Det er sæson for de årlige ranglister, hvor universiteter verden over vejes, måles og placeres på hitlister alt efter, hvor gode de er. Der er kamp om at nå i top på listerne, hvor flere danske universiteter ligger pænt. Men kan den slags globale karakterbøger overhovedet bruges til noget? Fortæller de noget om kvaliteten af universiteterne for samfundet, de studerende og de ansatte?

Både ja og nej. På den ene side får listerne mere og mere betydning. De studerende kigger i dem, før de vælger universitet. Forskerne bruger dem for at se, hvor det er interessant at være. Og universiteterne bruger dem til markedsføring og til at måle deres globale gennemslagskraft. På den anden side findes ingen standardiseret liste, hvor alle er enige om kriterierne for sammenligning og kvalitetssikringen af dem. Og de toneangivende lister kritiseres for at foretage en vis skævvridning i sammenligningerne.

To af de betydningsfulde ranglister er kommet i 2010-udgaven denne uge. Dels den kinesiske Academic Ranking of World Universities (ARWU), som efterhånden regnes som toneangivende. Dels Leiden Ranking, som laves på Leiden Universitet i Holland. Den tredje vigtige liste er den britiske Times Higher Education World University Rankings, som kommer senere i år.

På den kinesiske liste sidder USA på 17 af de første 20 pladser på top-100. Her er Københavns Universitet nummer 40 og det bedst placerede danske universitet. På Leiden-listen har USA 19 af de første 20 pladser på top-500 med DTU som nummer 77 og det højst placerede danske universitet. På den britiske liste ligger 13 amerikanske universiteter blandt de 20 første i top-200. Her er Københavns Universitet nummer 51, Aarhus Universitet nummer 63 og DTU nummer 159.

Listerne udarbejdes efter parametre som antal nobelpristagere på universitetet, mængden af artikler i udvalgte videnskabelige tidsskrifter, og hvor meget forskningsresultaterne citeres. Især favoriseres store universiteter, de som satser på naturvidenskab og medicin samt dem, som primært udgiver materiale på engelsk. Men der måles typisk ikke på kvaliteten af universitets undervisning, dets effekt for samfundet eller forskningscitater på lokale sprog.

Det har resulteret i, at de amerikanske universiteter ligger i toppen af listerne, mens universiteter i Italien, Spanien og Frankrig ligger langt nede. Problemet er så stort, at EU har besluttet at lave sin egen liste fra næste år.

Den store fokus på ranglisterne kan få lavt placerede universiteter til at fremstå som svage, gøre det sværere at skaffe finansiering til forskning, og dermed gøre dem endnu mindre synlige - så der opstår A-hold og B-hold. For eksempel ligger Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og RUC langt nede på listerne. Men er de så meget ringere, end de to store danske universiteter? Næppe. Men de er mindre og måske en anelse mere nationalt orienterede.

Men hvad er alternativet? Der er ikke noget. Helt enkelt fordi, hitlister appellerer til noget i de fleste af os. De er enkle at overskue,  kommunikerer tydeligt og presser universiteterne til at forbedre deres indsats. Og de vil helt sikkert få endnu mere betydning i fremtiden. Og så må det være op til den enkelte at se på de kriterier, der er lagt til grund for dem og så tage de nødvendige forbehold.

I USA kan de så prale med flest universiteter i toppen. Briterne kan finde Times-listen frem og pege på fem universiteter i top 20. Og i Danmark kan DTU fremhæve, at man ligger nr. 7 på en af Leiden-listens varianter foran tyske og franske universiteter.

God dag Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken