Danske kvinder stormer ind som studerende på universiteterne. I år er ingen undtagelse, der er optaget flere kvinder end mænd. Og det er godt, for vi har brug for talent. Men når de går ud, slutter den videnskabelige karriere for de fleste kvinder desværre.

Her er tallene lige omvendt. Kvinderne er i undertal blandt forskerne. Der er flere forklaringer på det paradoks, at kvinderne tilsyneladende ikke gider toppen af pyramiden i vidensamfundet Danmark.

Dokumentationen er slående. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det allerede begynder med forskeruddannelsen. Færre kvinder end mænd går i gang med en ph.d.-forskeruddannelse efter studiet. Og blandt de der gør, falder flere fra undervejs end blandt mændene. I 2009 gik 1147 mænd og 1088 kvinder i gang med en ph.d. Der blev udklækket 669 nye mandlige og 570 kvindelige ph.d.’ere. Andelen af kvinder har ganske vist været stigende de seneste 10 år - i 1999 gik 530 kvinder og 733 mænd i gang med en ph.d. Men langt fra nok, når tallene sættes i relation til de mange kvindelige studerende.

Når det gælder kvinder inden for naturvidenskab og teknisk videnskab er tallene nærmest skræmmende. Her valgte blot 312 kvinder - næsten halvt så mange som mænd - at begynde på en ph.d. sidste år. Billedet er det samme for afsluttede ph.d.-uddannelser.

Lysten, muligheden eller evnen til at komme videre synes også at være begrænset blandt de, der så får en ph.d.: Kun hver fjerde danske universitetslektor er kvinde og lidt mere end hver tiende professor. Kvinder er tilsyneladende stadig fanget i en tradition, der ikke tilgodeser plads til både familie og karriere. Det er stadig kvinden, der bruger mest tid på orlov. En tradition, som måske har rod helt ned i folkeskolen, hvor pigerne tegner, skriver stile og leger med dukker, mens drengene regner, fordyber sig i computere og leger med Lego.

Det er også stadig især mænd, der sidder i de led, der er relateret til en forskerkarriere. Som vejledere, lektorer og professorer. Når de så rådgiver, ser de i højere grad sig selv i unge mænd end i unge kvinder. Og så er de unge kvinder alt for lidt frembrusende i forhold til unge mænd, de mangler nogen at snakke med og føler ofte, at en forskerstilling er uden for rækkevidde - så de opgiver på forhånd.

Der er stort set enighed om, at det er sådan. Og der er lidt initiativer i gang hist og her. Men der gøres bare ikke nok, og det går for langsomt. Danmark hører derfor til i den laveste ende af skalaen i EU, når det gælder kvinder på topposter inden for forskning. Og det rammer ikke kun kvinderne, men på sigt hele samfundet, som går glip af en masse talent.

God dag, Morten Garly Andersen videnskabsredaktør på Politiken