Hvorfor vil radikale have en ansvarlig økonomisk politik? Hvorfor vil vi afskaffe efterlønnen og bringe gælden ned på et nogenlunde acceptabelt niveau? Hvorfor egentlig?

Selv de saglige og fokuserede politiske debatter kan undertiden bevæge sig væk fra den egentlige årsag: Vores mål er et samfund, hvor mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen. Vi vil værne om og udbygge folkestyret. Vi vil arbejde for, at samfundet bliver et fællesskab med plads til og brug for alle. Vi vil sikre, at vi ikke undergraver livsbetingelserne for kommende generationer.

Derfor.

En elendig økonomi i vores samfund går altid ud over de mest udsatte og sårbare mennesker. Tag psykiatrien for eksempel.

Der er så meget, der kan lade sig gøre, hvis de menneskelige og økonomiske ressourcer er til det:

Lars arrangerer i dag sociale aktiviteter for foreningen SIND, løber selv og arrangerer løb for andre, arbejder 10-12 timer for Gallup hver uge ved siden af pensionen – og et fuldtidsjob er ikke længere uden for rækkevidde. Han er gennem fuldt recovery fra alvorlig psykisk sygdom.

Det har taget langt tid – og erkendelse. Først en blandet barndom med megen fysisk sygdom, hvis psykiske side aldrig blev taget alvorligt. Så 16 år på kontanthjælp, så førtidspension fra 1997, så endelig kontakt med socialpsykiatrien, der blev trædestenen til recovery.

Lars: ”For mig er der slet ingen tvivl om, at det kan lade sig gøre at komme sig fra psykisk sygdom. Det kræver selvfølgelig både held, hjælp og også en hel del selverkendelse samt selvfølgelig mod og lysten til at blive rask.”

I dag er der 250.000 danskere, der lider af depression. 250.000 angsttilstande, 75.000 mennesker har spiseforstyrrelser og 40.000 psykoser. Det vedrører os alle sammen.

Alligevel er der ingen satspulje i regeringens finanslov i år og ingen forslag om at styrke indsatsen for mennesker med psykisk sygdom. Der er ellers god brug for det. Det rapporters, at overlæger står med et dagligt valg mellem hvem, der skal udskrives, fordi der ikke er plads. Ikke fordi de er raske.

Derfor foreslår vi i det radikale finanslovsudspil blandt en lang række andre ting:

At der afsættes penge på den helt almindelige finanslov, så vi ikke hvert år skal lede efter dem – i en satspulje, der måske ikke eksisterer. Vores forslag er bl.a. at alle danskere, der er ramt af depression kan få tilskud til psykologhjælp, hvis deres praktiserende læge skønner, at det er nødvendigt. I dag er grænsen 37 år.

Vi foreslår også, at der bliver muligheder for motion på psykiatriske hospitaler. Flere forsøg viser nemlig, at motion har en markant gavnlig effekt for mennesker med psykiske sygdomme.

Vi skal tilbyde mennesker, der har forsøgt selvmord, hjemmebesøg, støttende samtaler og ekspertkontakt pr. mail, telefon og sms. Og unge, som er vokset op i familier med alkoholproblemer, skal tilbydes gruppeterapi og professionel vejledning. Derudover vil vi styrke psykiatrien ved at give den mere personlighed og nærvær. Det skal vi gøre ved at ansætte mennesker, som selv har prøvet psykiske sygdomme på egen krop, som støtte- og kontaktpersoner.

Samlet set afsætter vi en milliard i 2011 til sårbare og udsatte mennesker. Fordi vi ønsker, at mennesker kan leve værdigt sammen. Og fordi samfundet skal være et fællesskab med plads til og brug for alle. Det er ikke gjort med, at politikere skændes om, hvorvidt bevillingerne i kroner og øre er steget eller ej. Det måles på, om indsatsen faktisk virker. Og det gør den ikke, når mennesker ikke får behandling og ventetiden er så lang, at jeg græmmes over det. Der er brug for et egentlig skifte i hele tankegangen om psykisk sygdom, så der bliver fuld ligestilling med det, vi i dag kalder somatiske sygdomme. Hvem ville vente 8 måneder på diagnosen, hvis der er risiko for kræft, der kan blive livstruende? Hvorfor i al verden finder vi os i det?

Der kan gøres noget, men kun hvis vi prioriterer det. Tag ansvar!