Han efterlever kun ét princip: Peterprincippet. Den tidligere Barbiesælger og det forbløffende valg til posten som DR’s generaldirektør, Kenneth Plummer, blev forfremmet langt over sin jordnære evne. Ifølge Peterprincippet forfremmes karrierefolk, indtil de når deres niveau for inkompetence.

Nu er det slut. Kurt Lassens kritiske portrætbog blev vendepunktet. Bogens forfatter slynger Kenneth Plummer højt op i luften og lader ham falde ned og slå sig. Portrætbøger får sjældent konsekvenser. Alene derfor er Lassens samling af selvafslørende citatbrudstykker fra Kenneth Plummer i sig selv et opsigtsvækkende værk.

Kurt Lassen anvender en klassisk journalistisk metode, som Storm P. i sin tid satte ord på med historien, hvor den store mand siger til den lille mand: »Sla’ dig? Jæ ve sgutte sla’ dig. Jæ ve kaste dig op i luften. Så ka’ du falde ned og sla’ dig selv’«.

Plummer falder tungt ned i sumpen af kardemomme. Ved hjælp af anonyme citater fra tidligere chefer i Danmarks Radio – og dem er der mange af – skildres Plummer som en nøgen mand, der i mange år må have frygtet at blive klædt af i fuld offentlighed; vandret alene rundt på gangene, i angst for at folk en dag ville pege på ham og sige: Du har ikke format.

Summen af kardemommen – et bizart udtryk, som Plummer selv bruger til at opsummere med – er ifølge bogens kilder, at han blev løftet alt for mange niveauer over sine evner.

Det hedder sig, at folk ikke er forpligtede ud over deres evner. Men der findes få positioner, hvor kravene er større. Den øverste chef i Danmarks største medievirksomhed er en af dem.

Plummer fortæller i bogen om sig selv og sine bedrifter i Danmarks Radio på en så indbildsk og selvoptaget måde, at Kurt Lassen ikke behøver at gøre andet end at citere ham. Udtalelserne taler for sig selv: Plummer sætter sig selv i scene som medieverdenens centrum, tilsviner alle de chefer, han har fyret – og tager selv kreditten for periodens tvivlsomme succeser.

Bogen minder om en dokumentarfilm, hvor Kenneth Plummer filmes med skjult kamera, mens han smilende står foran spejlet, blinker til sig selv og øver sig på nye salgstaler i en blanding af scorebemærkninger, perfiditeter og reklamevrøvl.

Stilistisk og fortællemæssigt er bogen simpel og skrabet og bærer præg af, at forfatteren har udgivet to andre bøger i 2010, om fodboldspilleren Nicklas Bendtner og tennisdronningen Caroline Wozniacki. Absurd nok var ’Big Bendtner’ og ’Miss Sunshine’ dog klogere end Plummer ved ikke at bidrage til bøgerne.

Som historisk dokument over en epoke, hvor den borgerlige kulturkamp gik i opløsning i manglen på talent, træder ’Plummer – summen af kardemommen’ frem på hylden.

Åbenlyse intellektuelle begrænsninger og menneskelig umodenhed har ikke kunnet stoppe mandens opdrift hjulpet på vej af borgerlige politikere. I bogen er det kun den jævnaldrende bonkammerat og tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K), der støtter Plummers udlægninger af tiden i DR.

Kurt Lassen forfølger ikke det politiske spor i dybden, men synes ikke at kunne finde andre fornuftige forklaringer på Plummers eventyr end netop hans nære forbindelser til borgerlige på Borgen.

Portrætbogen udstiller en usikker og integritetsløs mand, der er ualmindelig almindelig i al sin middelmådighed. Blandt tusindvis af mellemledere i jyske engrosfirmaer og københavnske reklamebureauer findes der mange popdrenge med lidt flygtig økonomiundervisning bag sig, der ville have kunnet udfylde posten med lige så lidt autoritet – og dermed matche Kenneth Plummers famlende publicistiske jugement og klodsede fingerspidsfornemmelse for realpolitik. Han er blevet tromlet gang på gang.

Bogen, der er skrevet lige så flygtigt, som hovedpersonen Kenneth Plummer synes at optræde, rummer én afgørende styrke, der gør den læseværdig og anbefalelsesværdig: Ved at citere DR’s nu tidligere generaldirektør for alt, hvad han siger – også off the record – bryder Kurt Lassen med de beskidte lokumsaftaler, der ellers ofte præger forholdet mellem journalister og magtmænd og -kvinder.

Det er befriende at læse en journalistisk afdækning, hvor hovedkilden ikke selv har formuleret rammen. Som professionel magtkilde har Plummer ingen krav på beskyttelse i forhold til oplysninger af offentlig interesse.

Kurt Lassen undlader, overraskende nok, at forfølge det spor med flirts og affærer, som Plummer selv lægger sukkerknalder ud til – med sit groteske kræmmertilbud om at give fortrolige oplysninger mod til gengæld ikke at få sit privatliv beskrevet.

Lassen styrer uden om de tabloide virkemidler og formår at fortælle historien om Danmarks mest overvurderede mand i en direkte stil uden omsvøb.

Skiftet i dansk politik fra kontrolfreaken Anders Fogh til levemanden Lars Løkke kan koges ned til morgenmaden i Statsministeriet: Under ’Fitnessmanden med drejebogen’ blev der serveret hårdkogte æg præcis kl. 8.00, og de blev spist varme, mens ’Den ubeslutsomme afløser’ nu har ændret menuen til blødkogte æg, der indtages, når han og entouraget har snøvlet sig frem lettere forsinket og helt uafklarede.

Sådan beskrives vagtskiftet i dansk politik i en ny bog, der har domineret mediebilledet i den seneste uge. Formalisme og flueknepperi er blevet afløst af sjuskeri og improvisation. Eller mere positivt formuleret: Foghs defensive vælgerfrygt er erstattet af Løkkes mere uforudsigelige mod.

Bogens artige afsløringer af slettede mail på Slotsholmen i sagen om overbetaling af privathospitaler samt optrævlingen af Løkkes gamle kulørte bilag har skabt sjældent postyr. Det er ikke hvert år, der udkommer en dansk bog om politik, der sætter nyhedsdagsordenen.

Modsat andre vestlige lande, hvor der løbende udkommer journalistiske bøger om aktuelle emner fra nær og fjern, har Danmark ikke nogen veludviklet tradition for politiske bøger. Alene derfor er ’Projekt Løkke’ opsigtsvækkende. Men som politisk fortælling rummer bogen paradoksalt nok nogle af de samme svagheder, som forfatterne og deres kilder beskylder Lars Løkke for: ubeslutsomhed og mangel på fokus.

Det usædvanlige forfatterpar, tv-journalisten Tanja Frederiksen og den ph.d.-studerende Sigge Winther Nielsen, har skrevet en semidokumentarisk bog, der efter amerikansk forbillede forsøger at rekonstruere Lars Løkke Rasmussens politiske karriere, fra byrådet og ungdomspolitikken videre til amtspolitik og nu helt op i Statsministeriet.

Tanken om at bruge skattekroner på privatisering af velfærd har fulgt ham livet igennem: Løkke er kædet sammen med privathospitaler – på samme måde, som Fogh er med muslimer og Nyrup var det med sund økonomi.

Ved stort set kun at gøre brug af anonyme kilder opbygges en lidt spekulativ historie om et ærgerrigt magtmenneske, der i både store træk og detaljer er fortalt før, ikke mindst i Niels Krause-Kjærs mere velskrevne biografi, ’Lars Løkke – et portræt af en statsminister’ fra 2009.

Den første halvdel af bogen kunne med fordel være skåret fra til fordel for et strammere fokus på Lars Løkkes tid i Statsministeriet, der desværre kun fylder de sidste godt 100 sider. Bogens proportioner er ude af balance, og det virker, som om forfatterne først har opsnuset intrigen om forsøgene på at skjule overbetalingen af privatsygehusene så sent i deres skriveproces, at de ikke har haft overblik til at omredigere bogen.

Kapitlet om fiflerierne på Slotsholmen står diskret mellem et kapitel om Løkkes ledelsesfilosofi og et om klimakatastrofen i Bella Center.

Frederiksen og Winther Nielsen har researchen og råstoffet til at fortælle en dramatisk historie med Lars Løkke i hovedrollen som den ideologisk korrumperede gangster-borgmestertype, der ikke har ladet formalia og andet juristeri stoppe sine personlige prestigeprojekter. Men forfatterne formår desværre ikke at samle deres ellers fint spundne tråde i en sammenhængende fortælling, der bygges stramt op omkring overbetaling af privathospitalerne. Dermed snubler bogen snubler i de samme problemer, som Lars Løkke kritiseres for.

Analytikere, kommentatorer og bogens kilder er enige om én afgørende ting i vurderingen af Danmarks nye statsminister, der ellers har forsøgt at iscenesætte sig som ’Lille Lars fra Græsted’: Den tredje Rasmussen i kongerækken er historisk dårlig til det, der inden for moderne kommunikationsteori kaldes for ’framing’, eller hvad der kan oversættes som evnen til at indramme hverdagens små og ofte tilfældige begivenheder i en stor fortælling, og dermed billedrammerne for den politiske dagsorden. Tidens politik handler om strategisk framing.

Statsministeren har ikke formået at skabe en klar politisk fortælling, der lige så enkelt som i et klassisk eventyr forklarer vælgerne, hvor han som heltemodig hovedperson er ved at føre Danmark hen – og hvem der i dag er de sande skurke og helte. Tværtimod virker det ofte tilfældigt og ueventyrligt, hvad VK-regeringen kaster sig ud i af nye prøvelser. I bogen beskrives, hvordan Løkkes vægelsind og manglende evne til at skære igennem har skabt forvirring og dermed amputeret statsministerens evne til at præge debatten.

’Projekt Løkke’ er et læseværdigt forsøg på at skildre stemningen på Slotsholmen og bygger på solid research. Men det opsigtsvækkende portræt af Lars Løkke rummer altså flere af de samme svagheder, som bogens mange anonyme kilder kritiserer statsministeren for.

Watergate-journalisten Bob Woodward skildrer i ny bog imponerende detaljeret, hvordan antikrigshelten Barack Obama er blevet forvandlet til en traditionel krigspræsident.

Skarpe analytikere har længe hævdet, at det afgørende vendepunkt i amerikansk udenrigspolitik ikke skete med valget af Barack Obama, men derimod da præsident George W. Bush skiftede strategi i Irak. Længe inden valget i 2008 blev tanken om et idealistisk regimeskift skrottet til fordel for et beskidt kompromis med fokus på stabilisering og samarbejde med lokale krigsherrer.

Når det kommer til stykket, er det generalerne, ikke politikerne, der bestemmer i en krig. Først sendte Bush ekstra tropper til Irak – i det såkaldte ’surge’ – for hurtigere at afslutte krigen. Den tilbagetrækning, der nu er eksekveret i Irak, blev reelt planlagt for flere år siden under Bush.

Obama forlangte først, at de militære rådgivere skulle udtænke en klar exit-strategi, men ifølge flere kilder i bogen er han mere bøjelig over generalernes krigsråd, end selv Bush var – ikke mindst når det gælder angreb med dødbringende dronefly. Obama har også fastholdt 14 hemmelige instruktioner til CIA, Bush gav tilladelse til i hemmelig krigsførelse.

Verdens mest beundrede graverjournalist, manden bag den sagnomspundne Watergate-afsløring, Bob Woodward, har skrevet en ny veldokumenteret og flot filmisk fortalt bog om den interne guerillakrig, der i de seneste to år har været udkæmpet blandt rådgiverne i Det Hvide Hus. Paradoksalt nok er præsident Obama endt med følge samme strategi i Afghanistan, den ’nødvendige krig’, som Bush gjorde i sin anden periode i Irak.

Efter lange overvejelser endte præsident Obama med at beordre ekstra tropper til Afghanistan, for derved at vinde fodfæste til at begynde tilbagetrækningen. Fangelejren Guantánamo eksisterer stadig og interessant nok har Obama baseret sine beslutninger på råd fra gengangere fra Bush-tiden: Mest prominent er forsvarsminister Robert Gates fortsat i Pentagon og Irak-generalen David Petraeus regerer fortsat, nu i Afghanistan. Den håbefulde Obama har tydeligvis ikke ændret Det Hvide Hus lige så meget, som Det Hvide Hus har ændret præsident Obama.

Overtagelsen af Bush reviderede krigsstrategi, det såkaldte kontra-oprør, ’counter-insurgency’ – eller COIN, som det hedder i militærsprog – er sket udadtil uden at skabe større kontroverser for Obama, der ellers i sin tid blev populær på den liberale venstrefløj som krigsmodstander.

Bogens store fortjeneste er, at Woodward formår at skildre med dokumentarisk præcision, hvordan den enorme kreds af rådgivere i Obamas regering højlydt har bekæmpet hinanden indbyrdes. Nogle har sågar forsøgt at ændre fokus, for at intensivere opgøret med det korrupte og tvetungede regime Pakistan.

Skrivestilen er langt fra Watergate. Bob Woodward, der i alt har skrevet 11 bestseller-bøger om forskellige amerikanske præsidenter, har opnået en stjernestatus, hvor de centrale kilder nu selv stiller sig til rådighed for hans research-hold, herunder præsident Obama. Om Woodward siges det, at han er nådesløs over for de få kilder ud, som ikke vil tale med ham eller som blot tilbageholder oplysninger. Derfor rummer bogen referencer til tophemmelige notater og præcise ordvekslinger fra samtaler, hvor kun de øverste beslutningstagere selv kan have været kilder.

Den herligt usentimentale bog, ’Obama’s Wars’ – der efter flere dages intens foromtale udkommer i USA i dag – udstiller, at forskellen mellem Bush og Obamas statsræson ikke handler om brutaliteten i krigens teater, men snarere om, at Obama er villig til at diskutere og gennemtænke strategien, før han så alligevel ender med at tilslutte sig generalernes krigsråd.

Ifølge Woodwards fortælling er Obama lang tid om at beslutte sig og lader alt for mange spindoktor-typer blande sig i militære detaljer, de ikke har forstand på. Bogen forstærker dermed det kritiske indtryk, som blev blev antydet, da den fyrede general Stanley McChrystal gav rådgiverne i Det Hvide Hus tørt på i en portrætartikel i magasinet Rolling Stone. Snak alene ændrer tydeligvis ikke krigens egen logik.

Han var ’Superman’ i det nye supermarked. Sådan beskrev Norman Mailer engang John F. Kennedy, og samme beskrivelse passer på Sveriges hidtil eneste internationale statsmand, Olof Palme, der blev myrdet næsten 23 år senere. De står begge tilbage som forbrugersamfundets eksistentielle superhelte.

Deres status som ikoner skyldes nemlig ikke kun, at de begge blev dræbt på spektakulær vis, men i højere grad, at de stod frem som de første toppolitikere, der formåede at forene efterkrigstidens materialisme med en højere retfærdighedssans. Sådan lyder en af de mange begavede pointer i en ny svensk mastodontbiografi om overklassedrengen Olof, der blev verdenskendt som statsminister Palme.

Den svenske forfatter og lederskribent ved den socialliberale avis Dagens Nyheter, Henrik Berggren, har skrevet en fremragende bog om Olof Palme, hvor hans magtærgerrige og kontrastfyldte liv bruges som rød tråd til samtidig at fortælle historien om det moderne folkhem.

Alle dem, der i de senere uger har udskreget Sverige som et tilbagestående og udemokratisk uland, kan med fordel begynde forfra her: Berggren beskriver med lige dele detaljerigdom og overlegent overblik, hvordan den svenske velfærdsstat har fremelsket en særlig ’statsindividualisme’, der har gjort vort broderfolk til en af de allermest moderne nationer.

Biografien følger den privilegerede Olof Palme tæt kronologisk – men ikke slavisk – fra fødslen i 1927 i Stockholms svar på Frederiksberg, den spidsborgerlige bydel Östermalm, hvor den halvadelige familie boede i en herskabslejlighed ved siden af de rige farforældre. Tjenestefolkene hilste på herskabet ved at kysse på hånden: »Jeg er af borgerlig herkomst«, sagde Palme selv og lagde ikke skjul på, at hans karriere i det socialdemokratiske arbejderparti skete fra et andet udgangspunkt end de fleste af hans partikammeraters.

I det distingverede barndomshjem talte Palme tysk med sin lettiske mor. Faren, der var direktør i forsikringsselskabet Thule, døde dog allerede, da Olof var syv år, og han blev kort efter sendt på kostskole. Her begyndte en hård dannelsesproces, som gjorde den fysisk spinkle Olof til en selvbevidst og belæst ung mand.

Palmes arrogante charme skabte ham straks dødsfjender, ikke mindst i den borgerlige blok, hvor lederskribenter og andre kommentatorer hurtigt fik færten af ham og førte en livslang smædekampagne mod Socialdemokraternes aristokratiske vidunderbarn. Den dengang borgerlige avis Aftonbladet advarede allerede i 1956 og beskrev ham som en farlig demagog: »Hans tale er som candyfloss stænket med blåsyre – i munden bliver der ikke meget andet end giftsmagen tilbage«.

Livsfase for livsfase formår Berggren eminent at både beskrive, diskutere og vurdere »Nordens Napoleon« – som Politiken pudsigt kaldte Palme, da han i 1969 blev valgt som socialdemokraternes formand.

Den overlegne og altid udfordrende karakter indfanges således: »Palme var ikke rebel, men noget i kammeraternes øjne meget mere irriterende: En afviger, som ikke ville eller kunne forstå værdien af de gaver, han havde fået tildelt«. Den personlige selvtillid blev også omdrejningspunktet for Palmes klippefaste overbevisning om svensk neutralitet og senere for hans kamp for global nedrustning.

Olof Palme var alt andet end pacifist. Han gjorde karriere i forsvaret som løjtnant, inden han blev ansat som analytiker i forsvarsstaben. Som Berggren skriver om Olof Palmes statsræson: »Neutralitet var ikke frygt for konflikter, men derimod udtryk for styrke og fredsvilje«.

Palme, der nød at gå på college i USA og indædt bekæmpede kommunister i studenterbevægelsen, var en sammensat frontfigur i Vietnambevægelsen. Han havde modet til at stille sig frem på verdensscenen, ligesom han tidligere havde gjort på den svenske hjemmefront.

Olof Palme regerede Sverige i en periode – statsminister fra først 1969-1976 og senere 1982-1986 – hvor den hurtige økonomiske vækst blev omsat i øget velfærd. Under Palme gik Sverige fra at være et skarpt opdelt klassesamfund til at være et af verdens mest egalitære samfund. Ved sin jomfrutale som nyvalgt medlem af Riksdagen i 1958 rettede han et spydigt angreb på sine konservative modstandere, der samtidig indkapslede hans sociale og nye modernistiske verdensbillede: »Det er mig ubegribeligt, at man kan være optimist, når det gælder kraftværker og skoler, store lufthavne og veje, biler, tv-apparater og frysere, men pludselig kan slå om og male fremtiden i dystre farver, når det drejer sig om at løse et stort trygheds- og retfærdighedsspørgsmål«.

Henrik Berggren sammenfatter i bogen Palmes særlige pragmatiske idealisme således: »Olof Palme var ikke så naiv, at han troede, at mennesker nødvendigvis blev lykkeligere af at få flere dybfrysere og biler. Tanken var, at staten skulle stille forudsætningen for individuel selvrealisering til rådighed. Når mennesket havde opnået den grundlæggende tryghed, ville de ifølge den maslowske behovspyramide uddanne sig, deltage i kulturlivet og blive aktive samfundsborgere«.

Med sit motto om, at ’mennesket ikke lever af brød alene, men hovedsageligt af slagord’, er det ikke underligt, at Olof Palme skabte sig mange fjender. Lige så beundret han var i den offentlige funktionærstand og blandt den veluddannede elite, lige så forhadt forblev han livet igennem blandt de mange borgerlige, der havde svært ved at gennemskue hans særegne politiske cocktail af social vækstideologi og militariseret krigsmodstand.

Bogens store fortjeneste er, at brydningerne udstilles og sættes i perspektiv i forhold til folkhemmets enorme omvæltninger i perioden. Svenskerne flyttede sig sammen med modernisten Palme, men han var konstant et skridt foran – og endte symbolsk med at blive skudt i ryggen.

De alt for mange politiske biografier, der løbende udgives i Danmark, lider ofte under, at politikeres bedrifter sjældent kan bære en helt bog igennem, eller endnu værre: er skrevet uden sans for samtidens sociale og kulturelle brudflader. Berggrens bog, ’Olof Palme – Aristokraten, der blev socialist’, er på alle måder en positiv undtagelse: Som person er Palme den mest opsigtsvækkende politiker i den demokratiske epoke i Norden, og som forfatter brillerer Henrik Berggren som historiefortæller og tidsfortolker.

Ambitionsniveauet minder om Bo Lidegaards anmelderroste biografi om statsminister Jens Otto Krag, der dog aldrig blev mere og andet end verdenskendt i Danmark. Fordi råstoffet ganske enkelt er bedre, og det analytiske blik større, står Berggrens biografi om Palme frem som et mesterværk, der kan anbefales til alle politisk interesserede, der vil forstå ideerne bag velfærdsstaten – og måske også, hvorfor efterfølgende generationer af socialdemokrater har haft så svært ved at leve op til ’the founding fathers’.

Palmes liv var større end den skygge, som mordet på Sveavägen desværre har trukket over hans folkelige eftermæle.

Fordomme er dumme, og stereotyper er monotone. Sådan lyder kulturelitens reaktion på generaliserende klicheer om blondiner, bøsser og beduiner. For at sætte trumf på udføres den såkaldte jødetest. I stedet for f.eks. ordet ’muslim’ indsættes ordet ’jøde’ – og pointen står hurtigt klart for de fleste, selv folk fra landet.

Hvis man laver jødetesten på Jakob Vølvers overlevelsesguide ’Jydens håndbog til overlevelse i København’ strammer smilet hurtigt til: Jøder er let genkendelige på lugten – en blanding af billig tysk øl og genbrugsplads; jøder er nærige og skal altid prutte om prisen; jøder kæler lige rigeligt med dyrene, når de trisser rundt ude i stalden alene.

Den interessante ved Jakob Vølvers bog er imidlertid, at han afvæbner den nedladende kulturchauvinisme ved at gøre det modsatte – han laver en selvironisk ’jydetest’ på tilflyttere til ’Djævleøen’. Han bruger sig selv. Som assimileret jyde beskriver han med en skøn blanding af kulørte karikaturer og antropologisk fornemmelse for levet hverdagskultur, hvor angstprovokerende og forvirrende det er for jyder at emigrere til storbyens inferno af fixerum, frække fadøl og feminister.

Den første og vigtigste advarsel til den jyske diaspora i København er: »Opfør dig for guds skyld ikke, som du ville gøre hjemme i Jylland«. Bogen er et forsøg på at afkode de ofte gådefulde livsstilsmarkører, der gemmer sig i sproget og adskiller indfødte fra turister. Eksempelvis at afstande i København måles i tid og ikke i kilometer; at kirkegårde er det foretrukne udflugtssted; og at den fremtoning, som man i provinsen opfatter som usoigneret, i København ses som tegn på, at man er en meget vigtig person, der arbejder kreativt og har travlt døgnet rundt.

Vølvers skarpeste iagttagelse er, at de mest storbyagtige i virkeligheden er jyder i forklædning. Omkring ’Thomas Helmig Plads’ (Skt. Hans Torv) og i ’Lille Århus’ (Vesterbro) er der fyldt med tørklædeindviklede weltschmerz-wannabes, der forsøger at skjule, at de voksede op i carporte.

Som oftest er det de assimilerede jyder og andre slumromantiske tilflyttere, der kritiserer København for i dag at være blevet alt for jysk, kedelig og forstadsagtig.

Århusianerne har det sværest ved at flytte til København, fordi de føler sig åndsbeslægtede med storbyindianerne. Men følelsen er ikke gensidig: Københavnerne kan ikke skelne århusianere fra gødningsspredere fra Tarm, Lem og Sæd. Københavnere misunder ikke Århus for at have musikhus og et hold i 1. division.

Journalisten Jakob Vølver forstørrer de nuancer mellem landsdelene, der normalt kun afslører sig i ordforråd og barndomsreferencer. Han pumper dialekter til et fundamentalt kultursammenstød, der ikke lader den amerikanske forfatter Samuel Huntingtons ’clash of civilizations’ meget tilbage. Men tilsmagt et lækkert layout skaber det en så tilpas smagløs cocktail, at det bliver læseværdigt.

Som en tilflyttet jyde, der i flere år har prøvet at blive mere københavnsk end selv de über-københavnere – der færdes så hjemmevant, at de ikke engang kender gadenavnene – har Jakob Vølver et fascinerende dobbeltblik på København: På den ene side har han selv været udsat for fordommene mod tunge, langsomme og tavse jyder og kender dermed den utilpassede mindreværdsfølelse på egen krop, og på den anden side har han nu antaget en så påtaget københavnsk attitude, at han virker mere hypersarkastisk end selv de hipstere, han gør grin med.

Bogen har mange sjove perfide passager, ikke mindst gennemtrawlingen af selvforståelsen i Københavns kvarterer. De usynlige grænser mellem subkulturerne er så påtagede, at man skal komme udefra for at tillægge dem betydning. Næste gang du ser en evighedsstudent med cirkus-moustache, kan du være sikker på, at det er en cowboy på flugt fra sig selv.

Første kapitel og andet lir kan læses her: www.overlevkbh.dk

Fortryllelsen er hævet. Ingen tror længere på, at kong Carl XVI Gustaf er regent af Guds nåde. Kongehuset i Sverige har mistet sin gamle blodmystik og politiske magt. Men hvad er det så, der gør Carl Gustaf Folke Hubertus – efterkommer af franske indvandrere, hertug af Jämtland og barnebarn af en højtstående nazist – til en populær monark i ét af verdens mest moderne ligeværdige samfund?

I en tid, hvor den svenske prinsesse Madeleines forlovede, Jonas Bergström, fjoller rundt med norske modeller, kan det undre, at republikanerne ikke står stærkere. I Sverige er kongehuset allerede reduceret til en ceremoniel funktion.

Ny tankevækkende debatbog om det svenske monarki udstiller det demokratiske paradoks i kongehusets stigende popularitet. Royalisme kan ikke forklares rationelt, kun diskuteres følelsesmæssigt som en tv-dokusoap. Som andre konstitutionelle monarker står Carl XVI Gustaf som en selvmodsigelse i det offentlige rum; et symbol i kulturkampen mellem retroromantikere og metromodernister.

Bogen er opbygget som to bøger med hver sin forside, så man selv kan vælge: Per Svensson, kommentator på Sydsvenskan, siger nej til kongens nedarvede privilegier, fordi »monarkiet aldrig har været farligere end nu«, mens P.J. Anders Linder, politisk chefredaktør på Svenska Dagbladet, siger ja til kongens rolle som statsoverhoved, fordi »monarkiets bedste tid er nu«. De er begge enige om, at mediernes kendisdyrkelse har skabt ny grobund for kongehusets mediepopularitet.

Bag spørgsmålet om monarkiet ligger en større debat om, hvad det vil sige at være svensker i det moderne folkhem. Nyroyalismen kan både betragtes som et sundhedstegn og som et tilbageslag.

På nejsiden står den republikanske metrosvensker, der ser sig selv som en oplyst demokratisk borger, der gennem velfærdsstaten er blevet frigjort til at leve uafhængigt af familiens snærende bånd og gamle traditioner – og som derfor siger nej til det feudale kongehus, anført af Per Svensson. Han har skrevet en underfundig opdatering af den svenske forfatter Vilhelm Mobergs klassiske ’Därfor är jag republikaner’, nu med referencer til både teater, tv-koncepter og popkultur. Per Svensson argumenterer overbevisende for, at kongehuset i dag står i skarp modsætning til de frihedsværdier, der har gjort Sverige til en rig kulturnation.

På jasiden står den royalistiske retrosvensker, der ser sig selv som en traditionsbunden middelklasse-forbruger, der med glæde køber den romantiske fortælling om kongehuset som bærer af nationens værdier – og som derfor siger ja til monarkiet sammen med P.J. Anders Linder. Han erkender dog, at han ville have været lige så loyal over for en præsident.

P.J. Anders Linder ser opbakningen til kongehuset som en folkelig modreaktion mod årtiers radikale sociale eksperimenter, hvor varme traditioner er blevet nedbrudt og erstattet med kold beton. Han sammenligner republikanerne med modernistiske byplanlæggere, der vil rive gamle historiske bygninger ned for at opføre anonyme skyskrabere og motorveje.

Chefredaktør Linder kommer uheldigt fra start. Allerede i fjerde linje skriver han: »Senere på året skal der være bryllup mellem prinsesse Madeleine og Jonas Bergström, og der vil næppe gå lang tid, før spekulationerne om kongelige familieforøgelse begynder. Den lille gnavne gruppe af mediekommentatorer og politikere, der skærer tænder af monarkiet, gør klogt i at finde bideskinnerne frem«.

Lige nu er republikanerne dog ikke de eneste, der har brug for bideskinner i Sverige. Men P.J. Anders Linder ved udmærket, at han har flertallet med sig. Linders offensive attitude, og Svensson defensive tone, er et vidnesbyrd om, at Sverige ikke længere er et modernistisk foregangsland, men i stigende grad en nation som så mange andre i Europa, hvor der trives en »rig flora af servilitet, underdanighed, kryberi og alskens spytslikkeri«, som Vilhelm Moberg skrev helt tilbage i 1966.

Ja/nej-bogen er en vellykket konfrontation, der beviser, at monarkiet er mere end gossipstof. Magtbalancen mellem det progressive Åsiktssverige og det konservative Konsumsverige har forskubbet sig, siden Carl XVI Gustaf blev konge. Tv-mediet har genfødt monarkiet. Intet vil kunne stoppe kronprinsesse Victoria: Sverige står foran en ny victoriansk tidsalder.

P.S.: Denne anmeldelse kan også læses i Sydsvenskan, på svensk her

Døde mænd drager historiker og blogger ved Jyllands-Posten Mikael Jalving. Som opfølgning til hans sidste bog, ’Magt og ret: et opgør med godheden’ – hvor Jalving diskuterede med fiktive reinkarnationer af konservative frihedstænkere, fra Machiavelli til David Hume – har han nu kastet sig over en rituel slagtning af profeten Muhammed.

Den nye bog er en næsten uredigeret samling af Jalvings blogindlæg, hvor han med skarp polemisk pen dyrker en stadig mere konservativ kritik af alt og alle. Pointerne er velkendte, og sammenlignet med forfatterne til den flodbølge af islamkritiske bøger, der er udkommet i de senere år, har Jalving ikke meget på spil. Tværtimod beskriver Jalving, hvordan han voksede sorgløst op som middelklassedreng tæt på Vollsmose i Odense, og aldrig skænkede islam og profeten Muhammed så meget som en enkelt tanke.

Til gengæld er han kommet godt efter det i kølvandet på først Kurt Westergaards tegning af Muhammed, og siden hen de mange iscenesatte provokationer fra konservative debattører, der forsøger at opildne islamistiske mørkemænd. Særligt den hollandske provopolitiker Geert Wilders’ film ’Fitna’ er blevet et omdrejningspunkt for Jalvings dystre univers.

Han forsøger ihærdigt at udnytte den samme chokeffekt ved at strø om sig med hån, spot og latterliggørelse. Alligevel lykkes det ikke rigtigt for den ph.d.-uddannede forfatter at skabe et egentligt smædeskrift mod islam. Hertil er Jalving ganske enkelt for velbevandret i den borgerlige oplysningsfilosofis spraglede idéhistorie. Han har simpelthen læst alt for mange liberale fritænkere til at synke helt ned på det intolerante niveau, der præger meningsfællerne i Trykkefrihedsselskabet.

Jalving vil gerne være en kontroversiel dissident, men kan ikke skrive sig ud af, at han er en en søn af velfærdssamfundet. Særligt et lille kapitel træder lysende frem i amokløbet mod islam. Teksten blev oprindeligt publiceret som et blogindlæg med titlen ’Voltaire eller kaos’, men har i bogen fået overskriften ’Den sublime charlatan’ – efter den franske samfundskritikers beskrivelse af Muhammed.

Mikael Jalving skriver i en afslørende passage i bogen: »Hatten af for Voltaire, den snedige rad, som faktisk ikke havde ret meget imod Muhammed, selv om han kaldte ham for en ’sublim charlatan’, men mente, Muhammed var en stor leder og lovgiver. Til gengæld hadede religionskritikeren, humoristen og æsteten Voltaire sine kristne censorer, der konstant bragte ham i fyrsternes og regenternes søgelys og på flugt fra samme«.

Jalving har svært ved at få sit store idol til at passe ind i sit skræmmebillede. Jalving fortsætter om Voltaires satiriske værk ’Zadig’ tilbage fra 1748: »Modsat andre af tidens store navne fandt Voltaire, at muslimer generelt var mere tolerante end kristne, og at der fandtes en kerne af godhed i islam ligesom i kristendommen og de øvrige verdensreligioner. Voltaire var tilhænger af det, man har kaldt for den naturlige religion, som er en slags essens af alle religioners moralske forskrifter, som lånte fra og inspirerede hinanden. Voltaires fjende var religiøs fanatisme, ikke religion, og Zadig viser os, hvor svært det er at blive lykkelig i denne verden af fanatikere og stillet overfor tilfældets vilkårlighed og skæbnens ugunst«.

Selv evner Jalving desværre ikke at skelne mellem religion og religiøson fanatisme. Side efter side plastrer han til med citater fra koranen, uden at reflektere videre over, hvordan praktiserende muslimer og de stadig flere kulturmuslimer rent faktisk tænker og tror, f.eks. i Danmark.

Jalving ender med at gøre sig til bannerfører for en dogmatisk og bogstavtro islamtolkning, der normalt kun hører hjemme blandt jihad-krigere. Paradokset nævnte han selv på bloggen sidste vinter: »Voltaire ville nok svare, at problemet er præsteskabet, hele dette fedtlag af islamiske smagsdommere, der fortæller os, hvordan Allahs hellige ord skal fortolkes, nemlig helt bogstaveligt og max blodigt, hvorfor vi andre skal vige eller dø; hele denne hær af imamer, muftier, mullaher og hellige mænd i og omkring moskeen, disse troens drabanter, som i misforstået tolerance inviteres indenfor i de europæiske landes administrationer og får lov at tale på alle muslimers vegne«.

I misforstået intolerance er det Jalving, der nu ophøjer en »max blodig« læsning af koranen som den eneste gangbare.

Når man selv har gået i gymnasiet på en tidligere indremissionsk kostskole, hvor nogle af mine klassekammerater beskrev sig selv som »fundamentalistiske kristne«, og opfattede enhver tolkning af bibelen som blasfemisk, er det fristende at opfatte alle religiøse som dogmatiske virkelighedsfornægterne. For os ateister ville det være nemmere at kritisere religion, hvis alle kristne troede bogstaveligt på alle ord i Det Gamle Testamente, og hvis alle klodens muslimer var enige medi Jalvings udlægning af de mange krigeriske og dybt reaktionære formuleringer i koranen.

Men den praktiske gudsdyrkelse i verden er ikke så nem at sætte i bås. Fundamentalisme er heldigvis ikke mainstream. Eller som Jalving ærligt skriver om Voltaire: »Han hørte til i den moderate lejr af oplysningstænkere og mente, at der var noget godt i islam, inderst inde. Det sidste skal jeg ikke kunne afvise, men det lader til at være meget langt inde«.

Fordi Jalving de fleste steder i bogen gøre det for nemt for sig selv, bliver det svært for læseren at følge de hysteriske ræsonnementer. Jalving kommer til at fremstå som en sur charlatan. Titlen burde derfor have været ’Mig eller Voltaire’.

Kina fylder hele billedet: Fra benovelse over æresfrygt til tiltrængt kritik. Alene derfor er det befriende med en ny bog på dansk om Asiens anden og ‘næste stormagt’, Indien, der på mange strækninger virker mere lovende end Kina. Konsulenten Thomas Sehested har skrevet en begavet, lettilgængelig og varm bog om verdens største demokrati.

Indiens mindreværdskompleks over for Kina er dog ikke ren paranoia: Riget i midten er større, hurtigere og stærkere. Kina overtrumfer på langt de fleste parametre. Vækstraterne i Kina har stabilt ligget et par procentpoint højere i flere år, antallet af ekstremt fattigere er faldet bemærkelsesværdigt hurtigere i Kina – og resten af verden har for længst anerkendt Kina som klodens største økonomiske udfordring.

Sehested skildrer en række af Indiens fascinerende kulturelle sfærer og kommercielle potentialer. Det spraglede Indien spejler dagens brogede verden langt bedre end Kina. Med hundredvis af etniske folkeslag, politiske partier og mystiske religioner, som tilhængere og modstandere frit kan diskutere i en kritisk offentlighed, står Indien som et sindbillede på globaliseringen. Indien rummer således en række indre styrker.

Ved de regelmæssige parlamentsvalg til Lok Sabha i New Delhi deltager flere vælgere aktivt end ved samtlige demokratiske valg i den rige del af verdens lande, til sammen. Demokratiet er den største trumf i forhold til Kina. Som verdens største demokrati rummer Indien en afbalanceret beslutningsgang, der umiddelbart kan virke langsom og bøvlet, men som samtidig modvirker de fatale fejl i katastrofal målestok, som det topstyrede Kina har eksperimenteret med gennem tiderne.

Indien bygger på en mere forsigtig, gennemtænkt og skridtvis udvikling, præcis som liberale frihedstænkere – med Karl Popper i spidsen – har argumenteret for. Perioden med formand Maos kulturrevolution var et dystert eksempel på, at den kinesiske model ikke rummer en indre afbalancering, når udviklingen går gruelig galt. Historikere vurderer, at mere end 50 mio. mennesker blev slået ihjel under Maos rædselsregime.

Mahatma Gandhis ikke-voldelige modstandskamp mod briterne og den hinduistiske tolerance er det ultimative modbillede til den konfucianistiske maoisme. Med engelsk som det nye ‘lingua franca’ står Indiens millioner af veluddannede unge ydermere med et strategisk forspring i de næste faser en intensiveret global arbejdsdeling.

Hvis Kina kan kaldes for det 21. århundredes modsvar til det 19. århundredes Tyskland, altså en monokulturel industri-supermagt, er Indien det nye modsvar til det 20. århundredes USA. Sådan vurderer det amerikanske udenrigsministerium selv udviklingspotentialet for Indien, ifølge Sehested. Den gamle kronkoloni repræsenterer en pendant til Amerika med de samme demokratiske styrker, kreative modsætninger og videbegær, som har gjort USA til en supermagt.

På kort sigt er demokrati ingen garanti mod tåbelige beslutninger, korruption og aggression. Men over tid kan vælgerne i Indien i det mindste rette op på fejlene – modsat borgerne i Kina. I en sammenvævet verden, hvor evnen til at leve med modsætninger, paradokser og kulturel diversitet, kan blive afgørende, står Indien stærkt.

Måske ikke med våben og hård magt, men ’soft power’ kan heller ikke laves på en plasticfabrik uden for Shanghai. Som Kinas tidligere ambassadør i Washington, Hu Shih, har udtalt: »Indien erobrede og dominerede Kina kulturelt i mere end 20 århundrede uden nogensinde at behøve at sende så meget som en enkelt soldat over grænsen«.

Inderne misunder ofte kineserne. Men der en grund til, at forfatningsfædre over det meste af verden, med Danmark som en undtagelse, har bygget besværlige procedurer ind i de politiske systemer: Magt uden checks-and-balances er i længden ustabil og livsfarlig. Kina er foran lige nu. Lidt endnu. Men over tid kan Indien, alene ved at begå færre fejl, arbejde sig frem og blive den nye bløde supermagt i slutningen af det 21. århundrede.

Britisk politik har hidtil svinget som et pendul mellem rød og blå blok. Tik-tak, tik-tak har det lydt i en menneskealder. I år synes vælgerne at sige nej tak. Lige nu svinger de politiske bevægelser for en sjælden gangs skyld mere uforudsigeligt. Den liberale midterkandidat Nick Clegg står ikke alene til at få afgørende indflydelse ved valget på torsdag, men har også formået at ændre dynamikken fuldstændigt i britisk indenrigspolitik.

Opbruddet skyldes først og fremmest, at de to gamle partier, Labour og de konservative, har slidt sig selv og hinanden ned. Ny britiske bog tegner fascinerende portræt af det socialdemokratiske Labour, der hidtil har nydt lidt for godt af valgsystemet, hvor det er det største parti i hver valgkreds, der vinder mandatet. Men monopoler er til for at blive brudt.

Tv-duellerne har udviklet sig til trekantsdramaer, hvor rød og blå blok begge taber. Den politisk kommentator på avisen The Observer, Andrew Rawnsley, har skrevet en murstensbog på over 800 sider fyldt med intriger, sladder og usentimentale afsløringer, der derfor ikke overraskende straks blev en bestseller i Storbritannien. På rekordtid har Rawnsley sat en ny standard – ikke alene for politisk litteratur, men også for hvordan seriøse medier tillader sig at fokusere næsten ensidigt på toppolitikernes psykologi og personlige karakterbrist.

Det er sjældent en god start på en valgkamp, når en regeringschef, der allerede er bagud i meningsmålinger, tvinges til at sige: »Jeg gør ikke den slags ting. Enhver anklage om at slå folk er komplet usand«. Det var ikke desto mindre, hvad den pressede Gordon Brown følte sig tvunget til, efter Andrew Rawnsley i sin nye bog ’The End of the Party’ beskrev, hvordan Labour-lederen ukontrollabelt slog ud efter ting og ansatte

Bogens detaljerede afsløringer om magtspillet bag kulisserne skabte forsider i flere dage i tabloidmedierne. Labour, der ellers tidligere har været kendt og berygtet for at styre medierne, blev dermed kastet baglæns ind i en historisk tæt valgkamp, der kulminerer på torsdag.

Rawnsley, der har dækket Labour tæt i årevis, har skrevet bogen som en opfølgning af hans tidligere ’Servants of the People’, der beskrev Tony Blairs succesfulde vej til magten. Den nye bog dokumenterer de britiske socialdemokraters tragiske fald gennem talrige scener med interne stridigheder og rænkespil, ikke mindst de mange vredesudbrud fra Labour-lederen. Højdepunkterne er lavpunkterne, fra Blairs involvering i den ulovlige Irakkrigen til Browns møde med den brutale finanskrise.

Bogen bygger på interview med hundredvis af kilder i og omkring Labour, og skildrer Brown som en regeringschef i underskud, der konstant lader sine irritation og smålighed gå ud over kontoransatte og underordnede. Detaljerne udstiller djævelskabet, f.eks. når Rawnsley skriver, at »den cremefarvede polstring på bagsiden af forsædet foran Brown er fyldt med sorte prikker. Når premierministeren fik et sammenbrud, havde han for vane at stikke i det med sin sorte pen«.

Rawnsleys bog er så besat af de psykologiske spil, at den alt for lange bog desværre mister perspektivet på de underliggende politiske problemer, som ikke mindst Gordon Brown har stået over for siden finanskrisen fik økonomien til at smelte sammen. Rawnsley bygger anekdote på anekdote, ofte uden at have en klar pointe. Men efter at have læst bogen, vil man ikke blive overrasket, hvis 13 års Labour-styre stopper på onsdag. Gordon Brown fremstår ikke som en charmetrold.

Bogen forsøger at indskrive dramatiske fortællinger i dagligdagens ofte mere tilfældige magtkampe, og har som ambition at udstille de bagtanker, som politikerne og deres rådgivere normalt ikke taler om. Risikoen er, at sjove og spektakulære anekdoter, men reelt ligegyldige hændelser uden symbolsk betydning, får lov til at definere politikken.

Tv-mediets dramaturgi med små scener og soundbites får således alt for let overtaget, og de shakespearske dramaer forvandles hurtigt til sæbeoperaer. Herhjemme er Weekendavis-journalisten Hans Mortensens bog ’Tid til forvandling’ fra 2008 om Venstres tilpasning til folkestemningerne nok det tætteste, vi i de senere år er kommet på den læseværdige genre, altså det fortællende partiportræt.

Som kontrast til de evindelige biografier om personen bag politikerne er det interessant med grundige forsøg på at beskrive forandringerne i moderne partier, indefra og med udstrakt brug af anonyme kilder. Politisk gruppepsykologi er altid mere dramatisk og udslagsgivende end politikernes barndomserindringer. Bøgerne om Liberaldemokraterne og Nick Cleggs katapult-berømmelse efter introduktionen af direkte tv-debatter i Storbritannien er helt sikkert allerede ved at blive skrevet. Labour og de konservative har selv sat pendulet i stå.

Dansk er blevet et skældsord. Borgerlige politikere i Sverige er begyndt at kræve politi ved Øresundsbroen for at stoppe den danske bandekrig i at sprede sig hinsidan. Oppe i Stockholm frygter folk, at den ’danske syge’ – i form af Dansk Folkeparti – også er ved at sprede sig op gennem Skånelandet.

Her et halvt år før valget i Sverige spiller Danmark en vigtig rolle i valgkampen. Det nationalpopulistiske parti, Sverigedemokraterna, står til at komme ind i Riksdagen, for første gang nogensinde. Partiet udgør en svensk udgave af pianismen, med den kun 30-årige karriereprovokatør Jimmie Åkesson i spidsen.

Sverige har hidtil været undtagelsen i Norden. I Norge fejrer Fremskrittspartiet fortsatte triumfer, og i Danmark udøver Dansk Folkeparti efterhånden større indflydelse end de to regeringspartier. Men selv undtagelsestilstande hører op.

2010 står til at blive vendepunktet for Sverige. Det virker derfor oplagt, at journalistforfatter Erik Meier Carlsen har fået til opgave at skrive halvdelen af en ny debatbog om nationalpopulismens fremvækst her i Norden – som opfølgning til hans ’De overflødiges oprør’, den måske mest betydningsfulde debatbog, der er udgivet i Danmark i det seneste årti.

Erik Meier Carlsen har i flere år haft en solid pointe, der fortsat kvalificerer til at blive diskuteret: Han ser Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna som en ventil for en ny tids frustrationer blandt den lavere middelklasse i de nordiske velfærdssamfund; dem, der er blevet hårdest ramt af globaliseringen, når det gælder udflytning af manuelle arbejdspladser, ny teknologi og indvandring fra fjerne lande.

Uanset hvad man måtte mene om populisternes udfald, er det svært ikke at give Meier Carlsen ret i, at det virker sundt, når utilfredshed kommer til udtryk via det etablerede politiske system – og apati, politikerlede og følelsen af overfløddiggørelse dermed forvandles til demokratisk engagement. Modsat tendensen i andre vestlige lande har de nationalpopulistiske partier været med til at fastholde stemmeprocenterne på et højere niveau.

Bogen, der er udgivet af den liberale tænketank Timbro, er bygget op i to dele, en svensk og en dansk. Den tidligere it-rebel og nuværende spindoktor for Svenskt Näringsliv, Markus Uvell, har skrevet den første del, hvor han forsøger at tilbagevise forestillingen om, at Sverigedemokraternes vælgere er racistiske hooligans.

Ulvell pointerer, i tråd med Erik Meier Carlsen, at SD-vælgerne tilhører den voksende gruppe ,af primært af mænd, der ikke nyder gavn af den historisk hurtigere omstilling fra det maskuline landbrugs- og industrisamfund til fremtidens mere og teknologiske feminine videnssamfund.

Ifølge Uvell har modstanden mod indvandring og frygten for islam kun været én udløsende faktor for en langt dybere fremmedgørelse over for det moderne samfund. Udlændinge betyder ikke alt.  Markus Uvell sympatiserer ikke med Sverigedemokraterne, men mener, at proteststemmerne er for vigtige til blot at blive affejet som racistisk landsbytosseri. Uvell leverer dermed et sjældent liberalt perspektiv på nationalpopulismen.

I anden del af bogen udfolder Erik Meier Carlsen en tankevækkende, om end spekulatriv, analyse af, hvorfor de nationalpopulistiske partier har fået særlig succes i Norden. Heller ikke han mener, at fremmedfrygten er den væsentligste drivkraft.

Ifølge Meier Carlsen skal Fremskrittspartiet, DF og nu Sverigedemokraternes fremmarch ses som en konsekvens af den dybe splittelse, EU-folkeafstemninger har skabt i de nordiske lande. Siden afstemningerne i Norge og Danmark i 1972 har socialdemokratierne været kløvet midt over, i de moderne og de traditionelle.

Når Sverigedemokraterne først slår igennem nu, skyldes det, ifølge Meier Carlsen, at svenskerne formåede at undertrykke EU-debatten, indtil euro-afstemningen i 2003, hvorefter mønsteret fra Danmark og Norge straks gentog sig: Sverigedemokraterne vandt folkelig udbredelse efter jordskælvet i sammenstødet med det europæiske kontinent. Tesen kan diskuteres, men interessant er den.

Begge forfattere dyrker en analytisk form for polemik, der fungerer godt i bogform. På hver deresin måde forsøger de at afdramatisere den skingre debat. Den fælles pointe om, at Sverigedemokraternes popularitet ikke kan forklares alene med partiledelsens udtalte angst for islam, bør mane til eftertanke, ikke mindst for de samspilsramte socialdemokratier.

At forstå nationalpopulisme – uden at bruge islam som sorteper – er en sund udfordring, ikke mindst for det store flertal her i Norden, der stadig drømmer om en effektiv vaccine mod den danske syge.