gange bedre end alle andre. Overforbruget var baseret på lån. Og man skal ikke glemme, at mens salget af firehjulstrækkere eksploderede, gik folkeskolelærerne i strejke i flere måneder. Så der var stigende sociale spændinger i Island allerede under boomet. Mens superoverklassen i Island købte flere Toyota Landcruisere og Land Rovere, end der blev solgt i Danmark, Norge og Sverige tilsammen, mærkede almindelige mennesker ikke opturen på samme måde. Uligheden voksede ekstremt op gennem 00’erne. Det er ikke fair at sige, at hele Island nød godt af boomet. Det var primært en superoverklasse af bankspekulanter«.

De folkelige frustrationer synes alligevel at være rettet mere udad mod udlandet end indad mod de hjemlige spekulanter?

»Da bankerne blev privatiseret, fik vi at vide, at de ikke længere ville væres vores bekymring. Folk flest forstod ikke, at de islandske vælgere stadig ville hæfte for de private bankers spekulation. Og man skal huske, at bankfolkene slet ikke boede i Island. De var for længst flyttet til New York og London. Vi kendte ikke til Icesave og de nu famøse højrentekonti. Ingen havde hørt om Icesave hjemme i Island. Det var et udenlandsk fænomen, og pengene blev i høj grad brugt uden for Island. Det er helt vanvittigt, at 300.000 islændinge nu skal hæfte for 400.000 private indlånere fra Storbritannien og Holland«.

Hvad skal der ske for at redde Island?

»Hvis der bare havde været nogle venlige nationer tilbage i verden, som ville hjælpe os, så ville konflikten slet ikke være opstået. Hvis de andre nordiske lande havde haft tillid til Island, burde de for længst have tvunget Storbritannien og Holland tilbage til forhandlingsbordet. Storbritannien og Holland kunne have været stoppet. Storbritannien udnyttede jo terrorlovgivning til at indefryse islandske værdier. Det er helt vildt. Venlige nationer bør ikke bruge terrorlovgivning mod hinanden. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har fundet en teknisk løsning«.

Men I kan vel ikke undgå at betale?

»Nej, vi afviser heller ikke at betale, men der er altså ingen international lov, der dikterer, at Island skal betale 3 eller 5 procent i renter. Forventningen er, at op mod 90 procent af tabet vil kunne dækkes ind af aktiver i boet. Og resten kan vi så forhandle teknisk om. Folk i Island føler, at vores egen regering ikke kæmpede tilstrækkeligt hårdt for vores interesser. De accepterede en dårlig aftale. Det gør folket. Og derfor gør flertallet nu oprør mod regeringen. Islændingene føler, at vi bliver afpresset af omverdenen«.

Nu står Island over for en kontroversiel folkeafstemning om gældspakken. Hvorfor reagerer folk først nu, hvor det er for sent?

»Folkeafstemningen afspejler desværre kun det politiske kaos, vi står i. Selv ved jeg endnu ikke, hvad jeg vil stemme. Folkeafstemningen handler nemlig ikke om, hvorvidt vi skal betale for Islands gæld eller ej. Ingen ved reelt, hvad de stemmer ja eller nej til. I virkeligheden handler det også kun om teknikaliteter – om vi skal betale til den ene eller anden rentesats«.

Hvad vil folkeafstemningen 6. marts komme til at betyde for folkestemningen i Island?

»Risikoen er, at den økonomiske krise skaber en nynationalistisk stemning over for omverdenen. En taberattitude over for Storbritannien, Holland og Danmark. Det værste, der kan ske nu, er, at islændingene tager ydmygelserne på sig. Hvis krisen fører til et endnu stærkere mindreværdskompleks, vil det føre til en endnu større katastrofe – med opportunistisk og populistisk politik og dumme beslutninger. Hvis konflikten ender som et opgør mellem Island og omverdenen, vil det uundgåeligt føre til en form for landskampstemning, hvor det bliver ’dem’ mod ’os’. Og det er allerede situationen med debatten op til folkeafstemningen«.

Er der overhovedet nogen i Island, der har tænkt sig stemme ja til gældspakken?

»Meningsmålingerne tyder på det. Men debatten er domineret af nejsigere. For hvem kan føre kampagnen for et ja til gældspakken? Hvordan kan man sige ja til en aftale, som alle synes er for dårlig – og som ikke er forhandlet på plads under fair forhold? Jasigerne beskrives jo som landsforrædere. Debatten er usund. Alene af den grund burde spørgsmålet om gældsafvikling løses på embedsmandsniveau, ad teknisk pragmatistisk vej«.

Hvad vil der ske, hvis flertallet siger nej?

»Umiddelbart vil det da være cool, hvis vi islændinge – som de første i verden – kunne sige nej til bankerne, hele finanssystemet og den internationale valutafond, IMF. Hvis vi kunne føre an i en ny revolution mod grådighed og kapitalisme«.

Men det virker ikke ligefrem sandsynligt …

»Nej, det er nok ikke så realistisk. Sandsynligheden taler snarere for, at de store lande vil ofre Island for at kunne bevare det nuværende finanssystem. Der er meget, der tyder på, at de store lande forsøger at udnytte Island som en syndebuk for hele finanskrisen. I Storbritannien er der blevet skabt en forestilling om, at vækstboblen fløj til Island, at vi fik alle værdierne, som vi nu ikke vil betale tilbage. Men i virkeligheden er det omvendt. Det er Island, der er ved at blive tømt for værdier. Derfor er der også mange, som nu føler en vis national stolthed ved, at præsident Grimsson i det mindste forsøger at kæmpe lidt for Islands interesser«.

Men der var vel også en stolthed over de islandske forretningsfolk under boomet?

»Ja, vi kan ikke komme uden om, at bankfolkene i Island blev gjort til helte. Der var en eventyrstemning over hele udviklingen. Man kunne høre islændinge sige, at nu flyver vi i privatfly. Selv om det kun var superoverklassen, der gjorde det. Men det er rigtigt, at de mennesker, der ikke nød godt af boomet, heroiserede bankspekulanterne, mens det stod på«.

Når islændingene dyrkede bankspekulanter som nationalhelte – og heller ikke ville tilslutte sig f.eks. EU’s fiskekvoter – så er det vel ikke så underligt, hvis folk har opsparet en vis skepsis mod Island i nabolandene?

»Nej, men det er så også det, vi føler nu. Det afgørende spørgsmål er dog, hvordan man som nation håndterer en krise. Vi kunne vælge at sige: O.k., vi er skyldige. Vi overgiver os og opløser ideen om Island. For hvis vi druknes i gæld, så vil alle veluddannede islændinge flytte til udlandet. Så vil jeg f.eks. kunne slippe for at betale tilbage på gælden. Det er sådan set det, som bankspekulanterne har gjort. Dem, der forårsagede krisen, er allerede væk. Det afgørende er, hvordan vi, der er tilbage i Island, bliver i stand til at komme videre«.

Hvad betyder rollen som tidligere koloni for islændingenes politiske mentalitet?

»Der er en hel generation i Island, der er opdraget som anti-danske – som modsætning til den gamle kolonimagt. Boomet skabte en blanding af stolthed og ubehag, da islandske spekulanter begyndte at opkøbe store danske virksomheder som f.eks. Magasin du Nord. Det udviklede sig i perioder til en form for landskamp, hvor islændingene var de gode, der kæmpede mod de tidligere imperialister. Det var pay back time. Det var en lettelse for mange, at islandske virksomheder pludselig ekspanderede udadtil, i stedet for som tidligere kun at bekæmpe hinanden«.

Danmark har været hårdt ramt af islandske spekulanter. Hvordan har krisen påvirket forholdet mellem Danmark og Island?

»Det spændte forhold mellem Island og Danmark er mærkeligt. København føles jo hjemligt for rigtig mange af os. Vores intellektuelle og kulturelle historie er tæt knyttet til København. Og det er også her, den største gruppe islændinge bor uden for Island. Så måske er spændingerne baseret på kendskab til danskerne? Det blev opfattet som en spektakulær bedrift, da islændinge opkøbte f.eks. Magasin du Nord i København – lidt ligesom da Osama bin Laden fik fløjet flyene ind i World Trade Center i New York. Begge dele havde en form for symbolsk skønhed i sig«.

Nu er det vist dig selv – og ikke den britiske premierminister, Gordon Brown – der sammenligner islændinge med terrorister. Men overtagelsen af verden er for længst slut nu. Hvordan kommer Island videre herfra?

»Problemet er, at nordeuropæiske socialdemokrater, som f.eks. Gordon Brown, udnytter Island som skrækeksempel. Der er en fryd over kollapset. Ligesom højrefløjen i USA altid peger på Cuba som et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man vil have mere offentlig velfærd, ja, så vil venstreorienterede i Norden gerne have Island til at bryde sammen. Højrefløjen i USA kan ikke undvære Cuba som et negativt spejl. Og på samme måde fremstiller de trængte socialdemokrater nu Island som en slyngelstat, der ikke skal hjælpes. Tværtimod vil de gerne have, at krisen bliver endnu mere brutal, så alle kan se, hvordan ekstrem kapitalisme udvikler sig. Men det er jo alle dem, som ikke tjente på opturen, der har brug for hjælp nu. Bankspekulanterne er over alle bjerge«.