I 2006 viste en undersøgelse, som FTF fik foretaget, at mere end halvdelen af de offentligt ansatte – 53 procent – mente, at det kunne få negative konsekvenser for dem at udtale sig offentligt. 63 procent havde oplevet at stå i en uholdbar situation på deres arbejdsplads, som de mente, at offentligheden burde kende til. Kun 13 procent påtalte det over for offentligheden.

Nu er 2006 jo længe siden. Meget kan have ændret sig. Og det er grunden til, at jeg skriver dette. Det er nemlig min helt klare opfattelse, at meget netop har ændret sig – desværre til det værre.

Det har bestemt ikke skortet på voldsomme overgreb på eksperter og offentligt ansattes ytringsfrihed fra regeringen og Dansk Folkeparti i årenes løb. Seneste, helt dugfriske, eksempel er integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) udfald mod læger, der offentligt kritiserer hende og regeringen i  spørgsmål om asylsøgeres forhold.

Læs også Engelbreth (Red.): Hornbechs angreb på lægers ytringsfrihed

Mundkurven til lægerne findes i bemærkningerne til den nye udlændingelov. Her står der simpelthen, at en læge vil blive betragtet som inhabil, hvis vedkommende går til pressen og kritiserer ministeriets sagsbehandling efter at have afgivet lægeerklæring. Værsgo’!

At radikale er uenige i meget af regeringen og Dansk Folkepartis førte politik kommer næppe bag på nogen. VKO-blokken har i næsten et årti nu ført Danmark i den gale retning på adskillige områder.

Det er slemt, ingen tvivl om det. Men når en regering misbruger sin magt, og udviser mangel på respekt for demokratiet, ytringsfriheden, den personlige frihed, og vores retssikkerhed, er der i den grad grund til at råbe op. Og jeg er glad for at opleve, at vi ikke er de eneste:

»Der var en gang, hvor Venstre var et liberalt parti, der satte retssikkerheden og individets frihed højt. Sådan er det ikke længere. Venstre har overtaget Dansk Folkepartis ringeagt for individets retssikkerhed og er blevet lige så brutale som Dansk Folkeparti, når det gælder om at slå ned på ytringer, der ikke behager toppen.«

Sådan skrev Politiken i sin leder den 11. april 2010. Et usædvanligt skarpt udfald, men ikke desto mindre ramte avisen hovedet på sømmet. For det er desværre virkeligheden i dag. En virkelighed som også er blevet bemærket på Ekstra Bladet, hvor lederen samme dag hed »Nyt angreb på vores rettigheder«.

Her skrev lederskribenten om Birthe Rønns manøvre i bemærkningerne til udlændingeloven:

»Det er skammeligt, at en regering som ved festlige lejligheder holder store taler om ytringsfrihedens ukrænkelighed, selv er i forreste linje, når der skal indskrænkes. For ingen kan være i tvivl om hensigten med dette overgreb. Regeringen vil lukke kæften på kritiske læger, som kæmper for de måske allersvageste i vores samfund. Det er dybt pinligt for et demokrati som vores.«

Og det er lige, hvad det er. Pinligt, skammeligt, forkasteligt og forargeligt. Det er ikke værdigt.

Regeringen sætter offentligt ansattes ytringsfrihed ud af kraft. Hvor er den liberale grundtanke om den personlige frihed og ytringsfriheden?

Og hvor er den tillid til offentligt ansatte, som regeringen så ofte pryder sig af at have? Jeg kan slet, slet ikke få øje på den.

Vores demokrati bliver sårbart, når en regering ikke tør blive holdt i ørerne af eksperter og andre, som (måske) har en anden holdning, end man selv har. Det er en direkte trussel mod vores demokrati.

Eksperter og offentligt ansatte er borgernes sikkerhedsventil mod fejl og mangler. Det er helt afgørende, at de deltager og kvalificerer den offentlige debat og bidrager med deres viden. Så kan Folketinget og den til enhver tid siddende regering afværge lovsjusk og uretfærdigheder.

Vi har brug for at lytte til kritik. Radikale Venstre har tillid til, at læger, lærere og andre eksperter udtaler sig på et fagligt og etisk forsvarligt grundlag - uanset om de arbejder og fx afgiver en udtalelse om et menneskes situation, eller om de deltager i den offentlige debat.

Det danske demokrati styrkes af åben debat og kritisk eftersyn af magthavernes gøren og laden.

Det eneste positive, der er at sige i denne sag, er, at magthaverne er svage, når de bliver bange for kritik.