Det nye katalog med 100 forslag fra erhvervsorganisationen DI, der skal kunne bringe Danmark fremad er mangelfuldt på visioner, når det gælder erhvervslivets eget bidrag til vidensamfundet. Det er som om den gamle arbejdsgiverorganisation helt overser sit ansvar for selv at bidrage mere til at sikre den nødvendige forskning og udvikling, hvis vi skal holde trit med omverdenen og dermed sikre vækst og velstand.

Og det er en af kernerne i problemerne i den danske erhvervsinfrastruktur. Kun en lille del af den er gearet til at tænke visionært og skabe helt nye veje til at sikre vækst og velstand gennem smarte produkter. Og det understreges af, at danske virksomheder generelt ikke er meget for selv at investere i forskning og udvikling. Vi er nemlig et land, der i mindre grad opfinder og nyudvikler, men i stedet satser på at forfine og videreudvikle gamle klassikere – tag store virksomheder som Danfoss, Grundfos og Lego, der klarer sig hæderligt trods krisen, men på produkter, der strengt taget ikke er meget fremtidsteknologi i - og som kunne laves lige så godt andre steder.

De fleste forslag i oplægget, som blev offentliggjort onsdag  (22/9-2010),  handler om, hvordan erhvervslivet kan støttes via mindre skatter, flere investeringer i offentlig infrastruktur og med flere arbejdstimer fra de ansatte.
Idekataloget indeholder 23 særligt centrale forslag og 77 lidt mindre inputs. Kun et enkelt af de 23 centrale, nr. 17, handler direkte om forskning. Der skal etableres en ny ambitiøs forskningsmålsætning, der skal sættes forskningsflagskibe i søen, og der skal være et klart erhvervsmæssigt potentiale, så resultaterne af forskningen kan styrke innovation og vækst i erhvervslivet.

Det lyder rigtigt. Men erhvervslivet selv - DI’s medlemsvirksomheder - skal også meget mere på banen. For de halter efter EU-landenes målsætning for investeringer i forskning og udvikling. Ifølge målsætningen skal forsknings- og udviklingsinvesteringerne fra stat og erhvervsliv udgøre mindst tre procent af bruttonationalproduktet, bnp.

Staten leverer den ene procent og lever dermed op til målsætningen. De sidste to procent skal erhvervslivet levere. Men det kniber. Ifølge OECD’s seneste opgørelser ligger tallet samlet på 2,7 pct. for 2008, så erhvervslivet leverer altså omkring 1,7 pct. Vi halter efter lande som Finland, Sverige og USA. I en opgørelse fra videnskabsministeriet antydes det dog, at virksomhederne i 2008 kom over de to procent, så det samlede mål lige akkurat blev nået.
Mindstemålet blev nået på toppen af den globale og danske vækstkurve. Men i fremtiden skal der langt mere til, og det bliver i en krisetid. I universitetskredse taler man allerede om, at der er behov for statslige og offentlige forsknings- og udviklingsinvesteringer på mindst fem procent af BNP hvert år, hvis vi skal konkurrere med vækstlandene i Asien - som Kina, Singapore og Korea - og alle de andre.

Og så er vi tilbage ved DI’s oplæg, som mangler nytænkning, kommer lidt vel sent og stort set overser, at konkurrencedygtige lande ikke længere kun skabes af lange arbejdsdage og små selskabsskatter, men også af solide investeringer i at forske og udvikle sig frem til smarte produkter og teknologier. Altså ting de ikke bare lige kan lave i de lande i Asien, USA og Europa, som vi konkurrerer mod.

God dag, Morten Garly Andersen