Verdensbloggen er stedet for danskere bosat i udlandet. Her er det Mette Kristensen, der skriver fra Madagascar. Vil du være med så skriv til verden@pol.dk    

Er man inviteret på middag i et gassisk hjem er det ikke skik at rose maden. Det, som er vigtigt, er at man bliver inviteret og at man bliver mæt. Så når man takker, takker man for det besvær de har haft,  for at man blev inviteret og for at man blev mæt. Ofte kan man slutte med talemåden ‘fred være med værten for gæsten blev mæt’ – og når måltidet er slut lægger man an til at gå hjem – bliver man hængende bliver det opfattet, som at man ikke er mæt eller tilfreds med beværtningen og venter på mere.

For øvrigt er mad lig med ris. Har man ikke fået ris, betragter man det som at man ikke har spist, selvom man måske har fået brød, pasta, søde kartofler, kassava eller andet. En gasser skal helst spise ris tre gange om dagen, og det er ikke små portioner. På landet beregner man et mål på godt tre deciliter ukogt ris per person per måltid. Gang det med tre og det er ca. et kilo ukogt ris per dag per person!

Ofte når man invitere særlige betydningsfulde gæster serveres  kylling – det er festspisen. Og med kyllingen følger gumpen, som gives til den ved bordet med højest status.  Det kan være ganske underholdende at sidde til bords, hvis der er mere end én fin herre med; hvem skal nu have/tage gumpen? Der bliver luret på hinanden, lavet sjov og værten kan være i syv sind over, hvordan han skal komme ud af situationen uden at fornærme nogen. Og får man selv gumpen og ikke bryder sig om den, så kan man jo altid give en anden ære ved at sende den videre…

Det er ikke blot ved måltider, at gumpen af hønen spiller en stor rolle. Til nytår, når alle forældre i bogstavelig eller overført forstand skal besøges af deres ‘børn’, så medbringer man også gumpen af en høne, som tegn på respekt, taknemmelighed og ære. Nu er det jo upraktisk med alle disse hønsegumpe i nytårsdagene, så man kan også bringe ‘erstatningen -for-en- hønse-gump’ i form af en kuvert med penge, en levende høne eller en anden gave.

Faktisk har man i Madagaskar flere traditioner og udtryk relateret til rumper af dyr. Når et par ønsker at gifte sig, så bringer mandens forældre eller anden fortaler rumpen af et får, når de skal bede om lov til giftemål. Rumpen overrækkes til brudens forældre. Nu om dage holder man stadig traditionen i hævd, men bringer dog ‘erstatningen-for-en-fåre -rumpe’ i form at penge i en kuvert.

Bliver man taget på fersk gerning i noget – eller med ‘bukserne nede’ som man siger i Danmark, hedder det her at man bliver taget ‘ved bagenden af koen’ – for Madagaskar er et land, hvor man har lang og kendt tradition for kvægtyveri. 

Så langt fra Danmark kan hønsegumpe, fårerumper  og bagenden af en ko, pludselig have stor betydning.