Det var stort anlagt, da Københavns Universitet offentliggjorde nyheden om, at de havde fået Danmarkshistoriens største private donation til at starte et nyt forskningscenter i livsstilssygdomme. Men midt i begejstringen blev gaven fra Novo Nordisk Fonden til en balladesag, som nu foreløbig er kulmineret med en redegørelse til videnskabsministeren. Hvad skete der for universitetet?

Tilbage står nu indtrykket af et universitet, der ligger under for pres fra en privat virksomhed - i dette tilfælde medicinalgiganten Novo Nordisk A/S, som finansierer novofonden og dermed det nye center. Men hvordan kan en vindersag blive håndteret så dårligt, at den kan tolkes som en tabersag. Forklaringen er ikke helt enkel. Her er et bud:

Balladen begyndte, da dagbladet Information få dage efter donationen skrev, at Novo havde købt sig ind på universitetet. En af de fem direktører på det nye center’ Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research’  var blevet hentet til universitetet fra Novo Nordisk og havde angiveligt taget sin forskningsgruppe på 20 personer med. Disse stillinger ville så ikke umiddelbart blive opslået, hvilket er en noget utraditionel løsning, som kunne være på kant med reglerne for universitetsansættelser og ligne en decideret overflytning af Novos egen forskning til et universitetsmiljø. Dekan på universitetets sundhedsvidenskabelige fakultet, Ulla Wewer, kaldte i Information denne overflytning ‘en slags virksomhedsoverførsel’. Universitetet blev afkrævet en redegørelse til videnskabsministeren.

Men kæden hoppede af, inden Informations historie. Nogle dage inden offentliggørelsen af donationen og det nye center blev en række medier, blandt andre Politiken, kontaktet og fik, at vide, at en stor nyhed ville blive offentliggjort snart. Mere kunne vi ikke få at vide. Offentliggørelsen kom først på en stort anlagt pressekonference, som nærmest fik det til at virke som om Danmark havde sendt en bemandet mission til Mars. En briefing på forhånd om den store og unikke donation ville have åbnet mulighed for at komme eventuel kritik af en privat virksomheds interesser i finansiering af offentlig forskning i forkøbet.
Så kunne Ulla Wewer have forsikret om, at der ikke blev taget særlige hensyn til Novo, at alle stillinger ville blive slået op, men at man allerede havde oplagte kandidater.

Især når man trækker en hel forskningsgruppe med over i det nye center, som netop kommer fra Novo Nordisk, ville en grundig forklaring  have været nyttig. Men den forklaring kom så først, da Information havde skrevet om sagen.

I den redegørelse, der blev sendt til ministeriet i onsdags (7/4-2010), afviser universitetet, at der er sket ulovlige ansættelser og forsikrer, at Novo ikke stiller krav om indflydelse i forbindelse med donationen. Om der er sket noget ulovligt er nok tvivlsomt, men det må videnskabsministeren nu vurdere på baggrund af redegørelsen og give sit svar på. Men principielt er sagen problematisk.

Også Novo-fonden har et problem, fordi den både driver virksomheden Novo Nordisk A/S og samtidig vil finansiere uafhængig forskning. Det synes oplagt, men ikke særligt elegant, at fonden støtter oprettelsen af et offentligt center, der skal forske i det, som virksomheden blandt andet lever af - behandling af sukkersyge. Det kan skabe forvirring om, hvem får nytte af universitetets firmafinansierede forskning – folket eller firmaet.

Men det er et dilemma, der i forvejen eksisterer i forholdet mellem universiteter og medicinalfirmaer. Her findes viden, forskere og penge primært i virksomhederne. Og en del topforskere og professorer herhjemme arbejder på samme tid med forskning for private virksomheder og universiteter. De udgør et vigtigt led mellem erhvervsliv og universiteter, som sikrer flow af viden og forskere mellem universiteterne og de virksomheder, der skal omsætte viden til produkter i form af blandt andet medicin.

Der er intet galt i et samspil mellem erhvervsliv og universiteter. Det er vigtigt for at kunne omsætte forskning til praksis. Men når man  modtager af midler af den kaliber fra den kant, som det er tilfældet i den aktuelle sag, så kræver håndteringen stor omtanke, diplomati og balancegang. Og det overså Københavns Universitet i glædesrusen over den historisk store donation. Og fik gjort en god sag til en dårlig. Det var ikke smart.

God dag Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken

PS: Du kan læse mere om emner i de links, der er markeret med blåt, her er materiale fra en del af de skriftlige kilder, jeg har brugt.