Universitetsledelser elsker, når deres forskere opdager noget nyt og kan berette om det til offentligheden. Til gengæld hader de, hvis der sås tvivl om, hvorvidt forskernes resultater er baseret på fup frem for fakta. Så må ingen vide noget. Men hvorfor skal det egentlig være hemmeligt, om der verserer en sag om videnskabelig uredelig på højt plan?

Tag sagen om den fremgangsrige hjerneforsker ved Københavns Universitet Milena Penkowa, som nu beskyldes for at have fiflet med sine forsøgsresultater. Vi kender kun til sagen, fordi Weekendavisen har skrevet om den  på baggrund af dokumenter om sagen, som avisen har fremskaffet. Hverken forskeren eller universitetet vil udtale sig. Begge parter mener det er en personalesag omfattet af tavshedspligt i henhold til straffelovens paragraf 152. Og forskerens advokat har ikke forsømt offentligt at påpege, det vil medføre konsekvenser for universitetet at udtale sig. Derfor har ingen af parterne direkte bekræfte, at der er altså er en sag.

Problemet er, at offentligt ansatte forskeres potentielle fusk med forskning - og dermed potentiel videnskabelig uredelighed – også handler om skatteborgernes penge. De - vi - har indirekte investeret milliarder af kroner  i at fremskaffe ny viden til samfundet. Det taler for, at vi burde have lov til at vide, om der er en sag eller ej - og hvad den i givet fald går ud på. Hvis der fuskes med resultater kan der i sidste sive falsk , ubrugelig og direkte skadelig viden ud i samfundet.

Næste skridt i Penkowa-sagen er ifølge Weekendavisen, at den skal vurderes af universitetets rektor, som skal tage stilling til om sagen skal indbringes for det regeringsnedsatte ‘Udvalgene vedrørende videnskabelig uredelighed’. Udvalget afgør så, om der er tale om snyd med videnskabeligt arbejde, altså uredelighed, og eventuelt får en påtale, som kolleger og chefer med indblik i sagen så kan tage til efterretning.

Men heller ikke her vil offentligheden få megen indsigt i, hvad der sker, hvis sagen kommer så langt. Også her er der anonymitet, og hvis sagen indgives og behandles, vil offentligheden kun få et glimt af, hvad der er sket via udvalgets årsrapport, hvor sagerne gennemgås kort i anonymiseret form. Begrundelsen for anonymiteten er især, at udvalget ikke er en domstol, og sagerne derfor ikke behandles med de retssikkerhedsmæssige garantier, som er indbygget i det system.

Sådan behøver det ikke at være. I 2003 offentliggjorde udvalget sin afgørelse om, at der var videnskabelig uredelighed i forbindelse med Bjørn Lomborgs bog »The Skeptical Environmentalist«. Lomborg tog kampen op og klagede til videnskabsministeren. Det kom der en offentlig debat ud af. Det gode ved sagen var, at vi i en god demokratisk ånd fik et indblik i, hvad beskyldningerne gik ud på, og hvad den anklagede selv mente. Efterfølgende gjorde VK-regeringen og Dansk Folkeparti det så vanskeligere at klage til udvalget.

Ifølge uredelighedsudvalget er dets afgørelser med til at trække en streg i sandet, som andre forskere kan læne sig op af. I fjor blev 12 sager indbragt for udvalget. Blot i én sag førte en klage til, at en person blev fundet uredelig, fremgår det af udvalgets årsberetning for 2009. Men hvis forskerne ikke allerede under uddannelsen har lært, at forholde sig kritisk og ærligt til deres arbejde, kan man spørge, om det skræmmer dem at læse afgørelserne. Den enlige i fjor omhandlede en artikel, en ansøger satte sig navn på og vedlagede en ansøgning til en forskerstilling, selv om vedkommende ikke havde skrevet den.

Faren for fusk er ikke blevet mindre de senere år. Konkurrencen om forskermidler og professorater er blevet langt skarpere og mere ond.  Nogle forskere ligger nærmest i krig med hinanden om at være først og bedst med at levere ny viden og komme videre i karrieren. Det kan friste nogle til at gå over stregen. Også i år er nogle få sager i gang. Dem hører vi om i næste årsrapport fra uredelighedsudvalget. Og måske bliver Penkowa-sagen en af dem.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken