Jeg var i Cern i Schweiz et par dage tidligere på ugen for at finde ud af, hvad det egentlig er, der sker onsdag morgen i næste uge lidt over ni, når de tænder for den store kollisionsmaskine (LHC), som skal genskabe et lille Big Bang. Og jeg har fået et af de klassiske paradokser med hjem. Jeg har nemlig to nyheder: En god og en dårlig.

(spring helt ned i bunden af bloggen her til kursivteksten, hvis du kun ønsker det hurtige svar)

De lidt længere svar kommer her:

Lad os starte med den gode nyhed: Jeg tror ikke længere, at verden kan gå under på onsdag, når de starter maskinen. Argumenterne mod er simpelthen for gode for et fornuftsmenneske som mig. Når man sidder over for folk som fysikprofessor Jørn Dines Hansen, som venligt, tålmodigt og med en enorm viden opbygget ved bl.a. Cern gennem 40 år, ja så får man både et lille indblik i de mindste dele i den her verden og bliver samtidig beroliget.  Han fortæller, hvad det er, der sker, når man sætter småbitte bundter af protoner – 100 mia. protoner fylder knap en tredjedel hårtykkelse og er under 2 centimeter langt - i fart i hver sin retning nede i en 27 kilometer lang cirkelformet tunnel 100 meter under jorden for derefter at lade dem knalde sammen med små 300.000 kilometer i sekundet.

Det der sker, er at protonerne splintres og bliver til andre partikler. De nedbrydes simpelthen til de allermindste og kortlivede størrelser, der så vidt man ved kan eksistere. De er de såkaldte kvarker og leptoner, som er de ingredienser alt andet stof er gjort af. Det skete i mikrodele af et sekund efter Big Bang for 14 milliarder år siden ved temperaturer langt hørere end i solens kerne - og det er den situatioin der genskabes i Cern. Og så skete der en lang række reaktioner efterhånden som denne partikelsuppe blev kølet ned. Efter cirka 380.000 år blev de første atomer dannet, og så var grundlaget for vores jordelige univers rykket lidt nærmere.

Det, man så håber på i Cern, er at få mere viden om, hvad der præcist skete den gang – man har blandt andet en ide om, at der blev dannet en særlig partikel ved navn Higgs og omkring den et Higgs-felt, som er det fænomen, der giver alting en masse.
Og så er der det der med den femte dimension ud over de fire – x,y,z samt tiden, som vi kender – som kan være en lille krøllet fætter, vi ikke har opdaget endnu – som jeg i øvrigt beskriver mere indgående i artiklen ’Eksperimentet’ i søndagsudgaven af Politiken i morgen (7. september).

Nå ja, nu kom jeg helt bort fra dommedagsfrygten, det sorte hul, der en kraft så stærk, at alt suges ind i et tidløst mørke. Den slags, der gør store stjerner til et lille uendeligt tungt punkt, når de kollapser. De kan også blive dannet i Cern på onsdag, men de vil være små og ufarlige forsikrer Jørn Dines Hansen. Her er forklaringen, han beroligede mig med:

’Hvis vi laver et sort hul, vil det forsvinde med det samme igen på samme måde som andre partikler hurtigt henfalder. Kvantemekanikken fortæller os, at hvis så meget energi samles på så lille et sted, som i vores eksperiment, så vil levetiden være meget kort. Hvis man ikke tror på kvantemekanikken, kan man sammenligne med, hvad der sker i naturen. Fra verdensrummet kommer der partikler hele tiden, som har højere energier, end vi kan lave hernede, og hvis de har lavet sorte huller, så har vi ikke set dem, og de er forsvundet igen så hurtigt, at der ikke er sket noget med jorden. Så jeg mener, det er helt sikkert hernede.’

Den dårlige nyhed er, at det ikke er lykkedes mig at finde ud af, hvem der skal tænde for acceleratoren. Og det synes jo en anelse ubekvemt, at de ikke helt har styr på det. Nogle forskere mente bestemt, det var Cerns generaldirektør Robert Aymar. Informationschefen mener, at det er LHC-chefen, Lyn Evans, som skal give grønt lys til et hold ingeniører, der så sætter de nødvendige programmer i gang. Men de arbejder i treholdsskift nu, og hvem der lige var på vagt onsdag morgen, vidste han ikke, da jeg talte med ham fredag.

Så uanset om man tror på videnskab eller noget andet, så er det vist samlet set nærmest en helgardering.

Dog tilføjer Jørn Dines Hansen, at ’vi ved jo ikke præcist, hvad der vil ske, eftersom det er et eksperiment’. 

God weekend, Morten Garly

—

De korte svar:
Den gode nyhed fra Cern er, at jorden sandsynligvis ikke forsvinder i et sort hul på onsdag. Der kan dannes sorte huller, men de er små og forsvinder igen uden at gøre skade. Og her er en bonusnyhed: ’Hvis det sker, når vi ikke at mærke det’, forsikrer fysikprofessor Jørn Dines Nielsen, der er i Cern på onsdag.

Den dårlige nyhed, som da kan være en smule urovækkende er, at de nede på Cern ikke kan svare helt klart på, hvem, der skal tænde for den store kollisionsmaskine…

—