Sagen om Milena Penkowas storhed og fald som forsker ved Københavns Universitet viser, hvad der sker, når kvalitetskontrollen svigter og salgstalerne tager over i videnskabens verden. Hendes forskning var tilsyneladende ikke så banebrydende, som den fremstod.

Den fuskanklagede og nu politianmeldte Milena Penkowa er formentlig færdig som forsker, og et nyt billede af hendes indsats toner frem: Måske var hun aldrig så stor en forsker, som hun blev blæst op til at være, da hendes kometagtige karriere begyndte at tage fart for ti år siden. Hendes cv underbygger ikke nødvendigvis, at det var tilfældet. Men hvis hun ikke var, hvordan kunne hendes universitets ledelse så i årevis overse de talrige advarsler, der kom fra indsigtsfulde forskere, og som lå i Penkowas særprægede arbejdsmetoder?

Hendes status når tinderne, da hun i 2009 upeges som eliteforsker af daværende videnskabsminister og venstremand Helge Sander efter indstilling fra hendes arbejdsplads Københavns Universitet med Penkowas rektor Ralf Hemmingsen og ledelsen på det sundhedsvidenskabelige fakultet som drivkræfter. Med prisen fulgte 1,1 mio. kroner og efterfølgende et professorat.

Allerede i 2001-2003 har Penkowa ifølge kritikere problemer med sin metodik og med konkret at dokumentere forsøg, som omhandler proteinet metallothionein og dets mulige betydning i forhold til behandling af sklerose, epilepsi og alzheimers. Forsøgene er en central del af Penkowas første doktordisputats, som bedømmerne underkender, da de finder den usammenhængende og utilstrækkeligt dokumenteret. I 2008 har andre forskere problemer med at eftervise Penkowas resultater. I 2010 suspenderes hun så fra sin professorstilling, efter at det igen har været umuligt for andre at eftervise Penkowas resultater. I december fratræder hun sin professorstilling på Københavns Universitet.

Hele begrundelsen for hendes status som eliteforsker er tilsyneladende smuldret væk. Nu melder sig spørgsmålet: Er Penkowa en misforstået eliteforsker eller en middelmådig forsker med et fantastisk sælgergen? I begrundelsen for at indstille Penkowa til »Eliteforekerdforsker-prisen« i 2009, som er indstiftet af Sander, står blandt andet, at hun har »genereret flere videnskabelige landvindinger«. Men tilsyneladende er folk, der kender til området langt fra enige. Kilder med indsigt kalder forskningen »et nicheområde«, som andre har droppet, fordi betydningen af de omtalte metallothioneiner faktisk ikke er så stor. Ingen af de 84 videnskabelige artikler, Penkowa skrev eller var medforfatter til fra 1995 til 2009 – de første udgivet blot halvandet år inde i hendes lægestudie – er således trykt i store internationale tidsskrifter som Science eller Nature. Det er ellers her globale topforskere publicerer banebrydende ny viden.

Penkowas første store artikel, som blev bragt i 2000 i det videnskabelige tidsskrift Glia, har hendes medforfatter, den spanske professor Juan Hidalgo, nu trukket tilbage. Forskerne i hendes gruppe sættes til andre opgaver, og universitetet vil granske al Penkowas forskning. Den viden, som der foruden Penkowas løn er investeret i omegnen af 7-8 millioner kroner i, falder nu på gulvet. Men tabet er tilsyneladende til at overse. Tilbage står en forsker, der kun var en stjerne herhjemme og mest blev betragtet som stor af de, som var med til at udvirke, at hun fik eliteforskerprisen.

Men hvorfor blev hun så stor herhjemme? Svaret er ukendt. Men en stor del af ansvaret ligger hos ledelsen på Københavns Universitet, som med lukkethed og øget magt efter universitetsreformer gennem et lille årti, har kunnet underkende og affeje kritiske røster, som kunne have stoppet sagen allerede i 2003, inden den blev en uoverskuelig belastning for universitet. Ja, måske endda allerede i 2001, hvor kolleger begyndte at stille spørgsmålstegn ved hendes resultater.

Indtil sidste uge har rektor Ralf Hemmingsen holdt hånden over Penkowa. Med sin manglende vilje til at undersøge sagen bærer han et stort ansvar for, at sagen har udviklet sig til en af de største forskningsskandaler herhjemme. Sanders afløser, den konservative Charlotte Sahl-Madsen, har nu afkrævet universitetet en »tilbundsgående rapport« om sagen i samarbejde med Kammeradvokaten. Hun kræver også Hemmingsens og bestyrelsens rolle undersøgt. Den kan måske give nogle bedre svar end dem, Hemmingsen hidtil har leveret på, hvorfor en forsker i årevis kunne køre ud ad en uheldig tangent på landets mest ansete universitet uden at blive standset .

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken

Blogindlægget her er baseret på bl.a. interviews med en række kilder suppleret med oplysninger fra bl.a. aktindsigt begæret af Politiken samt artikler i Politiken og Weekendavisen. Læs dele af Politikens dækning af sagen her - bl.a. interview med en Penkowas gymnasielærere og med links til den seneste udvikling: http://politiken.dk/videnskab/ECE1193411/penkowas-laerer-kaeden-maa-vaere-hoppet-af/