Han er en af landets mindst citerede ministre. Ifølge rygtebørsen på Christiansborg står han til en fyring ved den forestående ministerrokade. Måske er det derfor, at videnskabsminister Helge Sander (V)  nu gør et måske sidste forsøg på at sætte et stort liberalt fingeraftryk på sit ressortområde. I universitetsverdenen ses han snarere som en detaljefikseret administrator end som en visionær politiker, der søger at skabe optimale rammer for videnskaben og ad den vej gøre Danmark til et af fremtidens stærke vidensamfund.

Nu foreslår han så private universiteter. Sander taler i et nyt notat (fra 13/1-2010) for, at der oprettes private universiteter. Oplægget er egentlig baseret på Sanders bidrag til bogen ’Fremtidens universiteter’, som udkom i fjor. Nu er dette ideoplæg, så blevet et officielt ministerielt dokument, hvor en særlig lov for private universiteter foreslås.

Men det bliver formentlig ikke til noget i Sanders ministertid. Så spørgsmålet er, om hans efterfølger krøller oplægget sammen og smider det i papirkurven, så snart vedkommende M/K sætter sig i ministerstolen i Bredgade. Eller om ideen lever videre. Tanken er, at et privat universitet skal tiltrække skarpere forskere og flere penge til forskning fra private aktører. Fidusen ved at oprette statsanerkendte private universiteter under en særlig lov er, at de så får nogle af de rettigheder og den anerkendelse, som statslige universiteter har - bl.a. anerkendelse af uddannelsesgrader, adgang til offentlige midler og SU til de studerende.

Men har vi brug for dem i Danmark? Der er flere gode grunde til at sige nej. Her er tre:

I USA er store prestigefyldte og videnskabeligt superstærke universiteter privat drevne, og i Tyskland er der de delvis erhvervsfinansierede Fraunhofer-institutter. Men konceptet kan næppe bære i et land af Danmarks størrelse, hvor et privat universitet er i fare for at blive for nichepræget og tæt knyttet til nogle få indflydelsesrige virksomheder.

Desuden vil den uafhængige forskning være i fare. Få indflydelsesrige sponsorer vil kunne få magt til at styre forskningen mere i retning af industrirelateret produktudvikling på bekostning af visionær grundforskning. Eller forskerne kan komme ud i store etiske dilemmaer – kan en forsker eksempelvis få frihed til at bedrive kritisk forskning, hvis vedkommende skal undersøge virkninger og bivirkninger produkter, der kan relateres til universitetets sponsor.

Og endelig: Er der overhovedet et behov. Vi har jo, som ministeren selv nævner, både private uddannelser og privat forskning i dag. Og virksomhederne støtter jo masser af forskning via blandt andet fonde. Store virksomheder som Danfoss og Novo Nordisk forsker og udvikler selv på livet løs i alle mulige konstellationer, der involverer både institutter og universiteter.

Det er med andre ord svært at få øje på fordele, som ikke er til stede i forvejen. Og der er ikke rigtigt nogle tunge argumenter for, hvorfor og hvordan private universiteter støttet af lovgivning vil gavne samfundet. Og intet hindrer jo private aktører i at oprette sig et universitet, præcis som er oprettet private hospitaler, og det overvejer Lego allerede at gøre i Billund. Så faktisk ligner Sanders forslag mere et sidste politisk ideologisk liberaliseringsstunt end et tiltag, der vil styrke Danmark som vidensamfund – og så er vi tilbage ved det indtryk, mange tilsyneladende har af Sanders embedsførelse.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken