Relationen mellem erhvervslivets og videnskabens verden kan til tider minde om forholdet mellem hund og kat. De er ikke meget for hinanden, og det skaber problemer. To nye undersøgelser har denne uge sat ny fokus på det gammelkendte forhold, som består i, at for lidt viden fra universiteterne når ud til de virksomheder, der via viden skal skabe økonomisk vækst.

Det går ikke så godt med at binde de to led sammen. Mellem universiteter og mindre virksomheder hopper kæden af. Store virksomheder som Grundfos, Danfoss og Novo Nordisk forsker selv og de har tæt samarbejde med vidensinstitutionerne. Det er de små og mellemstore virksomheder, der har svært ved skabe samarbejde med universiteterne om viden og dermed få inputs til innovation, som de ellers har hårdt brug for. Det er typisk firmaer med under 100 ansatte, men de udgør godt 90 procent af alle private virksomheder herhjemme og leverer over halvdelen af den samlede omsætning i erhvervslivet. Universiteterne er ikke helt indstillet på at sende kandidater til erhvervslivet, og her er man ikke tunet ind på at modtage dem i samme høje grad, som de lande vi gerne vil sammenligne os med. For eksempel USA, Tyskland, Sverige og Finland.

Ifølge den ene undersøgelse – Innovation Union Scoreboard – er Danmark næstbedst blandt EU-landene til at skabe innovation. Men opgørelsen giver et noget misvisende billede. Den er baseret på 25 indikatorer, og det trækker kraftigt op, at der uddannes et stigende antal forskere herhjemme i form af ph.d.-kandidater. Desuden citeres danske forskere i stigende grad i internationale videnskabelige tidsskrifter sammen med forskere uden for EU, og det trækker også op. Begge dele er forbundet til det tredje punkt, hvor der er vækst – nemlig de statslige investeringer i forskning.

Men rapporten viser også, at de små og mellemstore virksomheder blevet dårligere til at introducere nye produkter på markedet i forhold til de lande, vi sammenligner os med – eksempelvis Tyskland, Sverige, Finland og USA. Samtidig har de sværere ved at skaffe risikovillig kapital, end konkurrenterne i Europa. I grove træk tegnes et billede af, at der generes masser af viden, som bare ikke omsættes til ideer og produkter i de mindre virksomheder.

Innovation defineres som »opfindelser og ideer, der er omsat til produkter eller tjenester, som er bragt på markedet«. Men for det meste tæller samarbejde med små danske firmaer ikke meget i universiteternes verden. Her handler det for nogle mere om prestige i form af anerkendelse blandt kolleger, citater i internationale videnskabelige tidsskrifter og placering på globale ranglister.

Regeringens tidligere videnskabsminister Helge Sander (V) havde det ellers som sit projekt at få mere viden til at flyde ud i virkeligheden og generere indtægter i erhvervslivet. Men generelt brød universiteterne sig ikke om ideen. Delvis på grund af Sanders slogan »Fra forskning til faktura«. Sanders fokus på eliteforskning trak desuden i modsat retning, så projektet lykkedes ikke.

Den anden rapport kommer fra Erhvervs- og Byggestyrelsen og slår fast, at Danmark også sakker bagud i forhold til produktivitet, altså indtjeningen per ansat eller omkostningsenhed. Over de seneste 10 år er den kun vokset 0,6 procent om året i gennemsnit, mens de førende lande har stigninger på 2,4 procent. Igen er det de mindre virksomheder, der ikke leverer effektiv produktion. Rapporten fastslår, at vidensdelingen mellem offentlige forskningsinstitutioner og private virksomheder fungerer »mindre tilfredsstillende i Danmark«.

Nu forsøger Sanders efterfølger Charlotte Sahl-Madsen (K) at skabe sin sag med et forslag om at rette universitetsuddannelserne mere mod, hvad samfundet og erhvervslivet efterspørger. Men de korte kandidatuddannelser, hun har forslået, er ikke vejen frem i videnssamfundet.
I første omgang handler det nok mere om ganske enkelt at få nedbrudt barrierer og skabe incitamenter, der giver forskere og erhvervsfolk lyst til at se hinanden dybt i øjnene og omsætte viden til vækst. Lidt som når hunden og katten indser, at de kan have det fint sammen.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken