Danmarks statsminister deltager ikke på det igangværende klimatopmøde i Cancun i Mexico, hvor man skal forsøge at redde skårene efter sidste års fiasko i København. Her lykkedes det som bekendt ikke at indgå en aftale om at begrænse udslippet af drivhusgasser og dermed holde den globale temperaturstigning under to grader. Hvad der var det vigigste spørgsmål for menneskeheden i fjor, er nu tilsyneladende mindre betydningsfuldt.

Det er ellers et mål, der anses som grænsen for, hvad kloden kan bære, hvis ekstreme forandringer i havenes vandstand, vejret og biologisk mangfoldighed skal undgås.

Heller ikke USA’s eller Kinas ledere ventes at dukke op. I fjor kom omkring 100 af klodens nationale ledere til København. Der var reelt håb om en global klimaaftale. Men det gik ikke. Landene havde for forskellige interesser og var uvillige til at betale prisen for at skære ned på udledningen af CO2 . Og nu er den globale økonomiske og finansielle krise øverst på dagsordenen.

Nu ser det ud til, at klimatopmødet  blot bliver et møde med embedsmænd og mindre tunge ministre, som skal forsøge at skabe fremskridt på en række mindre områder, der så småt kan pege i retning af en ny klimaaftale til afløsning for Kyoto-traktaten, der udløber 2012. Om de overhovedet når frem til en brugbar løsning er et åbent spørgsmål. Intet, der peger i den retning, og der har været meget stile omkring klimaforhandlinger det seneste år.

I oktober i fjor sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen ellers i sin åbningstale i Folketinget, at FN-klimakonferencen – Cop 15 – i København det  år ville blive »et af de vigtigste internationale møder i vores levetid«. Hvis det var så vigtigt for et år siden, virker det noget hyklerisk at udeblive fra opfølgeren et år senere. Især i betragtning af, at københavnermødet endte som et resultatløst flop.

I årets åbningstale nøjedes Løkke med at sige, at »regeringen vil arbejde for, at EU påtager sig at reducere sine CO2-udledninger med 30 procent i 2030, uanset udfaldet af de globale klimaforhandlinger«. En ganske uforpligtende melding, som formentlig er svært at tage alvorlig i EU-kredsen.

Imens ledes der masser CO2 ud, og kloden bliver varmere. Der var ellers forhåbninger om, at når politikerne ikke kunne løse klimaudfordringen, så ville den økonomiske krise gøre det, ganske enkelt fordi smalhans fører til lavere forbrug af det meste, inklusive de fossile brændstoffer, der står for størstedelen af CO2-udledningen. Men i fjor var der masser af ny udledning. Og trods vanvittig kulde i store dele af Europa i øjeblikket, så stiger temperaturerne på kloden samlet set. 2010 er lige nu på vej til at blive det varmeste år, der nogensinde er registreret.

Det toplederløse topmøde i Mexico synes ikke længere at forlene ambitionerne med et særligt seriøst skin af vilje til at forandre det billede. Det hindrer ikke verdens lande i at arbejde på mindre regionale og lokale løsninger, som ad åre kan sænke udledningen. Men det udskyder tidspunktet for, hvornår klodens opvarmning bremses, og så kan vi ifølge eksperterne være nået til et punkt, hvor de voldsomme konsekvenser ikke længere kan undgås.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken