Michael Jeppesen: ‘I gudernes hænder’, Lindhardt og Ringhof

Af børn og fulde folk skal man høre om klodens sande tilstand. Mediefænomenet Michael Jeppesens nye bog, ’I gudernes hænder’, er fyldt med begge dele. Selv virker han bagstiv under det meste af klimatopmødet i København, som han febrilsk skildrer som gatecrasher til diverse celebrity-receptioner, mens hans egen lille søn Esko udvikler sig til at blive fortællingens hovedperson.

Som opfølger til hans fremragende insider-bog, ’Før ørerne falder af’, fra valgkampen i 2005, forsøger Michael Jeppesen igen at udstille tidens kynisme. Denne gang i kulisselandskabet i Bella Center.

Sandheden er, at klimatopmødet var en salgsmesse for alverdens fupfirmaer og selvoptagede andenrangskendisser. Under dække af fromme floskler blev verden holdt for nar i to uger i december. Bogens kamikaze-kritiske attitude er velgørende, men Jeppesen formår ikke at koble sig direkte på hverken de mest udspekulerede fidusmagere eller klimatopmødets eneste vellykkede aktiviststunt, nemlig den spektakulære galla-happening, som Greenpeace udførte på Christiansborg.

Som altid skriver han med en sjælden antiautoritær fandenivoldskhed – som det også er blevet udstillet i ’Okman-gate’ og skandalerne om venstre-spindoktorens udgydelser på Facebook, som Jeppesen slap løs på sin blog. Han skriver røven ud af bukserne. Nu med indlagt pottetræning sammen med sin lille kvikke søn, der bliver renlig, mens den varme luft hvirvler om ørerne på københavnerne.

Klimatopmødet var den mest overhypede begivenhed, som noget levende mennesker nogensinde kommer til at opleve i Danmark. Desværre kom Jeppesen ikke rigtig tæt på topmødets hovedpersoner.

I modsætning til udleveringerne i ’Før ørerne falder af’, begrænser hans underholdende iagttagelser sig til at følge sideshows fra sidelinjen. Han opløser klimatopmødet i teater uden at afsløre noget.

Ved kun at hænge ud med bipersoner – som assistenten til ’The Yes Men’, Laurel Whitney og SF’eren Ida Auken – får Jeppesens ’road movie’ fra de københavnske gader og stræder karakter af en bivogn.

Helt tæt på kommer han kun én enkelt gang. Gennem sit edderkoppespind af et netværk lykkes det Jeppesen at blive chauffør for milliardær-entreprenøren Richard Branson. Iført hvid uniform og kasket kører Jeppesen rundt med Virgin-direktøren i hightech-elbil, og Branson udbryder ironisk: »Oh, det her er sjovt«.

Ærligheden er Jeppesens styrke: »Jeg kunne smadre sideruden. Det, han sagde, gjorde ondt. Så ondt, at jeg undlader at tænde båndoptageren i min lomme. Jeg har trukket i klovnekostumet igen«.

De stressede morgensamtaler med sønnen Esko udfolder bogens mest kraftfulde passager. Jeppesen har mest på sinde, har mest kant, når det handler om pølser og mandehørm på vej til børnehaven.

I rollen som øm småbørnsfar markerer Jeppesen et generationsskift fra tidligere tiders nedslidte machojournalistideal.

Alligevel kan man ikke lade være med at undre sig over – som Jeppesen selv har spurgt i en kunstanmeldelse i Information – hvad der sker, når et menneske bliver alt for intim og udleverer alt? Den modsatte effekt opnås. Alt flyder sammen.

Jeppesen har umiddelbart samme intensitet og gamle look i sin skrivestil som den amerikanske filmprovokatør Michael Moore, men mangler det intelligente politiske samfundssyn. ’I gudernes hænder’ er med til at understrege, at det magiske spring fra fjol til kunst er meget svært.

Han markerer et skred i den politiske reportagebog, den har flyttet sig fra at være undersøgelser, der spejler virkeligheden, til højst at være overvejelser, der spejler spejlingerne. I disse postpostpostmoderne tider gør det ikke rigtig indtryk, når Jeppesen skriver om iscenesættelse kontra realpolitik. Vi ved godt, at intet er originalt, og at det kun handler om afsenderens brand. Jeppesen er i dag selv et varemærke i dansk journalistik. Alligevel løfter ’I gudernes hænder’ sig ikke op over de daglige reportager, som han skrev i Information tilbage i de iskolde juledage.

Jeppesen lever ikke selv op til det niveau, han kræver af andre. Som et vidnesbyrd over en medieverden, der gik amok, er bogen læseværdig. Men markedsføringen skrues op i et absurd leje, når tv-konceptmageren Mads Brügger på bagsiden udtaler, at det vil være fortjent, »hvis denne bog sælger så godt, at alle træer på jorden skal fældes, og vi dør af iltmangel«.