Annonce
Politikens blogs opdateres ikke længere. Vi viderefører debatten under nye og bedre rammer på http://politiken.dk/debat/.

Hvad har Gaza og forsvarsforbeholdet med hinanden at gøre?

tekst del

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Svaret på spørgsmålet i overskriften er: Rigtig meget, desværre. For forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark er sat uden for indflydelse. Det kommer jeg tilbage til.

Israel meddelte for nylig, at landet nu er parat til at lade en uafhængig, offentlig kommission med to udenlandske observatører undersøge den kommandoaktion, hvor ni tyrkiske aktivister på et nødhjælpsskib på vej til Gaza blev dræbt og 35 såret.

Kommissionens opgave bliver “at undersøge aspekter i forbindelse med foranstaltninger, der er truffet af staten Israel for at forhindre, at fartøjer når kysten i Gaza den 31. maj”.

Den beslutning var nødvendig. Og påkrævet. For de israelske sikkerhedsstyrkers angreb i internationalt farvand på et skib med fødevarer, medicin og byggematerialer til Gaza var både brutalt og kynisk. Men løftet om en kommission er ikke nok. Og det er dagens israelske charmeoffensiv med at tillade flere varer til Gaza i øvrigt heller ikke.

Den israelske blokade af Gaza må høre op. Der lever halvanden million palæstinensere i Gaza på et landområde på størrelse med Langeland. De er afskåret fra omverdenen; og forsyninger kan kun komme ind via illegale tunneler fra Egypten og via nødtørftige, israelske leverancer. De fleste palæstinensere i Gaza er uskyldige i de ulykker, der rammer dem. Den hårde kerne af Hamas-folk er langtfra uskyldige, men ser ud til at lukrere på vareknapheden, fordi de kontrollerer importen via tunnellerne.

Blokaden tjener derfor ikke til at svække Hamas; derimod svækker den alvorligt Israels anseelse i hele verden. Under og efter 6-dageskrigen i 1967, hvor Israel stod alene i et militært opgør med sine naboer, var der udbredt sympati for den israelske sag. Det var David mod Goliat-legenden omsat til nutidig virkelighed.

Men angrebet på det tyrkiske aktivist-skib har efterladt Israel i diplomatisk isolation. Det er givet, at skib efter skib nu vil stævne i mod Gaza med forsyninger. Og Israel vil være ude af stand til med blot nogenlunde rimelige midler at standse varestrømmen.

I Paris og London diskuteres planer om, at Frankrig og England kunne sende flådefartøjer til kysten ud for Gaza for at kontrollere, at ladningerne ikke indeholder våben. Herunder især raketter, der kan bruges til beskydning af Israel. Det er den rigtige tankegang. Og det kunne også være en god opgave for EU at løse.

Skulle det blive en EU-opgave, ser vi endnu et eksempel på, at det danske forsvarsforbehold kolliderer både med sund fornuft og med Danmarks interesse i at spille en konstruktiv rolle i det internationale samfund. En rolle hvor vi aktivt kunne bidrage til at hjælpe med at sikre fred og fordragelighed.

Regeringen og Dansk Folkeparti nedstemte for nylig et forslag fra Radikale Venstre og SSF om at afholde en folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet. VKO har nemlig lagt sig fast på, at alle forbehold skal til afstemning samtidig. Det vil i virkelighedens verden sige, at afskaffelse af forsvarsforbeholdet er udskudt på ubestemt tid.

Det hænger sammen med, at Danmark for første gang lige nu ikke opfylder kravene til at blive indlemmet i Euro-samarbejdet. Det gør vi formentlig tidligst i 2015. Og derfor har VKO fanget Danmark i en slags moderne catch-22: Regeringen vil gerne af med forbeholdet, når vi opfylder kravene til det forjættede Euro-land - men samtidig sørger de for, at det ikke sker. Mærkværdigt for politikere, der kalder sig Euro-tilhængere.

Jeg forstår godt, at det er uhyre svært for Israel at håndtere situationen i Gaza. Derfor bør andre også hjælpe med at sikre, at der kommer mad og ressourcer til genopbygning af vand- og elforsyning osv. - og at der ikke indføres våben til Gaza. Det er oplagt, at EU tager på sig, at kontrollere importen for våben. Desværre kan Danmark ikke bidrage, for forsvarsforbeholdet betyder, at vi ikke kan - og at det er utroværdigt for Danmark at tage et initiativ. Det ville ellers i den grad være vores interesse. Og det ville være et flot bidrag. Æv.

Gaza og israelerne har brug for verdenssamfundet. Danmark bør bidrage. Det kan vi bare ikke, og derfor er situationen i Gaza på forunderlig vis endnu en grund til at få en ny regering. For en ny regering må finde modet til at afskaffe forbeholdet. Det har den nuværende EU-skeptiske regering ikke.

Margrethe Vestager

Annoncer
 
 
 
 
 

Indlæg i bloguniverset er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.

Margrethe Vestager

Margrethe Vestager er økonomi- og indenrigsminister.

Læs mere

Modtag en mail, når der er nyt på bloggen

RSS

 

Margrethe Vestager på Twitter