Jeg har benyttet en del af efterårsferien til at til at mæske mig i god mad i venners og familiens lag. Og vi indtaget en del økologiske fødevarer.  Så det rokkede lidt ved mit verdensbillede at sidde på en cafe i Odense i går (19/10-2010) og læse, at økologiske grøntsager ikke er sundere end de konventionelt dyrkede. Det er også for nylig fastslået, at frugt og grønt heller ikke forebygger kræft. Så hvad kan al denne hverdagsvidenskab bruges til, hvis den bare underminerer opfattelsen af, hvad der er rigtigt og forkert.

Er det videnskabens opgave? Undersøgelsen om økologi blev fremlagt af Danmarks Tekniske Universitet, som udbasunerede, at økologisk frugt og grønt er ikke sundere end konventionelt. De økologiske produkter har ganske enkelt ikke et højere indhold af kendte sundhedsfremmende stoffer end konventionelt dyrkede, hed det. Indholdet af potentielt sundhedsfremmende bioaktive stoffer i form af polyphenoler findes ikke i højere koncentrationer i de økologisk dyrkede grønsager sammenlignet med de konventionelle i de løg, kartofler og gulerødder, som er undersøgt. I foråret konkluderede en omfattende europæisk undersøgelse blandt 400.000 mænd og kvinder i 10 lande, heriblandt Danmark, at frugt og grønt generelt ikke beskytter mod kræft, som mange ellers antager. Og som har været en del af årsagen til, at vi får at vide, at vi skal spise mindst seks stykker frugt dagligt.

Både Økologisk Landsforening og Kræftens Bekæmpelse har i forbindelse med de to undersøgelser været ude at forsvare deres sag. Økologerne siger eksempelvis, at man slipper for pesticidrester – selv om sundhedsmyndighederne ganske vist ikke er bekymrede over niveauet i det konventionelle frugt og grønt, der sælges herhjemme. Kræftens Bekæmpelse kom med en kommentar om, at selv om der ikke kan påvises markant færre kræfttilfælde blandt mennesker, der spiser meget frugt og grønt, så er det jo stadig godt, for det erstatter andre mere usunde fødevarer og forebygger overvægt, hjertekarsygdomme og diabetes. Men det er jo noget helt andet end kræft.

Problemet eller udfordringen med den slags budskaber ligger i måden, de kommunikeres på. Både medier og organisationer vil have et budskab, der slår igennem. Så det serveres stramt, uden de forstyrrende nuancer. Men læser man lidt i de videnskabelige artikler bag overskrifterne, så er budskabet mere nuanceret. Eksempelvis er det kun en lille del af de mange stoffer i økologisk frugt og grønt, der er undersøgt – så faktisk kan man kun sige, at netop de stoffer ikke er til stede i højere grad eller er mere virkningsfulde, men hvad med alle de andre? I forhold til kræft, er der stadig en del specifikke grøntsager, for eksempel kål, som kan have en virkning mod visse kræftformer. Men da den store europæiske undersøgelse er baseret på generelt indtag af frugt og grønt, tæller det ikke med her.

Eksemplerne viser, at der er langt flere nuancer i videnskaben, og det må vi forholde os til som forbrugere, mediefolk og forskere. Men videnskaben giver også i sin korte og stramme medieform en ide om, hvad der kommer af ny viden, som svækker eller styrker en given antagelse. Og det må vi så registrere uden at være for kategoriske. Det er sjældent, at viden påvises eller afvises med en enkelt ny undersøgelse. Det er en langvarig proces, og her må vi alle tage et ansvar og følge den voksende nyhedsstrøm, eventuelt søge mere viden på nettet og så tage stilling og træffe en beslutning.

Som forskeren Gitte Meyer ved Fødevareøkonomisk Institut Københavns Universitet sagde for nylig i magasinet Humaniora, så er det ”som om, at der er en spiral, hvor vi sammen hidser hinanden op til at operere med forsimplede løfter eller trusler, fordi vi er bange for at lægmand ikke kan håndtere den usikkerhed og kompleksitet, videnskab jo er forbundet med. Man burde have større tiltro til, at modtagere af et budskab godt kan håndtere indviklede problemstillinger”.

Om man så vælger nye veje på baggrund af sin erkendelse, eller lader den smadre ens verdensbillede på en cafe i Odense, er jo op til den enkelte.

God dag og god efterårsferie, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken