For universiteterne er den netop vedtagne finanslov for næste år en god handel. Aldrig er så stor en andel af det danske statsbudget gået til forskning og udvikling. Midlerne er historisk store. Både i rede penge og målt i procent af bruttonationalproduktet. Men kun i 2011. Så er det slut. Og så skal der spares på universiteterne og forskningen.

Fra 2010 til 2011 vokser den statslige forskningsindsats med knap en milliard kroner til 19,3 mia., svarende til 1,08 procent af bruttonationalproduktet, altså over det mål, regeringen har sat på 1,0 procent, og som blev nået i 2009. Selv fordelingen af den ekstra reserve fra globaliseringspuljen, der er er afsat til forskning og udvikling inden for de 19,3 mia. kr., er der stor tilfredshed med blandt universiteterne. Beløbet til basismidler, der kan bruges til fri grundforskning, blev for eksempel under finanslovsforhandlingerne øget fra 100 til 400 mio. kr., hvilket øger universiteternes frihed til selv at sætte en retning for langsigtet forskning frem for at være styret af regeringens kortsigtede strategiske mål. Den strategiske forskning - der typisk skal løse akutte problemer og omsætte viden til økonomisk vækst så hurtigt som muligt - måtte vige en smule, selv om størstedelen af de 1,4 mia. kr. i globaliseringspuljen stadig bruges her.

Så hvad er problemet? Fra 2012 falder indsatsen paradoksalt nok igen, selv om netop den viden, som forskning og udvikling kan generere, regnes som et af de vigtigste økonomiske aktiver for Danmark i fremtiden, når der skal satses på videntung produktion som erstatning for den svindende industriproduktion. Det skyldes, at regeringens økonomiske genopretningsplan i høj grad finansieres ved at skære i forskning og udvikling. Her hentes to milliarder til genopretningsplanen, hvilket indebærer, at universiteterne i forhold til deres budget er blandt de institutioner, der skæres hårdest.

Faktisk mærker man allerede besparelserne nu på en måde, der vækker undren på universiteterne. Samtidig med at basismidlerne øges, skal universiteterne nemlig spare 100 mio. kr. på uddannelsesbudgettet. Og det hul må universiteterne lappe med basismidlerne. Og det finder formand for universiteternes rektorer, Jens Oddershede, rektor ved Syddansk Universitet, underligt: “Det er et underligt signal at sende. Først får vi at vide, at vi skal have flere ind på en universitetsuddannelse og have dem igennem hurtigere. Det gør vi så, og det koster jo penge. Så får vi at vide, vi skal spare, og så skæres der 100 millioner kroner af uddannelsesdelen på universiteterne fra næste år i de penge, der gives til uddannelse af de studerende via taxameterordningen. Vi får altså flere igennem, men staten vil ikke betale for det, og så er der jo ikke sammenhæng mellem det regeringen siger, og det, den gør”, mener Oddershede.

Men universiteterne skal forberede sig på endnu flere besparelser. Samlet ser der ud til at blive mindst en milliard kroner mindre til universiteterne over tre år fra 2012 og frem - og tallet kan blive endnu højere, lyder vurderingen. Det vil indebære en reduktion i forskningsprojekter og ansatte på universiteterne. “Vi står på toppen af bjerget, men nu skal vi ned igen og tilpasse os en verden med andre ressourcer”, som Oddershede formulerer det.

Den virkelighed er universiteterne ved at indstille sig på.  Men det synes ikke umiddelbart logisk. At regeringen midt i en krisetid især vælger at spare på forskning og udvikling, som vi ellers skal leve af i fremtiden, og dermed sætte en spirende placering og anerkendelse som et en verdens førende vidensamfund på vågeblus.

Med hvad synes I kære læsere.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken