Her omkring middag (onsdag d. 6/1-2010) er det meningen, at videnskabsminister Helge Sander og professor Gertrud Jørgensen fra Københavns Universitet skal cykle et forskningsprojekt i gang, der skal gøre København og andre byer mere cykelvenlige. Men er det overhovedet nødvendigt med den slags forskning. Er det ikke indlysende, hvad der er brug for. 

Der er afsat 13 mio. kr. til dette strategiske forskningsprojekt. Blandt andet skal man undersøge, hvad der får folk til at cykle, og hvordan man kan få endnu flere til at gøre det i fremtiden for at gøre os sundere og byen renere. Det bliver interessant at se, hvad forskerne kan komme op med af ny viden.

For vi københavnere elsker jo vores cykler – lige nu mens jeg skriver her omkring midnat mellem tirsdag og onsdag suser to cyklister forbi mit vindue her på Holmen slingrende gennem sneen, som kommer blæsende ned mod dem. Og 150.000 københavnere bruger dagligt cyklen til at komme på arbejde, til deres studie eller til at gøre andre ærinder i byen.

Udfordringerne er til at få øje på og løsningerne ikke så komplicerede: Der skal anlægges flere cykelstier og cykelbaner på vejene, der skal etableres grønne bølger gennem lyskryds, og der skal være bedre parkeringsforhold. Arbejdet er faktisk også i gang, men det går langsomt med at opfylde de mange planer, der er lagt for at fremme byens cyklisme.

For eksempel er anlægraten på nye cykelstier blot 3,2 km om året målt over de seneste 10 år – i 2008 var der 338 km cykelstier samt 18 km påmalede cykelbaner i Kommunen. Det fremgår af den status, der bliver lavet for København hvert andet år, og hvor byens cyklister giver karakter til en række emner: bl.a. samspillet mellem cyklisme og offentlig transport, cykelstiernes beskaffenhed, sikkerhed og muligheden for cykelparkering. Og set over tiåret fra 1998 til 2008 (det senest opgjorte år), så oplever cyklisterne kun forbedringer på 2 af de 8 målepunkter, der er opstillet. Dels får den generelle vurdering af København som cykelby lidt flere points, dels føler københavnerne en bedre sammenhæng mellem brug af cykel og offentlige transportmidler.

Men sikkerheden er ringere og cykelstierne uforbedrede. En del af årsagen er formentlig at udviklingen i cykelismen går hurtigere end udviklingen af de tiltag, der skal fremme den ved at gøre det mere behageligt at være cykelist. Og da bystyret samtidig satser på at få 55.000 flere til at tage cyklen i 2012-2015, vil der stadig være trange forhold for cyklisterne.

Læs mere i den seneste redegørelse fra Københavns Kommune: København cyklernes by – cykelregnskabet 2008

Herunder er syv ting, jeg som cyklist oplever som ret irriterende her i København:

1: En uendelig række røde lys, hvor cyklister let kunne svinge til højre, uden at det ville skade nogen. Hvorfor er det ikke indført for længst, når det fungerer i andre cykelbyer ude i verden. Ved krydset Strandgade-Torvegade på Christianshavn nær Udenrigsministeriet har færdselspolitiet nærmest gjort det til en sport, at udføre razzia er par gange om året, hvor der afsættes en håndfuld motorcykelbetjente udelukkende til at dele bøder ud til de mange højresvingende cyklister, der drejer, mens det er rødt.

2: Hvor bliver de grønne bølger af for cyklister. Der er ganske vist indført prøvezoner enkelte steder i byen, hvor lyskrydsene er indstillet, så man som cyklist kan opleve en grøn bølge. Men langt de fleste steder er flowet stadig styret af og indrettet efter at få biltrafikken til at glide. På min knap 3,5  km lange cykeltur fra Holmen til Politiken på Rådhuspladsen passerer jeg 8 lyskryds – et pr. 437 meter, og de er aldrig en grøn bølge. Og en stor del af de 10-15 minutter, turen tager, tilbringes med at vente på grønt lys. Faktisk kan det være hurtigere at gøre turen i bil i myldretiden. Farten på cykel i København er da også ifølge kommunen i gennemsnit 16 km i timen mod bilisternes 27.

3: Og når vi nu er ved lyskrydsene, hvorfor er der så ofte fortrinsret til bilerne, som kan møve sig ind og spærre af for højresvingende cyklister, har grøn venstresvingspil og flere steder også får grønt lys før cyklisterne (her er det vist på sin plads at nævne, at jeg også er bilbruger i byen).

4: Hvor bliver alle de nye cykelstier og cykelbaner af. Det eneste, der er sket på min rute, er, at der kort før klimatopmødet blev påmalet store hvide cykler på den del af ruten, der går forbi Christiansborg Slotskirke lige ved Folketinget – det tykke lag maling giver nogle gevaldige bump og alle, der bruger cykelstien ved, den er der. Så bemalingen var formentlig til ære for topmødegæsterne.

5: Hvor er cykelparkeringerne. Kommunen oplyser, at der er små 35.000 holdepladser, og revser samtidig cyklister for at smide deres cykler de forkerte steder. Men der er mindst 150.000 cyklister i København – det giver et cykelstativ til cirka hver 5. cykel.  På Christianshavns Torv ved metroen flyder det cykler, fordi der mangler cykelstativer.

 6: Hvor er den GPS-cykeltracker, der burde være lige så påkrævet, som en godkendt lås, en refleks og en ringeklokke, så de mange, mange tusinde cykler, der stjæles, let kunne spores. Der sidder GPS i tøj nu til dags, så tyve ikke bare kan stikke af med det. Så hvorfor ikke i cykler.

7: Og hvor er de offentlige pumper - en enkel service der ville lette dagen for mange cyklister.

Nu må vi se om ministeren, ligesom de to cyklister i nat og mange andre her til morgen, trodser snevejeret og kommer afsted. Men hvad er din erfaring med at cykle i København eller for den sags skyld andre steder i Danmark. Savner du også flere smarte løsninger. Og hvad tror du, der skal til for at gøre København til verdens bedste cykelby.

Skriv gerne en kommentar.

God cykeltur gennem sneen her til morgen, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør, Politiken