For efterhånden mange år siden arbejdede jeg som hjemmehjælper i Københavns Kommune. Det var i mine sommerferier, og et år havde jeg fået området omkring Bredgade. Der er meget stor forskel på boligerne omkring Bredgade. På den ene side er der store, mondæne lejligheder i statelige palæer, og på den anden side er der bittesmå lejligheder i det maleriske Nyboder-kvarter.

Jeg gik på begge sider og gjorde derfor rent hos både rig og fattig. Der var stor forskel, kan jeg tydeligt huske. Hos en af de rige damer blev der lagt tændstikker i hjørnerne for at se, om jeg fandt dem alle sammen, når jeg støvsugede. ”Der er kaffe til Dem i køkkenet, hvis De får tid,” annoncerede den ældre dame, der boede i lejligheden. Hun kunne selv betale for den praktiske hjælp, og det gjorde hun så.

På den anden side af gaden, i kvarteret omkring Nyboder, var det en kamp at få lov at gøre rent. ”Henter du ikke en BT og en kaffefløde, så sætter vi os bare og sludrer,” lød opfordringen fra lejlighedens beboer. Og så snakkede vi ellers om dagen og vejen samtidig med, at jeg gjorde rent. Hun kunne ikke betale selv. Derfor fik hun den praktiske hjælp betalt.

Sådan var det dengang. Dem, der kunne, betalte selv, og dem, der ikke kunne, fik hjælp. Det fungerede, og jeg tror egentlig, at ordningen var bedre end i dag. Nu får alle, der skal have praktisk hjælp, hjælpen leveret gratis - måske får alle derfor for lidt? 

Som politikere har vi overordnet to opgaver: at tage os af de problemer, der er her og nu, og samtidig løfte blikket og turde tage os af problemerne, som tårner sig op i fremtiden.

Vi står midt i en økonomisk krise, og vi har et enormt velfærdsproblem, som blot vil vokse sig endnu større med tiden. Derfor er vi nødt til at vælge. Der er ikke råd til alt. Det gør ondt at sige, og mange politikere tør ikke. Men vi er nødt til at prioritere, hvis det hele skal løbe rundt. Alternativet er, at det bare går ud over de mest udsatte og sårbare mennesker.  

Som det er i dag, kan ældre mennesker med behov få både praktisk og personlig hjælp af kommunen uden hensyntagen til deres økonomiske forhold. Vi står over for den udfordring, at færre skal forsørge flere. Derfor foreslår vi, at der indføres brugerbetaling på den praktiske hjælp for de mest velbjergede pensionister.

Brugerbetaling skal kun gælde de rigeste. Det vil sige, at de, som ikke er berettiget til pensionstillæg, fordi de har stor indkomst ved siden af pensionen, selv skal betale for praktisk hjælp. Derimod skal dem, der ikke har mere end deres folkepension og pensionstillæg, stadig kunne få hjælpen gratis. Vi vil hellere skabe råderum til bedre skoler, dagsinstitutioner og ordentlig ældreomsorg frem for at fortsætte med at give tilskud til mange ældre, som godt kan betale selv.

Vi er nødt til at tage ansvar nu, hvis ikke vi vil overlade regningen til vores børn. Regningen skal ikke sendes videre til næste generation. Det vil vi ikke være med til. Derfor har vi prioriteret. Vi vil hellere sikre, at landets udsatte og sårbare ældre får den bedste hjælp end at være skyld i, at ældre uanset indkomst får middelmådig rengøring gratis.