Annonce
Politikens blogs opdateres ikke længere. Vi viderefører debatten under nye og bedre rammer på http://politiken.dk/debat/.
Annonce

Mest læste

Jobannoncer

Se ugens job-annoncer i tillægget Viden

Om kritik af Darwin

tekst del

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Jeg har modtaget kritik af mit blogindlæg fra 20. februar, som handler om Darwin og de kritikere, der er af hans ideer omkring bl.a. evolution. Kritikken mod indlægget fremføres af professor Peter Øhrstrøm, som er nævnt i indlægget i forbindelse med en ny bog af den Darwin-kritiske nordmand Peder A. Tyvand udgivet på forlaget Origo, og som Øhrstrøm er medforfatter på et forord til.

Øhrstrøm skriver, at han bliver tillagt synspunkter, han ikke har og ønsker genmæle. Den kritik har jeg taget til efterretning. Jeg har foreslået Øhrstrøm en samtale og et interview for at skabe klarhed over kritikpunkterne, han fremfører – et interview jeg gerne ville have haft med det samme, så hans kritiske kommentarer fik følge af dialogen.

Det har han ikke ønsket, før hans kritik er publiceret her på bloggen. Derfor bringer jeg her, efter at have rådført mig med interaktionsredaktør på politiken.dk, Anders Emil Møller, og med læsernes redaktør på Politiken, Henrik Kaufholz, den fulde forklaring, Peter Øhrstrøm selv har  givet mig på mail. Jeg har desuden indført en note i det originale blogindlæg, der gør opmærksom på kritikken på det sted i artiklen, hvor han mener, jeg fejlagtigt tillægger ham et synspunkt, ligesom hans kommentarer på selve bloggen blev offentliggjort, da han klagede over, at det endnu ikke var sket.

(nedenunder indlægget kan du læse sammenhængen og min begrundelse for at have skrevet, som jeg gjorde i det originale indlæg).

Her er Peter Øhrstrøms mail til mig af 9. marts - 2009:

Kære Morten Garly Andersen

Tak for din mail.

Vi har efter min mening ikke ret meget at tale om lige nu i denne sag. Jeg har jo allerede uddybet mine synspunkter ret omhyggeligt i mine indlæg på videnskabsbloggen (#971 og #973). Desuden  kender du jo min kronik i Kristeligt Dagblad. Endelig har jeg i en mail d. 3/3 gjort dig opmærksom på, at jeg  personligt hverken er kreationist eller tilhænger af intelligent design (i disse ords sædvanlige “amerikanske”betydninger). Jeg er ikke engang Darwin-kritiker, men mener, at Darwin var en stor og betydningsfuld videnskabsmand. Derimod finder jeg det meget væsentligt, at faglig kritik af videnskabelige teorier ikke undertrykkes eller “forbydes”  i de faglige miljøer. Gjorde man det, ville man jo blive fundamentalist. Og jeg er sikker på, at Darwin (og mange med ham) ikke ville have brudt sig om en sådan udvikling!
Sagen mellem os lige nu er efter min mening meget enkel: Du har tillagt mig nogle meget underlige synspunkter, som jeg slet ikke har! Der er overhovedet ingen dækning for dem i  noget som helst, som jeg har sagt eller skrevet om skolens undervisning. Desuden har du antydet, at jeg ved give min tilslutning til forordet i professor Peder Tyvands norske bog, er med til  at “…underminere den seriøse videnskab, som det moderne samfund bygger på.” - Alt i alt er der tale om ganske grove og krænkende angreb på mig. I virkeligheden er der ikke hold i dine angreb på mig. De er - for nu at sige det ligeud - aldeles useriøse og usaglige. Der er ingen dokumentation for dem. Og der er ingen kilder, som kan underbygge disse  angreb.
Jeg kan ikke se, at der nogen anstændig vej uden om, at du sletter din artikel på ‘pol.dk’, ‘forsker.net’ og hvor du ellers måtte have anbragt den. (Du kan jo evt. erstatte den med en version, hvori mit navn ikke forekommer.) Denne løsning følger efter min mening alene af Politikens egne regler, som indebærer at man vil slette indlæg, som fremstår som useriøse, og indlæg der indeholder grove nedsættende angreb på personer. Uden at være jurist mener jeg også, at Medieansvarsloven må føre til samme resultat (idet jeg går ud fra, at den gælder  i dette tilfælde dvs. at ‘pol.dk’ har tilmeldt sig). Det er efter min mening en skærpende omstændighed i din måde at håndtere sagen, at du tilbageholdt mit dementi i mere  end 3 døgn, og at du ikke reagerede i den periode trods mine ihærdige forsøg på at trænge igennem med et dementi.
Udover at få slettet min navn fra din artikel, må jeg have et kort genmæle opsat på samme niveau som din artikel på pol.dk. Genmælet skal naturligvis følge reglerne dvs. alene dreje sig om de faktuelle fejl i din artikel. Til slut vil jeg bare sige, at du ikke må opfatte denne mail forkert. Jeg ønsker ingen konfrontation med dig eller med Politiken, som jeg opfatter som en seriøs avis, som jeg aldrig har haft noget personligt udestående med. Når denne sag er ordnet på den oven for beskrevne hæderlige måde, må du gerne henvende dig igen, så vi kan få en snak om det spændende felt om forholdet mellem tro og videnskab, som åbenbart interesserer os begge.
Med venlig hilsen
Peter Øhrstrøm
—–

Her er de to kommentarer, som altså ligger på bloggen, og som Øhrstrøm henviser til i sin tekst:

1: Peter Øhrstrøm, Vestbjerg den 3. Mar kl. 3:38 (#971):

Kære Morten Garly Andersen

En god ven har gjort mig opmærksom på dit indlæg fra 20/2 2009, hvori du hænger mig ud for synspunkter, jeg slet ikke  har. For god ordens skyld vil jeg derfor lige understrege, at din fremstilling af mine opfattelser er misvisende og fejlagtig. Især er dine påstande om mit syn på skolens undervisning aldeles forkerte. Jeg er faktisk personligt godt  tilfreds med de gældende love og regler angående skolens undervisning i biologi og naturvidenskab i almindelighed, og  jeg finder det herunder rigtigt, at skolens pensum i biologi omfatter en grundig introduktion til gængs  evolutionsteori. Jeg ved ikke, hvordan du har sluttet dig til, at jeg skulle mene noget andet! Jeg har ganske rigtigt bidraget til forordet i fysik-professor Tyvands norske bog, som efter min mening rummer en række  tankevækkende, faglige pointer og analyser. Din reaktion tyder på, at du mener, at selve fremkomsten af Tyvands kritik  af gængs evolutionsteori er et problem. Hertil vil jeg bare sige, at ingen videnskabelig teori bør være hævet over  kritik. Hvis man ikke fastholder det synspunkt, havner man jo i fundamentalisme. – I øvrigt er Tyvands bog jo klart  lagt an som en faglig debatbog – og på ingen måde som en skolebog. Det kan da godt være, at Tyvand tager fejl på nogle  punkter, men det må så påvises gennem en seriøs faglig diskussion.

Med venlig hilsen
Peter Øhrstrøm

2: Peter Øhrstrøm, Vestbjerg den 3. Mar kl. 17:51 (#973):

Kære Morten Garly Andersen

En god ven har gjort mig opmærksom på dit indlæg fra 20/2 2009, hvori du hænger mig ud for synspunkter, jeg slet ikke  har. Det er rigtigt, at jeg som kristen tror på Gud som altings skaber og opretholder. Hvordan den tro for mig nærmere hænger sammen med mit videnskabelige arbejde, er en vigtig, men også en lang historie, som jeg vil spare dig for her. Blot vil jeg for en god ordens skyld understrege, at min tro ikke har de konsekvenser, som fremgår af din artikel. Din  fremstilling af mine opfattelser er misvisende og fejlagtig. Især er dine påstande om mit syn på skolens undervisning  aldeles forkerte. Jeg er faktisk personligt godt tilfreds med de gældende love og regler angående skolens undervisning  i biologi og naturvidenskab i almindelighed, og jeg finder det herunder rigtigt, at skolens pensum i biologi omfatter  en grundig introduktion til gængs evolutionsteori. Det er da klart, at skolens undervisning må bygge på de teorier mm,  som repræsenterer forskningens hovedstrøm. Jeg ved ikke, hvordan du har sluttet dig til, at jeg skulle mene noget  andet!

Med venlig hilsen
Peter Øhrstrøm
—–

Sammenhængen: Jeg nævner i blogindlægget, at Peter Øhrstøm har skrevet forord til den norske Darwinkritiker Peder A. Tyvands bog, “Darwin 200 år - en  festbremse” og nævner ham ved navn i flg. sætning: “For mig er det mest interessante er imidlertid, at bogens forord delvis er skrevet af en dansk professor ved navn Peter  Øhrstrøm , der mener, det er helt fint at undervise danske skolebørn i dybt kontroversielle alternativer til Darwinismen.”

Øhrstrøm skrev en kronik, som kom ind på emnet i Kristeligt Dagblad 28/1-2008. Her skriver han bl.a., at: “Og det er efter min mening oplagt at diskutere det i forbindelse med det generelle og metodiske spørgsmål om, hvad  en naturbeskrivelse kan være. Derfor er det underligt, at Europarådet i sin resolution nr. 1580 af 4. oktober 2007 karakteriserer intelligent design som en form for kreationisme, og at rådet anbefaler et forbud mod at præsentere intelligent design-synspunktet i de naturvidenskabelige fag i medlemslandenes skoler. Under alle omstændigheder bør intelligent design-synspunktet efter min mening kunne indgå i den videnskabsteoretiske og -historiske perspektivering  af fagene. I virkeligheden er kernen af intelligent design-synspunktet stort set ækvivalent med den naturforståelse, som naturvidenskabens pionerer tænkte i. Et forbud mod at præsentere det historisk set meget vigtige synspunkt, at centrale  elementer af naturen er udtryk for formål og plan, virker helt uforståeligt. Derfor har jeg underskrevet opfordringen  til Folketinget om at se bort fra dette forslag om forbud.”
Det var med baggrund i denne formulering, at jeg tog Øhrstrøm til indtægt for at mene, at “det er helt fint at undervise danske skolebørn i dybt kontroversielle alternativer til Darwinismen”.
Årsagen til at jeg generelt har inddraget Øhrstrøm i artiklen er, at han har skrevet en række indlæg og artikler om Darwin bl.a. til tidsskriftet Origo (som også står bag udgivelsen af Tyvands bog), hvis redaktion han også er medlem af  ifølge hjemmesiden skabelse.dk. Origo  skriver som første pkt. i en formålserklæring, at man har “til formål at udbrede  kendskabet til”. “1. De videnskabelige skabelsesteorier, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets  opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning m.m.”.

Tidsskriftets artikler stiller typisk spørgsmålstegn ved den etablerede videnskabelige opfattelse af evolutions-begrebet, som Darwin oprindeligt var med til at formulere, og det  knytter an til en række Darwin- og evolutionskritiske hjemmesider.

God dag, Morten Garly Andersen

Annoncer
 
 
 
 
 

Indlæg i bloguniverset er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.

Morten Garly Andersen

Morten Garly Andersen er videnskabsredaktør på Politiken.

Læs mere

Modtag en mail, når der er nyt på bloggen

RSS