Under et besøg i Oslo i sidste uge havde jeg den store glæde at møde en af Norges store forskere, Jørn Hurum, som er palæontolog og forsker ved Oslo Universitet. Det var denne store, lyslokkede mand, som i foråret på bemærkelsesværdig vis gjorde fundet og beskrivelsen af det 47 mio. år gamle fossil Ida til en gennemslagskraftig og ikke mindst kontroversiel verdensbegivenhed.

Da han fortalte mig sin historie, blev jeg mindet om, hvor afgørende det er for videnskaben, at der findes forskere, som er i stand til at formidle deres viden som Jørn Hurum: På en så fascinerende, indlevet og intens måde, at man bagefter sidder med fornemmelsen af både at være blevet klogere og have fået en god historie.

Jørn Hurum er formentlig Norges bedst kendte og mest populære forsker, hvilket ikke har undgået kollegernes opmærksomhed. Hurum har delt vandene, fordi han bevidst valgte at satse på en omfattende mediedækning af sine nye opdagelser. Historien om Ida er kort fortalt, at det er det bedst bevarede fossil af en tidlig primat og kan være en vigtig mellemform, måske den tidligste, der indikerer adskillelsen mellem højere primater på udviklingstræet, som mennesket tilhører, og så andre, lavere abeformer. Og dermed kan være den spæde begyndelse til nutidens menneske.

Ida er en hun  (et lille nøgle-lignende væsen, tilføjet 18/10/2009), som har levet for 47 mio. år siden, var omkring 1 meter lang og døde i en alder af blot ni måneder. Hurum fandt ikke selv fossilet, men købte det til det naturhistoriske museum ved Oslo Universitet for et millionbeløb af en privat samler. Fossilet blev ikke fundet i Norge, men ved Messel i Tyskland.  Tyske museer havde fundet det for dyrt,  og så købte Hurum det. Han satte sig i spidsen for et internationalt forskerhold, som gik i gang med at undersøge det grundigt.

Efter flere års arbejde var Hurum og hans hold klar til at offentliggøre deres viden. Men han valgte ikke at gøre det i Science eller Nature, som ellers er normen. Til den videnskabelig del valgte han onlinemaganiset PLoS One, som er et gratis og frit tilgængeligt videnskabstidsskrift. Den populære del blev formidlet på en stor pressekonference i New York, med en bog og en dokumentarfilm om arbejdet med at undersøge Ida.

Og straks for kolleger og videnskabsjournalister i flint over denne alternative og mere folkelige formidlingsform. Men Hurum er ligeglad. “Man skal ganske vist være lidt tykhudet”, som han siger om at modstå presset. Prominente skribenter og videnskabsfolk tilknyttet Science rasede eksempelvis over, at de ikke havde fået materialet på forhånd, som der er tradition for, når den slags store opdagelser offentliggøres. Og forskere i Norge mente, at nu var Hurum gået for vidt i sine mediestunts. Andre igen mente, hans forskerhold havde draget for store konklusioner af deres undersøgelser.

Men Hurum fik sin historie bredt ud, og mange bakker ham op i hans metode - som altså kombinerer dyb saglighed med lysten til at formidle viden bredt. Han har gjort det før omkring sine egne opdagelser på Svalbard, hvor han har fundet fossiler efter nogle af de største rovdyr, der har levet på kloden, som han meget sigende for sin sans for nærhed og dramatik kalder Predator X.  (Ida har han i øvrigt opkaldt efter Hurums datter, som på tidspunktet for fundet var i ‘mælketandsalderen’ lige som fossilet var, da det levede). Han har haft tv-hold med på sine ekspeditioner, som efterfølgende har lavet dokumentarprogrammer iblandet vilde animationer af Predator X, som vælter ud af havet og kaster sig over mindre dinosaurer oppe på land.

Jeg var netop i Oslo i forbindelse med et seminar om, hvordan videnskab kan formidles fra de snævert faglige miljøer og ud til den brede befolkning. I en tid hvor videnskab og teknologi bliver mere og mere avanceret og spiller ind på en større og større del af vores hverdag, er det selvfølgelig blevet vigtigere og vigtigere at formidle denne viden bredt i samfundet for at stimulere et vidensniveau i befolkningen, der matcher tidens højteknologiske samfund.

For Hurum er det en bevidst strategi, som han anlagde for nogle år siden for at få sat mere fokus på sit arbejde. Han kommenterer gladelig andres forskning, men iscenesætter også gerne sig selv for at få den gode historie ud. Og man må sige det har virket. Hurum binder en sløjfe, som knytter den forskning samfundet finansierer, sammen fagligt og populært - en disciplin som også danske forskere kan lade sig inspirere af i langt højere grad, end det er tilfældet.

God efterårsferie, Morten Garly Andersen

Her er links til nyheden om Ida på Politiken.dk, The Guardians omfattende dækning af sagen med et portræt af Hurum, og den videnskabelige og frit tilgængelige artikel om opdagelsen i tidsskriftet PLoS One.