I forbindelse med anklagerne blev der sået tvivl om kvaliteten og troværdigheden af en række videnskabelige artikler, hun var medforfatter til. Og siden i fjor er mindst tre af hendes artikler trukket tilbage fra ansete tidsskrifter – blandt dem Journal of Physiology og Experimental Physiology – på foranledning af blandt andet medforfattere. Dermed indgår Penkowa i en voksende global statistik.

I fjor blev over 400 videnskabelige artikler nemlig trukket tilbage fra nogle af verdens mest ansete tidsskrifter. Både fra Nature og Science er artikler eksempelvis trukket tilbage. Det er her, forskere offentliggør ny viden og booster karrieren. Den akademiske anseelse hænger tæt sammen med antallet af publicerede artikler, i hvor højt rangerende tidsskrifter de bringes, og hvor meget de citeres andre steder. Så når artikler, der ellers inden trykning er tjekket på kryds og tværs af fagfæller via den proces, der kaldes peer review – eller burde være det – trækkes tilbage, er det både en svaghed og en styrke. En svaghed, fordi det udstiller en ekstremt konkurrencepræget verden, hvor forskere presses til det yderste, og nogle går over grænsen. Og en styrke, fordi det trods alt er et udtryk for selvransagelse og forståelse for, at videnskabens processer skal være gennemskuelige og pålidelige.

Der kan være mange årsager til, at artikler trækkes tilbage. Det kan være nærmest harmløse fejl, som forskere selv opdager. Men også manglende dokumentation, overoptimistisk fortolkning af data, svindel med egne data for at få dem til at pege i en ønsket retning eller slet og ret plagiat af andres arbejde. Hele repertoiret findes. Men det er pinligt for de involverede forfattere og tidsskriftsredaktører, og de skilter ikke ligefrem med det, når artikler trækkes tilbage.

Tidligere var der ingen organisation, som systematisk holdt øje med tilbagekaldte artikler. Men i 2010 oprettede to amerikanere – lægen Ivan Oransky og historikeren Adam Marcus, der begge arbejder med videnskabsformidling – Retraction Watch. Det er en hjemmeside, hvor oplysninger om tilbagekaldelse indsamles og kommenteres. Ifølge deres gennemgang af tidligere sager er antallet af tilbagekaldte artikler vokset støt de senere år, og antallet har aldrig været så stort som nu. Det skyldes dog også, at der produceres et ekstremt stort antal videnskabelige artikler om et hav af emner i dag. Omkring 1,4 millioner videnskabelige artikler og papers udgives hvert år i trykt udgave eller på nettet.

Et af problemerne er, at når ny viden først er ude, så fortsætter den med at cirkulere, også når en artikel er kaldt tilbage. På den måde spredes information og citeres videre, selv om den er baseret på viden, der siden er sat spørgsmålstegn ved. Og det er problematisk, fordi videnskabelige forhåndsbedømte artikler skal stå som garanter for ny viden, som kan bruges af andre forskere til at falsificere eller verificere det, der er nået frem til. På den måde opbygges solid viden.

I Penkowas tilfælde handlede forskningen om proteinet metallothionein og dets mulige betydning i forhold til behandling af alvorlige sygdomme som sklerose, epilepsi og Alzheimers. Inden faldet blev det fremhævet, at hendes forskning havde genereret »flere videnskabelige landvindinger«. Det var blandt andet baseret på hendes videnskabelige publikationer. Penkowa udgav næsten en artikel hver anden måned over 15 år, de første allerede som studerende.

En del af baggrunden for, at nogle fristes til at snyde er dels det pres, der lægges på forskere for at skaffe bevillinger i dag. Dels det hæsblæsende tempo, de forventes at publicere i. Frygten for at skulle tilbagekalde artikler har sat gang i en ny trend. Forskere er begyndt at levere meget omfattende rettelser i håbet om at de så slipper for at trække kritiserede artikler tilbage. Ivan Oransky og Adam Marcus mener, der skal mere åbenhed til om det videnskabelige arbejde bag artikler, fordi det giver bedre mulighed for at efterprøve og diskutere resultaterne. For eksempel ved at artiklerne lægges på nettet af tidsskriftet, der udgiver dem, og at der tilknyttes artikler og kommentarer, som handler om opdagelsen. Så kan andre forskere kigge her, inden de bruger materialet.

Den tyske narkoselæge Joachim Boldt, som forsker i narkosemetoder, slog i øvrigt alle rekorder i antallet af tilbagetrukne artikler i fjor. 90 af hans artikler i anerkendte tidsskrifter om narkosemetoder er blevet trukket tilbage. Han er blevet frataget sin professortitel ved universitetshospitalet i Giessen, og anklager om, at han har fusket med videnskabelige resultater, efterforskes nu som en kriminalsag.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken

Derfor er udgivelsen af artiklen i det ansete amerikanske tidsskrift udskudt. Det er ikke set før.
Med en dødelighed på knap 60 procent blandt de ramte mennesker er fugleinfluenza en sygdom, der skal tages alvorligt. Derfor er det også naturligt, at det bekymrer de amerikanske myndigheder, at det er lykkedes at lave en genetisk modificeret udgave af den yderst dødbringende sygdom, som formentlig kan smitte mellem mennesker.

Men hvor går grænsen egentlig for, hvornår myndigheder skal censurere videnskab? Fugleinfluenza har været kendt i over 100 år. Den florerer normalt blandt fjerkræ, hvor der er høj dødelighed. Siden 2003 har der været en række udbrud blandt mennesker, som formentlig har fået den fra fjerkræ og ikke fra andre mennesker. Det har kostet livet for 336 af de 573 mennesker, der har været konstateret smittet. I år har fugleinfluenzaen krævet dødsofre blandt mennesker i blandt andet Egypten, Indonesien og Cambodja. Så den er ikke til at spøge med. Og hvis den kunne plantes og spredes blandt mennesker, ville det være katastrofalt, da der ikke er en effektiv vaccine mod den.

Forskerne fra Holland har netop udviklet en genetisk modificeret udgave af H5N1 fugleinfluenzaen, som let kan sprede sig blandt fritter, som er et dyr i mårfamilien. Disse dyr bruges typisk til forsøg med vacciner mod blandt andet influenzaer, fordi de reagerer nogenlunde som mennesker på den slags sygdomme. Det hollandske forskerhold fremlagde dele af deres nye viden på en konference i september. Et amerikansk hold har gennemført lignende arbejde og vil offentliggøre deres opdagelse i tidsskriftet Nature. Men de bremses også af myndighederne.

Den videnskabelige metode i forbindelse med offentliggørelse og anerkendelse af ny viden bygger ellers på at levere så gode beskrivelser, at andre kan duplikere forsøgene og verificere eller afvise et resultat. Arbejdet med at begrænse influenzaepidemier gennem vacciner indebærer forsøg af denne art, og at resultaterne deles med andre forskere. På den måde udvikles ny viden til gavn for alle. Men en offentliggørelse med komplette beskrivelser åbner i teorien også for misbrug.

I våbenindustrien og blandt dens kunder holdes ny teknologi tæt til kroppen – især i USA. Det samme gælder inden for medicinalindustrien, som ikke offentliggør detaljer i nye opdagelser, men patenterer og beskytter deres produkter aggressivt. Så kan man ikke bare indføre censur på ny viden om fugleinfluenza, sådan som de amerikanske myndigheder ønsker? I princippet jo. Men i forhold til fordelene ved at arbejde med at forstå sygdommen virker det amerikanske udfald mod fugleinfluenzaforskerne hysterisk.

For det første vil det være en ualmindelig stor udfordring for bioterrorister at kopiere opdagelsen og efterfølgende få den til at virke blandt mennesker. For det andet skelner influenza ikke mellem mennesker og standser ikke ved grænser, så den er et svært våben at styre. Og for det tredje findes der jo langt værre smitsomme sygdomme, som er ekstremt dødelige – ebola eksempelvis.

De amerikanske myndigheder kan ikke gennemtvinge, at de aktuelle artikler censureres, men kun anbefale det af sikkerhedsmæssige årsager med al det indirekte pres, det medfører. Så er det op til forskerne og chefredaktørerne på Science og Nature at træffe beslutningen. Foreløbig lyder meldingen fra Nature og Science, at man forstår bekymringen, men ikke mener, der bør censureres i viden, som kan være nyttig for samfundet. Der forhandles nu om en model for, hvordan artiklerne kan udgives, så begge parters behov tilfredsstilles. For eksempel ved at udelade vigtige dele af opskriften, men gøre denne viden tilgængelig for forskere efter særlig tilladelse.

Ifølge BBC og den britiske avis The Independent  har de to forskergrupper under protest indvilget i at levere justerede udgaver af deres artikler, så de ikke direkte leverer opskriften på en dødbringende virus. Sagen sætter fokus på et principielt videnskabeligt dilemma, som er vigtigt at debattere. For der er altid grænsetilfælde, som må tages i betragtning, når viden både kan gøre godt og ondt.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken

I hvert fald ikke meget set fra en lægmands synspunkt. Jagten på Higgs-boson, som er partiklen, der menes at give alting masse i et samspil med omgivelserne, er intens og vigtig. For findes den ikke, må forskerne udvikle helt nye ideer i forsøget på at forstå mere af vores univers. Men det eneste, forskerne kunne sige, var, at de nu har mange flere data fra deres forsøg. Og at der ser ud til at være udslag, som indikerer, at der er en partikel. Men ikke data nok til med tilstrækkelig sandsynlighed at kunne konstatere, at den mystiske Higgs-partikel vitterlig eksisterer. Men heller ikke, at den ikke skulle gøre det. Altså søger de videre.

Partiklen er aldrig fundet i virkelighedens verden. Den eksisterer i teorien. Den er bygget ind i det, der kaldes Standardmodellen, som er den store ligning for alting, så at sige – og som for tiden er den bedste beskrivelse af universets fundamentale fysiske kræfter og partikler. Når Higgs indføjes, går ligningen groft sagt op. Og det er den eneste partikel, hvis eksistens modellen forudsiger, som endnu ikke er fundet.

Det store eksperiment, som forskerne er i gang med at analysere data fra, har stået på godt et par år. Partikler sendes ind i ‘Big Bang-maskinen’ – som hedder Large Hadron Collider (LHC) – og tilføres høj energi og opnår hastigheder nær lysets, hvorefter de bringes til at kollidere. Dermed imiteres forholdene i de første øjeblikke efter Big Bang for omkring 13,7 milliarder år siden, da vort univers begyndte at blive dannet. Så dannes en masse nye partikler, og en af dem kan være en Higgs, håber forskerne.  Maskinen har nu skabt flere hundrede milliarder kollisioner, som der regnes på.

Problemet med Higgs-partiklen er, at den ikke eksisterer ret lang tid ad gangen. Den dannes, når partikler støder sammen under særlige forhold, men henfalder lynhurtigt til andre partikler. Derfor søger man efter den ved at regne på de andre partikler, der dannes under henfaldet. Og så regner man så at sige baglæns på disse data for at etablere en sandsynlighed for, at disse henfald kommer fra en partikel med egenskaber, der svarer til dem, som er opstillet for Higgs. Gennem de mange forsøg har man nu fået afgrænset et muligt område, hvor partiklen meget sandsynligt kan befinde sig. Forskerne mener, at den må være en partikel på mellem 115 og 130 GeV – Giga elektron Volt – som er en måleenhed for masse eller vægt inden for højhastighedsfysikken og en meget, meget lille størrelse, der blandt andet kan afdækkes ved at se på de baner, partikler gennemflyver, når de dannes ved kollision i de store detektorer på Big Bang-maskinen.

Der kan ske ske flere ting nu. Man kan finde Higgs-partiklen og få styrket Standardmodellen. Eller ingenting finde, og så må forskerne i gang med at udvikle nye teorier for at få modellerne til at gå op, når de efterprøves ved forsøg. Der kan også ske det, at man finder en Higgs-lignende partikel, som opfører sig anderledes end forudset i Standardmodellen.

Findes Higgs-partiklen er endnu en brik i forståelsen af universets natur på plads. Men et af de spændende perspektiver er faktisk, at man finder noget andet end det, man går ud fra. For så er det, at der må udvikles nye modeller, som rækker langt videre end Standardmodellen. Ideerne er der, men der er ingen fasttømrede teorier. En af ideerne går blandt andet ud på, at der kan findes flere universer parallelt med det, vi kender, men som endnu ikke kan forstås eller beskrives med eksisterende fysik.

Ofte er det sådan, at hver gang en ny løsning dukker op, og noget kan forklares, synes nye uforklarlige fænomener at tone frem i partikelfysikkens verden. Sådan er det med den mørke energi, som menes at udgøre 70 procent af universet, men hvis eksistens vi ikke kendte til for bare 15 år siden, og det mørke stof, som man opdagede tidligere. De to fænomener kan ikke forklares endnu, men de udgør tilsammen 96 procent af universets stof og energi, mens alt det, vi kender, tegner sig for sølle 4 procent.

Derfor er forsøgene i Cern spændende – især for forskerne – uanset om der faktisk kommer det forventede resultat eller ej. For begge veje åbner nye videnskabelige muligheder, så længe resultaterne er baseret på forsøg, man ikke før har kunnet foretage. Derfor er der julestemning i forskningscenteret ved Jurabjergene nær Alperne og blandt eksperimentelle og teoretiske fysikere verden over.

God jul, Morten Garly Andersen videnskabsredaktør på Politiken

Stort set alle forarbejdede fødevarer indeholder nemlig salt. Rødkål, ost, toastbrød, småkager, rugbrød, makrel i tomat, marinerede sild, skinke, pølser, majs på dåse og cornflakes – er alle eksempler på helt almindelig mad, der tilsættes salt i rigelige mængder hos producenterne.
Og det er årsagen til, at både mænd og kvinder får omkring 3 gram for meget salt om dagen eller godt 1 kilo om året i forhold til fødevarestyrelsens anbefalinger. Op mod 80 procent af saltet stammer fra industrielt bearbejdede fødevarer, kantinemad og fastfood.

Mænd indtager omkring 9-11 gram salt dagligt og kvinder 7-8 – men man bør højst få 5-6 gram. Det er lidt af en udfordring at få det bragt derned. Mens der i årevis har været ekstrem fokus på sukker, har salt levet et mere ubemærket liv, selv om farerne ved at indtage for store mængder har været kendt i årevis. En del af forklaringen er, at sukker primært er et smagsstof, der kan erstattes, mens salt har flere funktioner, som der ikke lige findes alternativer til.
Mens mængden af sukker i en pakke pebernødder fremgår af emballagen, skal man lede længe efter saltmængderne. Men krav om deklaration af saltmængderne er på vej fra EU, som også ønsker fokus på saltforbruget, der er et problem mange steder i Europa.

Allerede i oldtiden havde en lærd kineser ved navn Huang Ti Nei bemærket, at salt gjorde pulsen ’stiv og hård’. De seneste 70 år har maser af studier underbygget en sammenhæng mellem indtagelse af salt og forhøjet blodtryk – og deraf følgende risiko for hjerteproblemer, hjerneblødning og blodpropper. Andre studier har vist en sammenhæng mellem salt og kræft. Det er blevet konkluderet, at befolkningsgrupper, der indtager meget salte fødevarer, har højere forekomst af mavekræft. Men studierne har ikke været entydige nok til, at forskerne har kunnet konkludere, at salt er en direkte risikofaktor i den forbindelse. Desuden er salt under mistanke for at øge risikoen for knogleskørhed og nyresten.

Almindeligt salt til fødevarefremstilling og madlavning kaldes natriumklorid. Det består af cirka 40 procent natrium og 60 procent klorid. Begge dele er nødvendige for, at kroppen kan kontrollere mængden af vand i kroppen, opretholde den rette surhedsgrad i blodet og sende nervesignaler rundt og hjælpe musklerne til at udføre deres funktioner. Men samtidig er salt farligt for kroppen i for store mængder. Blandt andet fordi det får en væske til at fylde mere i kroppen og dermed kan øge blodtrykket.

Derfor skal vi indtage mindre salt. Hvis danskerne kan få forbruget ned til de 5-6 gram dagligt vil det spare 1.300 menneskeliv og omkring 1-2 milliarder kroner årligt, vurderer Fødevareministeriet.

Salt tilsættes kun i begrænset omfang for smagens skyld. Det har stadig den funktion, der i århundreder er blevet brugt for at holde en vare frisk, altså konservering ved at lægge den i en saltlage, der så samtidig giver smag, som det kendes fra eksempelvis marinerede sild. Salt er også med til at styre duften fra fødevarer, sikre konsistens i kød og give størst muligt udbytte af råvaren. Uden salt hænger kødet i medisterpølsen ikke sammen, frikadellerne bliver svære at skære i pæne skiver, og tabet ved kogning af kødet øges.

Der arbejdes på at udvikle alternative konserveringsmetoder ved hjælp af urter, bær og krydderi. Det skal blandt andet bruges til at hæmme vækst af sygdomsfremkaldende mikroorganismer og bakterier, der gør produkterne uappetitlige. Men vejen er lang. Det viser erfaringer fra Storbritannien. Her har man i årevis uden held kæmpet med at få forbruget af salt ned på 6 gram om dagen per indbygger. I det nye år indføres retningslinjer for den britiske fødevareindustri om brug af salt for at få forbruget længere ned. Lignende tiltag er på vej i Danmark.

Faktisk ser det ud til, at forbrugerne nemmere kan undvære salt end producenterne. Det antyder et nyligt afsluttet forsøg gennemført af blandt andre Teknologisk Institut, DTU og kødvareproducenten Tulip. Her blev der fremstillet skinke med et lavere saltindhold end normalt, som efterfølgende blev testet sammen med den almindelige skinke med større saltindhold. Det viste sig, at hver anden foretrak pølsen med det reducerede saltindhold. Prisen var til gengæld et par ugers kortere holdbarhed.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken

Mennesker, der rører sig jævnligt gennem sport eller andre former for regelmæssig bevægelse, viser sig bedre at kunne lære nye ting end dem, der ikke gør. En tilsvarende gennemgang af relationen mellem bevægelse og sundhed i fjor viste, at bevægelse også fremmer sundheden. Det lyder indlysende. Og det er en viden, som relativt let ville kunne omsættes til praktiske redskaber, og som formentlig kan gøre os både sundere og klogere.

Men paradoksalt nok udnyttes denne meget enkle mulighed – for især skolebørn – stort set ikke. For idræt og bevægelse fylder ikke meget i grundskolen og er i de fleste tilfælde totalt adskilt fra andre aktiviteter. Bevægelse får heller ikke meget plads i gymnasier og på videregående uddannelser. Mens forskning peger på, at de ældre herhjemme ser ud til at være blevet mere aktive, er især børn og unge mere inaktive end tidligere. Mange dropper sport og andre fysiske aktiviteter, når de er 13 til 16 år. Det er ellers det tidspunkt, hvor langtidsholdbare vaner begynder at tage form.

Ideen med rapporten – som er baseret på en konference afholdt i efteråret – er netop at gøre opmærksom på, hvor nyttigt lidt motion kan være. Både for den enkelte og for samfundet. Især hvis den integreres med undervisningen i grundskolen. Det er her, fremtidens fundament for læring og et sundt liv som voksen lægges.

En af de refererede undersøgelser handler om skolebørn i København. Den viser, at idræt er med til at skabe en positiv skoleoplevelse, når den gennemføres optimalt. At der mobbes mindre, hvis eleverne bevæger sig mere. Og at oplevelsen af at have et godt helbred hænger sammen med, om man dyrker idræt uden for skoletiden.
Et af de mest omfattende studier på området er et svensk projekt, der har fulgt børn i løbet af ni års skolegang. Her sammenlignes en gruppe, som dagligt dyrkede motion i skolen, med elever, der havde almindelig skolegang uden ekstra fysisk udfoldelse. De aktive børn var bedre til matematik og svensk.

Der er flere forklaringer på, hvad der sker. Fælles fysisk aktivitet og kropskontakt skaber tilsyneladende en bedre relation mellem mennesker – både børn og voksne. Derudover fremmer motion dannelsen af neurotrofiner, som gør hjernen i stand til at udføre kognitive processer som indlæring og problemløsning. En anden teori er, at fysisk udfoldelse indebærer brug og træning af hjernens hukommelsescentre og centre, der behandler information forud for handlinger.

Man kan ikke bare sende børnene ned i gymnastiksalen og løbe et par runder hver dag og så forvente, at de uden videre bliver dygtigere i andre fag.
Dels virker forskellige aktiviteter forskelligt på indlæringsevnen. Et studie viser eksempelvis, at den sproglige indlæringsevne er bedre efter en spurt end efter mildere konditionstræning. Så det nytter ikke at løbe rundt på må og få. Desuden skal aktiviteter i høj grad tilpasses udøverne for at være effektive. Satses eksempelvis ensidigt på fodbold, vil det ikke gavne alle børn. For så vil de, der ikke er gode til det, kun deltage i begrænset grad og fortsat være alt for inaktive.

En af forskerne bag rapporten mener ligefrem, at man burde lægge skolen om herhjemme. I dag er fysisk aktivitet stort set ikke tænkt ind i læringen. Ideen er, at skolen kunne opdeles efter børnenes fysiske størrelse, alder og boglige kunnen. På den måde kunne der ske optimal udnyttelse af det simple faktum, at fysisk aktivitet synes at være en nødvendighed for at fastholde et højt niveau af viden og sundhed blandt danskerne. Noget, der er hårdt brug for i fremtidens videnssamfund.

Det er dog ikke entydigt bevist, at fysisk aktivitet i sig selv gør mennesker klogere. Det er antagelsen, og der er en relation, men den kan i princippet gå begge veje. Det kan strengt taget være sådan, at kloge mennesker bare helt generelt vælger at være mere fysisk aktive og bedre kan udnytte potentialet, der følger med. Forskningen på området har heller ikke fundet en præcis formel for, hvad der er den rette form for og mængde af træning.

Men motion skader i hvert fald ikke. Et studie, rapporten nævner, slår fast, at selv om der bruges mindre tid på boglige fag i en skole for at skabe mere plads til idræt, gør det ikke elevernes skoleresultater dårligere.

God dag, Morten G Andersen, videnskabsredaktør på Politiken

Mødet i Durban – FN’s 17. klimakonference, COP17, mødet i København hed COP15 – handler i princippet om at finde en effektiv måde at videreføre Kyotoaftalen fra 1997 på. Denne eneste globale aftale om at begrænse udslippet af drivhusgasser udløber i 2012, men har ikke været meget værd. Udledningen af drivhusgasser er steget år for år. Reduktionsmålene i aftalen er globale. Men i praksis er kun vestlige lande forpligtede til at gøre noget. Klodens største udleder af CO2, Kina, er gået fri for forpligtelser sammen med Indien og Brasilien, fordi de ikke regnes som industrilande i aftalen. Rusland er kun delvis forpligtet. USA har ikke tilsluttet sig aftalen.

Samlet står lande, der ikke forpligter sig til nogen reduktioner, for langt over halvdelen af de globale CO2-udslip. EU står kun for omkring 15 procent, og Danmarks andel udgør sølle 0,2 procent. Den ringe opbakning kan aflæses i tallene for udledningen. Kyoto-aftalens deltagere har reduceret udledningerne af CO2 med cirka 15 procent fra 1990 til 2010, viser den seneste opgørelse fra Det Internationale Energi Agentur (IEA). I samme periode er det totale globale udslip vokset med næsten 40 procent til godt 30 milliarder ton årlig.

Målet for FN er at holde de globale temperaturstigninger under 2 grader, i forhold til niveauet før industrialiseringen satte ind i 1800-tallet. En stigning derover vurderes at ville få stor indflydelse på klimaet med mere ekstremt vejr, højere vandstand i havene og ændring af Jordens økologiske systemer til følge. Fortsættes den nuværende kurs, går kloden ifølge IEA i retning af en stigning på 3,5 grader. I værste fald op mod 6 grader. Om fem år er det for sent at ændre på det, mener IEA’s eksperter.

Det er især udledningen af drivhusgasser fra Kina og Indien, der vokser. Og her har man ingen intentioner om at komme med udspil til reduktioner under mødet i Durban. Kina vil holde sig til, at man ved hjælp af bedre teknologi udleder mindre og mindre per produceret enhed. Sådan lyder meldingen fra den kinesiske regering op til mødet i Sydafrika. Men produktionen stiger stadig og dermed udledningen af drivhusgasser. USA er på vej mod præsidentvalg, og i en tid med økonomisk krise er klimaet umiddelbart lavt prioriteret. EU ser gerne en forlængelse af Kyoto-aftalen som et skridt mod en mere omfattende og bindende aftale, der så måske kan indgås senere.

EU’s CO2-udledning falder faktisk, og målet er at sænke udslippet 20 procent i forhold til niveauet i 1990. Men det vil knap kunne registreres, hvis udslippene fortsætter som hidtil i andre dele af verden. En aftale kræver først og fremmest, at USA og spirende stormagter som Kina og Indien kommer med. Men det er der ikke tegn på. For USA vil have Kina og andre lande med voksende økonomier til at binde sig til reduktioner først. Det vil hverken Indien eller Kina.

Så der er hverken udsigt til en brugbar klimaaftale på mødet i Durban denne uge eller de nærmeste år.

Det lille fald i den globale udledning af drivhusgasser fra 2008 til 2009 skyldtes i øvrigt, at den globale økonomiske krise satte ind. Men i 2010 steg udslippene igen, og dermed ophobningen af CO2 i atmosfæren, hvor den holder på solens varme, så kloden opvarmes. Prognosen fra IEA siger, at det årlige udslip af drivhusgasser – alt andet lige – vil vokse med 20 procent frem mod 2035 svarende til omtrent 6 milliarder ton CO2 mere i atmosfæren.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken.

Spørgsmålet er, om retningen er den rigtige. Udmeldingen faldt sammen med et seminar på Teknologisk Institut, der handlede om, hvilke udviklingsområder universiteter og virksomheder i EU-landene bør satse på i de kommende år for at kunne konkurrere med blandt andre USA, Japan, Kina og Korea. Her lød udmeldingen, at Europa bør bevæge sig den modsatte vej af den retning, Danmark og de øvrige EU-lande bevæger sig i. Grundforskningen bør vige til fordel for mere anvendt forskning, der retter sig mod at kunne skabe produkter, der kan sikre velfærd og job i konkurrencen med Asien og USA.

Begge dele er vigtige: både grundforskningen, hvor forskere forfølger deres egne ideer uden at have et egentligt mål for, hvad deres indsats skal føre til, og den strategiske og mere produktudviklingsorienterede forskning, hvor der arbejdes på at finde og videreudvikle metoder og produkter til løsning af konkrete problemer. Men balancen er tippet i forhold til de lande, vi konkurrerer med. Sådan lød udmeldingen på seminaret fra professor og teknologiekspert Gabriel Crean, der har været med i en ekspertgruppe, der har udpeget mulige områder for fremtidens forskning og udvikling for EU-kommissionen.

Gruppen har ifølge nyhedsmagasinet Ingeniøren udpeget en række nøgleteknologier, der bør satses målrettet på – eksempelvis bioteknologi, nanoteknologi og avancerede fremstillingssystemer. Det vil få indflydelse på brugen af midlerne, som kan søges i EU’s 8. rammeprogram for forskning og teknisk udvikling – som kaldes Horizon 2020. Programmet dækker perioden 2014-2020 og opererer med et budget på 600 mia. kr.

I en tid med udsigt til mange års økonomisk krise i EU og store dele af resten af verden er ideen ikke helt ved siden af. For det første er erhvervslivets andel af de seneste rammeprogrammer faldet til en fjerdedel i forhold til offentlige forskningsinstitutioners. For det andet satser vidensinstitutioner og virksomheder i Asien og USA langt mere på produktionsrelaterede forsknings- og udviklingstiltag. I Danmark og EU hænger man fast i, at det er nok bare at generere masser af grundlæggende viden, så skal den nok brede sig på lidt længere sigt.

Problemet er, at det ikke skaber job nok i en krisetid, hvor der er knaphed på arbejde til såvel højt- som lavtuddannede. De to ender – forskning og produktion – bør bindes langt bedre sammen i EU-landene med en aktiv indsats på området.

Det sker ikke af sig selv. For eksempel var Tyskland for 10 år siden langt fremme med at udvikle højeffektive fotovoltaiske solceller. Men udviklingen blev ikke tilstrækkeligt integreret med produktion. I dag er teknologien taget op af andre lande og i produktion. Det sker kun i begrænset omfang i Tyskland, som i dag slet ikke har arbejdspladser og indtjening på solcellerne, der modsvarer indsatsen, som blev lagt for at udvikle dem.

Så det er en hårfin balance, hvordan der skal satses. Lige på det punkt er der ikke den store forskel på regering og opposition herhjemme. Både de tidligere regeringspartier og Dansk Folkeparti er med i årets aftale om fordeling af forskningsreserven på næste års finanslov. Reserven tilgodeser ikke kun ikke kun grundforskningen. Den omfatter også støtte til de teknologiske serviceinstitutter og innovationsmiljøer, der er bindeled mellem mindre virksomheder og vidensinstitutioner, som skal sikre, at ny viden flyder ud i erhvervslivet. På europæisk plan er det i denne type samspil, man i højere grad skal søge inspiration og løsninger på den langvarige krise, der er udsigt til.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken

Storstrømsbroen er for tiden lukket for togtrafik, efter at man siden oktober har opdaget mindst 11 kritiske revner i brokonstruktionens metaldele – i den del af den bærende konstruktion, der kaldes ankerfag og svævefag. I øjeblikket er man i gang med at reparere revnerne. Og denne uge skulle broen blive åbnet igen, ifølge Banedanmark.

At den gamle Storstrømsbro, der blev opført i 1937 til dels som et beskæftigelsesprojekt, nu knirker og er slidt, er helt forståeligt. Millioner af ton mennesker og gods er blevet kørt hen over den i årenes løb. Den slags slider på broer. Metaldelene udmattes. Samtidig slides de af korrosion fra det salte miljø, de står i. Den slags tager man blandt andet højde for med nøje kontrol af deres tilstand og løbende vedligehold, som i hvert fald skulle kunne holde ødelæggende korrosion væk. Men de slides. At skaderne på Storstrømsbroen er så omfattende, at det faktisk kan være farligt for selv en bil at køre over, er dog kommet lidt bag på eksperter og beslutningstagere.
Måske har de ophobet sig. Måske er dens levetid ved at rinde ud. Måske burde man bare rive broen ned og opføre en ny. Og det vil i så fald være første gang, at en så stor brokonstruktion udskiftes herhjemme. Det er kun sket før i lille målestok. Typisk med opførelse af en større bro et andet sted, end hvor den oprindelige lå. Som for eksempel Frederik den IX’s Bro over Guldborgsund, hvor en forbindelse fra 1800-tallet i 1963 blev erstattet af en betonbro.

Men det kan blive et mere almindeligt syn i fremtiden. For mange store brokonstruktioner er gamle og opført i en tid, hvor man ikke tænkte så meget over hvad der ville ske på den lange bane – i 50-100 års perspektiv. Det gælder eksempelvis den gamle Lillebæltsbro fra 1935 og Dronning Alexandrines Bro – Mønbroen – fra 1943, der forbinder Sjælland og Møn. Dengang blev broerne bygget ud fra »bedste praksis«. Altså så godt man kunne med den eksisterende teknologi. Dengang havde man ikke beregningsmetoder til at se langt ind i fremtiden, hvor lang tid en bro egentlig kunne holde, og til hvilke former for trafik. Det er først kommet til senere.

Så man byggede og regnede med, de kunne holde i lang tid. Normalt regner man ifølge eksperterne med, at en større konstruktion af den kaliber skal kunne leve mindst 50 år set ud fra blandt andet en samfundsøkonomisk betragtning. Men de store gamle broer er langt oppe i halvfjerdserne. Og Langelandsbroen og Svendborgsundbroen er lige under denne grænse, mens den nye Lillebæltsbro har passeret de fyrre år.

I dag beregnes levetid på store konstruktioner som broer med avancerede computermodeller. Øresundsbron og Storebæltsbroen er eksempelvis dimensionerede til at kunne holde i mindst 100 år. Men med de ældre broer står man nu med dilemmaet: Skal der opføres en ny bro, eller skal den gamle repareres. Faktisk er det allerede blevet foreslået at rive Storstrømsbroen ned og opføre en ny. Det vil være en dyr omgang, men måske nødvendigt for at kunne håndtere de meget større belastninger, broen vil blive udsat for, når der kommer en fast forbindelse over Femern Bælt, som vil medføre mere tung togtrafik.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har lovet, at en »grundig analyse« af Storstrømsbroen skal ligge klar næste år. Den vil blandt andet kunne bruges til at tage en beslutning om, hvorvidt den eventuelt skal skrottes. Allerede i 2007 forudsagde en forsker ved Danmarks Tekniske Universitet til nyhedsmagasinet Ingeniøren, at den gamle bro ville få svært ved at klare trafikken fra en fast forbindelse over Femern Bælt.
Broerne er vigtige for Danmark, og de holder altså ikke evigt. Så balladen om Storstrømsbroen bliver langtfra den sidste sag om slidte broer i Danmark de kommende år.

God dag, Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken

Sammenfattes forskningen på området, så modvirker besøg i naturen i grove træk stress, depression, ADHD-symptomer, og risikoen for kroniske sygdomme reduceres. Samtidig synes naturen også at indvirke positivt på børns intelligens. Den amerikanske journalist og debattør Richard Louv har med udgangspunkt i USA gennemgået forskningen på området og kommer frem til den konklusion, at børn i Vesten opholder sig for lidt i naturen, og at det ikke er særlig sundt for dem. »Den postmoderne påstand om, at virkeligheden er en konstruktion – vi er, hvad vi programmerer – indebærer og lover os grænseløse muligheder for mennesket. Men efterhånden som de unge i deres tilværelse bruger mindre og mindre tid i naturen, svækkes deres sanser, både psykologisk og fysisk, og dermed reduceres omfanget af den menneskelige erfaring«. Han går videre og skriver, at nogle forskere i dag arbejder ud fra en ide om, at ligesom børn har brug for sund kost og tilstrækkeligt med søvn, kan de meget vel have brug for kontakt med naturen for at blive og være »hele mennesker«. Som han skriver i sin bog ‘Last Child in the Woods’, er der ved at opstå et meget stort gab mellem det at vide noget om naturen og det at være i den i virkeligheden. Mange børn ved, at Amazonas’ jungle er truet, og at man skal passe på naturen – de kommer bare sjældent derud.

Resultatet er, mener han, at vi nu ser den første generation af amerikanere, som generelt vokser op uden at udvikle en relation til naturen baseret på et direkte møde med den. I Danmark er udfordringerne nogenlunde de samme. Måske med den forskel, at naturen herhjemme er langt mere kontrolleret, tæmmet og mindre end i USA – Danmark har omkring 128 indbyggere per kvadratkilometer land, godt fire gange flere end i USA.

Tilsyneladende er der simpelthen for mange andre spændende alternativer i form af spil, film, sport og anden underholdning, og måske er vi alle blevet lidt mere magelige – i hvert fald er vi gennemsnitligt federe og i dårligere form end for bare 25 år siden. Ny forskning viser, at der herhjemme kan spores tegn på sundhedsgevinster for børn og unge, der er meget ude i naturen, men at den bruges alt for lidt.
Udfordringen behandles den kommende uge på en stor konference, som afdelingen Skov & Landskab på Københavns Universitet står bag. Her deltager blandt andre Richard Louv og en række eksperter, som skal forsøge at indkredse, hvad man kan gøre for at lokke børn og familier tilbage til naturen i det postmoderne samfund.

Naturens betydning som et direkte bidrag til folkesundheden er allerede så småt ved at vinde indpas.
I næste uge indvies eksempelvis en ganske særlig have, der skal hjælpe sygemeldte mennesker med stress til at komme på fode igen. Det er en terapihave i Hørsholm kaldet Narcadia, og som er blevet til ved hjælp fra Skov & Landskab med støtte fra en række fonde. Her er det meningen, at stressramte danskere behandles af naturens skønhed så at sige, via aktiviteter og oplevelser i haven, mens forskere skal følge og dokumentere, hvad der sker.

Dansk forskning viser også, at der er en tæt sammenhæng mellem brugen af naturen i barndommen og ens miljøbevidsthed som voksen. Voksne, der har brugt naturen ofte som børn, tænker generelt mere på miljøet og på, at de skal tage vare på naturen. Så der er al mulig grund til at tage børnene med på en skov- eller strandtur lidt oftere – det hele ligger derude og venter.

God dag. Morten Garly Andersen, videnskabredaktør på Politiken

Der er blandt andet problemer med togenes kørecomputere, airconditionanlæg og især de koblinger, som togsættene sættes sammen med. Lige netop i Danmark er en essentiel del af strategien at sende store togstammer af sted, og så skille dem ad - eksempelvis tog fra København, der deles i nord og syd, ved Fredericia – for at kunne tilbyde direkte afgange. Den strategi kræver logisk nok effektiv teknologi til sammenkobling af togsæt. Men det italienske system – med stænger med mekanismer til sammenkobling, der skyder frem automatisk forenden af en togsektion, er for avanceret og har voldt store problemer, som stadig ikke er løst.

I torsdags fremlagde DSB en uafhængig rapport om sagen iværksat af den tidligere regering og udført af konsulentfirmaet Atkins. Her nævnes 750 forhold, hvor der er fejl eller uregelmæssigheder i forhold til de leverede togsæt. Konsulentfirmaet anbefaler dog, at DSB beholder de fejlbehæftede tog og selv får udbedret fejl og skader på dem – et arbejde som allerede er i gang. For der kommer flere passagerer til de kommende år, og der mangler tog. Og med en omfattende ombygning og justering for et sted mellem 400 og 800 millioner kroner kan togene komme til at fungere og ud at køre i 2013, lyder det optimistisk fra DSB.

Men hvordan kan det gå så galt i et lille land med små afstande uden store bjerge, at man ikke kan få leveret en så relativt enkel teknologi - som et tog er - til tiden og i den rette kvalitet?

Det er ikke kun italienernes skyld, at det er gået så galt med IC4-toget, selvom DSB’s eksperter ikke har tøvet med at kalde det leverede arbejde for »klamphuggeri«. Forud går en historie om valg af den rette teknologi, som i sidste ende blev en delvis politisk beslutning. Det blev diskuteret, om det overhovedet skulle være dieseldrevne tog. Ansaldos speciale er el-tog, men med den danske infrastruktur er diesel-tog en enklere løsning. Så de blev valgt. Med forsinkelsen i leverancen indebærer det, at DSB kommer til at stå med ældre teknologi, når IC4-togene engang bliver driftssikre. Man går også glip af muligheden for at gøre dem til et foregangseksempel på miljø- og klimavenlig transport. Det ville man kunne med el-tog, der potentielt kan drives via vedvarende energi som vind. I dag er de danske jernbaner de mindst elektrificerede i Europa.

Eftersom standard-tog på diesel typisk konstrueres til at køre maksimalt omkring 160 kilometer i timen, og DSB ville have tog, der kunne køre 200, måtte der udvikles en del på dem til formålet. Paradoksalt nok er standarden ved el-tog netop, at de designes til hastigheder på omtrent 200 kilometer i timen. Så købet hos Ansaldo synes på flere måder at være en mildest talt dårlig handel.

Danmark skal bruge mange flere tog i fremtiden. I omegnen af 150 sæt over de næste 10-20 år, hvor DSB satser på at transportere dobbelt så mange passagerer som i dag. Så Danmark og DSB er på vej ud på markedet igen. Og her kunne man lære lidt af handlen med Ansaldo. Blandt andet ved at få mindre serier i første omgang i stedet for at lægge sig fast på en kæmpeordre. Det kan være en lidt dyrere løsning. Men den er mere lagtidsholdbar og togene vil være testede og fungere under danske forhold, før der bestilles nye. En større del af togene kunne også bygges i Danmark, så de tilpasses danske forhold tidligt i forløbet. Det var tilfældet med IC3-togene, som blev bygget i Randers og nu anses som både mere behagelige og driftssikre end IC4.

Paradoksalt nok er IC4 i øvrigt det billigste dieseltog, der er leveret i Europa i nyere tid. De mange fejl og forsinkelser er endt med et afslag i prisen på cirka halvdelen af den oprindelige købesum på fem milliarder kroner. Og det er måske det lille plaster på såret efter Danmarks uheldigste togkøb.

Morten Garly Andersen, videnskabsredaktør på Politiken