Her ved afslutningen af klimatopmødet i Cancun, opfølgeren til sidste års møde i København hører vi ikke meget fra politikerne om de indsatser, verden skal blive enige om for at bremse klodens opvarmning.

I fjor fik vi af politikere med statsministeren og klimaministeren i spidsen ellers tudet ørerne fulde om det forestående klimatopmøde: hvor vigtigt, det var at indgå en global aftale om at begrænse klodens opvarmning, og om muligheden for at få den på plads i København. På sidelinjen stod forskere, som leverede nye rapporter, der kunne fortælle, at det faktisk stod værre til, end det grundlag politikere og embedsmænd forhandlede ud fra.

I dag omtales mødet i København som lavpunktet i forsøget på at bremse opvarmningen.Selvfølgelig er det svært. Klimaforhandlingerne foregår i FN-regi, hvor man ikke kan lave virkningsfulde aftaler uden, alle er med. Så i princippet skal cirka 190 nationer blive enige, og det er i realiteten en stor hæmsko for en fælles aftale. Alle vil handle, men ingen betale.

Selv Kyoto-aftalen, den eneste eksisterende og næsten globale klimaaftale, med bindende mål om reduktion af CO2, er mangelfuld. Det er den, en ny aftale skal afløse, når den udløber i 2012. USA står uden for. Og der er ingen forpligtelser til Kina, klodens største udleder af drivhusgasser, og andre udviklingslande. Derfor vil udviklingslandene gerne have en afløser i stil med den, mens en række rige lande ønsker en ny aftale, der giver disse lande forpligtelser.

Men der er man slet ikke nu i Cancun i Mexico. Der tales om en fond fra 2020, som skal hjælpe udviklingslandene til at imødegå klimaforandringer, men finansieringen er uklar. Desuden står USA og Kina på bedre fod nu end i fjor. Og så forsøger man i sidste øjeblik, at få en eller anden form for aftale hjem, så der er et lille resultat at præsentere, men indholdet er uklart, og det er usikkert, om det overhovedet bliver til noget. Så Cancun endte reelt som endnu et svagt klimatopmøde, hvor FN-landene i al stilfærdighed kunne komme på talefod igen. Men det er trods alt et lille fremskridt - eller en mindre fiasko - i forhold til det store fiaskotopmøde i København.

Og når politikerne nedtoner betydningen, så følger befolkningers opfattelse af problemerne i nogen grad med. I USA, hvor republikanerne nu arbejder intenst på at få nedtonet behovet for at gøre noget ved klimaet til fordel for at skabe økonomisk vækst og job her og nu, mener halvdelen af befolkningen, at klimaforandringerne er overdrevne. Her siger 30 procent økonomien, når Gallup spørger “hvad mener du, er det vigtigste problem dit land står over for i dag”. Kun 2 procent peger på klimaforandringer. Herhjemme lyder et næsten tilsvarende spørgsmål i tænketankens Concitos rundspørge fra oktober “hvad er det mest bekymrende i vores tid”, og her mener 23 procent, at det er klimaforandringerne, mens finanskrisen kommer ind på en tredjeplads, og som 16 pct. opfatter som det største problem.

Udfaldet af den slags undersøgelser afhænger selvfølgelig af, hvordan man spørger. Men kan ironisk nok konkludere, at befolkningen i verdens største supermagt ikke synes at bekymre sig synderligt om klimaet for tiden, mens indbyggerne i værtslandet for klimaforhandlingernes hidtil største fiasko til gengæld gør. Og det er i sig selv en ganske god strømpil på den globale handlekraft i bestræbelserne på at bremse den globale opvarmning.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken