Man har sikkert hørt om det: At skolelærerbarnet selv blev skolelærer. At tømrermesterens søn også blev tømrer. At forældrenes arbejde påvirker børnenes valg af erhverv. I mange tilfælde er det godt. Men der findes desværre også områder, hvor vi stadig oplever store udfordringer.

Vender man blikket mod de grupper i samfundet, der har færrest resurser på kistebunden, så ser man, at deres børn sjældnere får en uddannelse end riges børn. En ny regering skal sætte det på dagsordenen. Ikke som en pulje her eller der, men som en lang, fokuseret indsats.

En ny undersøgelse fra AE-rådet viser desværre tydeligt, at det stadig har store konsekvenser for børn, hvis de vokser op i et hjem, hvor pengene ikke slår til i dagligdagen. Af tallene fremgår det, at blandt børn, der vokser op i de fattigste familier, er det mere end hver tredje, der ikke har afsluttet en ungdoms- eller videregående uddannelse. Det tilsvarende tal for børn af de rigeste familier er blot er 9 pct.

Det vil sige, at hvis du bliver født ind i en fattig familie, så vil din risiko for at stå uden en uddannelse, når du fylder 25 år være fire gange så stor, som hvis du havde været så heldig at blive født ind i en rig familie.

Det er ikke i orden.

Christiansborg skal ikke bare trække på skuldrene og acceptere tingenes tilstand, når vi igen bliver konfronteret med fakta. Vores samfund burde udmærke sig ved, at det var hverdagsvirkelighed, at børn har lige muligheder - social mobilitet er et adelsmærke, og alle døre skal gerne stå åbne for et ungt menneske, der gerne vil frem i verden, uanset baggrund.

Virkeligheden er en anden. Mange børn fra udsatte familier føler, at døre smækkes i foran dem. Det kan vi som samfund ikke leve med. Det er vores opgave at åbne døre på vid gab for muligheder og drømme.

Derfor er det oprørende, at vi har en regering, der som svar på den økonomiske krise hellere vil spare på de områder, der berører landets sårbare og mest udsatte mennesker, end at foretage de reformer, der er nødvendige for, at vi også om 10 år kan have et velfungerende velfærdssamfund.

Siden krisen brød ud, har regeringen og dens støttepartier udvist en helt særlig spareiver, når det kom til samfundets mest sårbare og udsatte. Kommunerne er sat i en situation, hvor de nu sparer mange hundrede millioner kroner på dagtilbuddene, skoleområdet og udsatte børn og unge. For nyligt kunne vi så med hovedrysten høre regeringen foreslå en fjernelse af SU for hjemmeboende unge på ungdomsuddannelser. Det vil betyde, at fattige unge fra lavindkomstfamilier årligt mister over 32.000 kroner.

Landets produktionsskoler er blevet pålagt at spare 100 millioner kroner om året de næste tre år som led i regeringens finanslovsaftale. Det svarer til, at omkring 2.000 færre unge får muligheden for et skoleophold. Måske netop det, der holdt dem i gang, og gav dem nyt mod på en ungdomsuddannelse.

Generelt må de mest udsatte danskere nok vænne sig til, at regeringen ikke sætter dem højest på dagsorden. Faktisk synes fattigdom at være et problem, som regeringen håber, de kan ignorere ihjel. Måske er det derfor, at antallet af fattige i Danmark er eksploderet med 50 pct. siden Venstre og Konservative indtog regeringskontorerne i 2001.

Når antallet af fattige eksploderer, eksploderer også antallet af unge, der aldrig får taget en uddannelse. Det har AE-rådets tal vist os. Og regeringen sender således sig selv længere og længere væk fra vores fælles målsætning om, at 95 pct. af de unge skal have en ungdomsuddannelse efter folkeskolen, dvs. en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse.

Radikale Venstre vil en anden vej. En vej, hvor vi tager hånd om alle og skaber plads og muligheder for alle. Fordi vi tror det er den bedste løsning for den enkelte. Og det bedste for samfundet.

Derfor vil vi arbejde for at:

* Bekæmpe fattigdom - afskaf starthælpen, kontanthjælpsloftet og 450-timers reglen. Øge beskæftigelsesfradraget, så man får mere ud af at arbejde.

* Sørge for, at vi kan følge med: Vi skal have en fattigdomsgrænse.

* Socialrådgivere ud på skolerne, så udsatte elever får hurtig hjælp.

* Styrke børns retssikkerhed, så kommunerne får pligt til at undersøge et barns forhold, når de har fået gentagne henvendelser om mistrivsel.

* Kommunal budgetgaranti for udsatte børn - så staten refunderer kommunernes udgifter, når de overstiger et aftalt antal. For de børn har vi alle sammen et ansvar for.

* Fleksibel ungdomsuddannelse, fortsat fokus på praktikpladser.

* Unge mennesker skal gennemføre en videregående uddannelse hurtigere end i dag - og dermed bidrage til, at der er tilstrækkeligt med arbejdskraft til fremtidens arbejdsmarked.

Vi kan ikke leve med, at huen på hovedet eller svendestykket i hånden mest er for de riges børn. Uddannelse skal være for alle!