Er det løgn, hvis man påstår, at verdenshavene vil stige med 2,5 meter i løbet af dette århundrede og oversvømme store dele af Danmark, som følge af global opvarmning. Og er det sandt, hvis man påstår, at det stiger mindre end 0,2 meter. Det eneste sande svar på begge spørgsmål er ’det ved jeg ikke’. Det svar høres sjældent. Men der er brug for at finde det frem i en passende udgave.

Nuancerne mangler i forskernes udsagn. Det viser de seneste dages debat om troværdigheden af forskernes udmeldinger på klimaområdet og inden for kræftforskning. Forbehold som ’det er usikkert’, ’der er en (høj) sandsynlighed for’ og ’vi har relativt få data’ får ikke altid plads i deres udmeldinger.

De potentielle havstigningers omfang har der længe været uenighed om. Nu sås der tvivl om, hvorvidt køers prutter i form af metangas, står for 18 procent af de drivhusgasser, der skaber global opvarmning, sådan som FN’s klimapanel IPCC har meldt ud. Der er også strid om, hvorvidt det har forebyggende effekt at screene kvinder for brystkræft. Et nyt studie sagde denne uge, at det ikke havde effekt. Tre andre forskere underkendte efterfølgende undersøgelsen.

Når det gælder de 2,5 meter vandstigning i verdenshavene, er tallet fremsat af forskere ved NASA. De 0,2 meter er et scenarie fra IPCC. Begge er seriøse organisationer, som med forskellige metoder når frem til forskellige tal. Når der svirrer mange forskellige tal for den samme virkelighed, synes en del forskere i nogen grad at glemme at sige ’det ved vi ikke nok om’. Presset af politikere, medier og lobbyister skærer de budskabet skarpt. Så ryger nuancerne. Og det tærer på troværdigheden.

Der er brug for forskernes viden. Den vigtig for vores, borgernes, forståelse af det samfund, vi lever i. Men der er også brug for at få viden om de store usikkerheder, der er forbundet med at spå om fremtiden, forklare fortiden og lancere nye forskningsresultater.

Især klimaforskning, som er videnskab baseret på sandsynligheder og et utal af ubekendte størrelser, er blevet ramt af stigende skepsis. Op til klimatopmødet i fjor, var der ikke plads til nuancer. Nogle forskere kom med deciderede politiske udtalelser, der intet havde med videnskab at gøre. Og professor Kathrine Richardson, der er Prodekan for Formidling ved København Universitet, mente ligefrem, at medierne  gav for meget vægt til kilder, der mener, at den globale opvarmning overdrives. Fraværet af nuancer har givet bagslag efter topmødet i form af øget skepsis i forhold til omfanget af klimaforandringerne.

Striden om undersøgelsen forebyggende kræftundersøgelser er et andet eksempel. Undersøgelsen var udført af forskere ved Rigshospitalet. Den konkluderede, at forebyggende undersøgelser med mamografiscreeninger ikke har nedbragt dødeligheden af brystkræft. Professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Elsebeth Lynge, angreb undersøgelsen for at være baseret på dårlige data og drage fejlagtige konklusioner. Det kan meget vel være, at det er sandt, og at forskerne bag den har oversolgt deres resultater. Men det kan også være, at professoren, har meldt for skarpt ud. For det er svært at undersøge den slags præcist – og her er nuancerne vigtige.

I forskerverdenen herhjemme er man meget opmærksomme på denne udfordring. Men som en af de forskere, jeg har talt med om problemet siger, ’så ryger nuancerne, når man svarer på det samme spørgsmål for tredje gang efter at have forsøgt at levere en nuanceret kommentar’.  Men forskere, der kommunikerer om viden bliver nødt til at holde fast på at få nogle nuancer med – også om svagheden i deres resultater og konklusioner – hvis vi skal bevare en stor tillid til videnskaben.

Som professor David Spiegelhalter ved University of Cambridge skrev forleden i den britiske avis Times, er ’tillid den afgørende faktor’ for forskere i forhold til det omgivende samfund.

God dag, Morten Garly Andersen videnskabsredaktør på Politiken

NB: Du kan klikke ind på de markerede ord i teksten, hvis du vil have mere baggrundsviden og se flere kilder i blogindlægget her.